29. marts, 2024

Søren Pinds krav om strengere straffe for voldtægt

[inlinetweet prefix=”null” tweeter=”null” suffix=”null”][/inlinetweet]Søren Pind, Venstre.

Justitsminister Søren Pind kræver strengere straffe for voldtægt. Det er et forståeligt krav, men flere domme er vigtigere end strengere straffe.

Opdateret 5/9-2015: Denne artikel er blevet kritiseret for at basere sig på en antagelse om, at de estimerede tal for voldtægt er korrekte. Det er en berettiget kritik. Ingen ved præcis, hvor mange voldtægter der sker, og forskerne bag estimaterne understreger selv, at tallene er usikre. Artiklen skal læses med udgangspunkt i den antagelse.

Justitsminister Søren Pind ønsker strengere straffe for voldtægt. Det vil han sikre ved at kræve, at den eksisterende strafferamme i højere grad bliver udnyttet. Den politisk/juridiske del af Pinds idé kan man diskutere, men det vil jeg ikke gøre her.

I forhold til de strengere straffe for voldtægt kan to ting bemærkes:

For det første at strengere straffe formentlig kan bidrage til at sikre den “retfærdighed”, Pind taler om. Det ER tankevækkende, at selv meget grove voldtægter straffes med fængselsdomme under to år.

For det andet at strengere straffe formentlig ikke vil have nogen synderlig effekt på antallet af voldtægter. Af de anslåede 3.600 begåede voldtægter om året i Danmark, anmeldes kun i omegnen af 400, hvoraf 300 fører til sigtelse og omkring 70 til dom. Kun ca. 2% af det anslående antal begåede voldtægter ender altså med, at voldtægtsforbryderen straffes. Vil en højere straf til de 2% afskrække de 98%? Næppe. Dertil kommer, at mange voldtægter er spontane (ikke genstand for planlægning), og at straf virker bedst på de typer af forbrydelser, der er det modsatte.

Pinds ‘tough on rape’-linje vil således næppe gøre nogen forskel for de tusinder af kvinder (og mænd), der voldtages hvert år i Danmark. Har Pind et ønske om at gøre noget for dem, skal han lægge sin energi i at få flere straffet for voldtægt, ikke i at kræve strengere straffe til de få, der faktisk straffes (de to ting udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men det lader til, at Pind kun fokuserer på den ene).

Hvis flere skal dømmes for voldtægt

Hvis Pind vil arbejde for at få flere dømt for voldtægt, skal han i første omgang se på, hvor det store frafald i ‘fødekæden’ fra voldtægt til dom sker. Her er der to punkter at koncentrere sig om.

Fra voldtægt til anmeldelse

Det første store frafald sker fra voldtægt til anmeldelse. 3.200 af de anslåede 3.600 årligt voldtægter i Danmark anmeldes ikke. Det er et frafald på 89%.

I forhold til det er der grund til at se på, hvad det er, der får ofre for voldtægt til at undlade at anmelde forbrydelserne. Dette er det absolut vigtigste punkt, hvis antallet af domme for voldtægt skal op. Det er her, det største frafald sker.

En af de årsager, som ofte påpeges i diskussionen om voldtægt, når det lave anmeldelsesantal diskuteres, er politiets håndtering af voldtægtsanmeldelser. Her er der grund til at se på, om noget kan forbedres. Fx kan man overveje at lave regionale centre for voldtægtsanmeldelser, så voldtægtsofre får mulighed for at afgive deres anmeldelser til politifolk, der har viden og erfaring på området. [inlinetweet prefix=”null” tweeter=”null” suffix=”null”]Det sidste, et voldtægtsoffer bør skulle bekymre sig om, er ikke at blive taget alvorligt af politiet.[/inlinetweet]

Fra sigtelse til dom

Det andet store frafald sker fra sigtelse til dom. Ca. 230 af de ca. 300 årlige sigtelser fører ikke til dom. Det er et frafald på 77%.

I forhold til det er det sværere at se, hvad Pind kan gøre. SF har tidligere flirtet med idéen om straf for såkaldt uagtsom voldtægt, men det er ikke et forslag, der løser det grundlæggende problem, som består i, at voldtægt er en type forbrydelse, det er vanskeligt at føre bevis for. Hvis der ingen vidner er, er det endog meget svært at bevise, at der er tale om voldtægt og ikke om sex.

Samtidig må ambitionen om at få flere dømt for voldtægt naturligvis gå hånd i hånd med ønsket om ikke at få uskyldige dømt for voldtægt. Idealet er simpelt: [inlinetweet prefix=”” tweeter=”” suffix=””]Alle, der har begået voldtægt, bør dømmes for voldtægt, og ingen, der ikke har begået voldtægt, bør dømmes for voldtægt[/inlinetweet]. Mens man på den ene side skal gøre det lettere at bevise, at en voldtægt har fundet sted, skal man på den anden sikre, at det sker på en måde, der ikke får uskyldige dømt. Det er ingen let opgave, men det er det, der skal til, hvis forholdet mellem sigtelser og domme skal ændres i retning af flere domme.

Flere domme er vigtigere end strengere straffe

I forhold til retfærdighedsfølelsen kan man sagtens argumentere for strengere straffe for voldtægt. Men det er svært at forestille sig, at det vil have en effekt i forhold til antallet af voldtægter. Hvis de årligt anslåede 3.600 voldtægter i Danmark skal blive til færre i fremtiden, skal flere voldtægter føre til dom.

Justitsminister Søren Pind bør derfor – uanset sit ønske om strengere straffe – se på, hvad han kan gøre for at mindske frafaldet fra voldtægt til dom. I særlig grad bør Pind se på, hvordan antallet af anmeldelser kan øges fra sit nuværende niveau.

For dels er der grundlæggende noget galt, når kun 11% af ofrene for voldtægt anmelder forbrydelserne. Det er et tal, som i sig selv kalder på refleksion og handling. Dels er det her, nøglen til flere domme ligger. Og flere domme må være en indlysende ambition på et område, hvor 98 af 100 lovovertrædere i dag slipper uden straf. At det for så stor en andel af voldtægtsforbryderne i praksis er straffrit at begå voldtægt er også en krænkelse af retfærdighedsfølelsen.

Konklusionen er derfor ikke til at tage fejl af: Der er ikke i sig selv noget galt med at skærpe straffen for voldtægt, men hvis Pind for alvor vil udrette noget på voldtægtsområdet, er flere domme vigtigere end strengere straffe.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview