29. marts, 2024

Står manden i lort til halsen?

Mandens rolle vil være udraderet i 2030, hvor manden vil være overflødiggjort og »stå i lort til halsen«, mener professor i socialantropologi Rane Willerslev. Billede: Arkivfoto.
Mandens rolle vil være udraderet i 2030, hvor manden vil være overflødiggjort og »stå i lort til halsen«, mener professor i socialantropologi Rane Willerslev. Billede: Arkivfoto.

Professor i socialantropologi Rane Willerslev forudser, at det vil se sort ud for manden i 2030. Men har han ret i det?

I et debatindlæg i Politiken tager professor i socialantropologi ved Aarhus Universitet Rane Willerslev et kig i krystalkuglen og udtaler sig om sit bud på mandens rolle i samfundet i 2030.

Og fremtiden er alt andet end lovende for manden, hvis man skal tro professoren.

I lort til halsen

Dels vil kvinderne i kraft af deres bedre uddannelser have overtaget samfundets topposter, mens mændene vil halte bagefter, mener Willerslev.

– I løbet af de næste 15 år kommer kvinderne til at overtage flere og flere af de magtfulde positioner i samfundet – ikke gradvist, men som en stor bølge, der på én gang vælter ind over samfundet. Kvinder uddanner sig nemlig langt bedre end mænd. Den udvikling ser vi allerede i dag, og den vil fortsætte. Derfor vil det i 2030 være kvinderne, der har topposterne i samfundet, og mændene vil være skudt ud på sidelinjen, siger han.

Dels vil mænd i stigende grad blive valgt fra af kvinder, som foretrækker at få børn alene ved hjælp af kunstig befrugtning, påpeger Willerslev.

– Allerede i dag bliver flere og flere kvinder kunstigt befrugtet og behøver altså ikke en mand til at opfylde forældredrømmen. I dag er det især kvinden, der nærmere sig de 40, som bliver kunstigt befrugtet, fordi hun ikke har fundet en mand tidsnok. I 2030 vil der være tale om et bevidst fravalg fra kvindens side – hun ønsker ganske enkelt ikke at have en mand med ind over Projekt Baby, fordi hun uden ham er fri til selv at bestemme og til at have løse og uforpligtende forhold, siger han.

Tilsammen betyder disse to udviklinger, at manden vil stå ubrugelig og hjælpeløs tilbage, mener professoren.

– Med andre ord er mandens rolle udraderet i 2030, han er overflødiggjort og står i lort til halsen. Manden ved ikke længere, hvem han er. Kvinder har debatteret deres køn i over 100 år. De har haft en årelang kamp, der har gjort dem bevidste om, hvem de er, og hvor de vil hen, siger Willerslev.

– Den refleksion har manden slet ikke haft, og det betyder, at han i dag – og i endnu højere grad i 2030 – gennemgår en kæmpe identitetskrise, hvor han bliver udfordret ved på én gang at skulle være blød familiefar, tjene mange penge og være Tarzan i sengen, fortsætter han, inden han afslutter den del af indlægget, som handler om køn, med ordene:

– Mændene skal i gang med deres egen kønskamp, og det kommer til at tage lang tid. For kvinderne tog det 120 år at komme hen, hvor de er nu, og jeg tror, det vil tage tilsvarende lang tid at genopfinde sig selv og kæmpe mandekampen.

Arbejdsmarked, solomødre og mandekamp

Helt overordnet tror jeg, at professor Rane Willerslevs forudsigelser er inden for skiven.

For det første er det nærmest umuligt at forestille sig, at kvinders højere engagement på landets uddannelsesinstitutioner ikke før eller siden vil føre til et ’kønsskifte’ ude i virksomhederne, også på chefgangene.

Dels ønsker virksomhederne så dygtige medarbejdere som muligt, dels er der stort politisk fokus på at fremme kvinders karrieremuligheder. Den eneste reelle tilbageværende hurdle er forskellen mellem mænd og kvinders barselsperioder, men også her kan der spores politisk vilje til at foretage ændringer. Barselsreglerne i 2030 er formentlig ganske anderledes, end de er i dag.

For det andet forekommer det sandsynligt, at kvinder i stigende grad vil vælge mænd fra, når de skal have børn. I særdeleshed, hvis staten fortsætter med at finansiere fravalget.

Jeg var for nylig i TV2NEWS for at diskutere emnet, og jeg fastholder, hvad jeg ved den lejlighed sagde – og før har skrevet – nemlig at muligheden for gratis at blive solomor indeholder en selvforstærkende effekt, som består i, at kvinder bliver mere kræsne i 20’erne og 30’erne, når de ved, at de i sidste ende kan vælge mænd fra og få barnet alene på statens regning.

Det er mit gæt, at ordningen hen ad vejen vil blive justeret, så kvinder, der ønsker at foretage fravalget, selv må betale. For nuværende er statens omkostninger begrænsede, da kun omkring 500 kvinder årligt bliver solomødre, men på sigt kan det blive ganske dyrt for statskassen at finansiere et stigende antal kvinders solobabyer. Samtidig kan et generelt pres på de samlede sundhedsudgifter meget vel betyde, at kommende regeringer tvinges til at prioritere mellem de offentlige behandlinger, og i den forbindelse forekommer det sandsynligt, at behandlinger til raske mennesker vil være noget af det første, man må skære væk.

Men indtil da vil antallet af solomødre stige. Dels fordi ordningen er gratis, dels fordi det for en del kvinder virker tillokkende at kunne blive mor uden alt besværet med at finde den rette mand. Det sidste betyder samtidig, at solomorfænomenet ikke vil forsvinde, når ordningen ændres til egenbetaling. Solomoroptionen vil fortsætte som kvinders anden mulighed for at få børn, mens mænd også i fremtiden må nøjes med én mulighed – den gammeldags version – som de, netop på grund af kvinders mulighed for at blive solomødre, vil få sværere ved at finde partnere til.

For det tredje har Willerslev ret i, at mænd ikke har haft en ’mandekamp’ og derfor står aldeles uden værktøjer, når pendulet lige om lidt svinger, og manden bliver den lille på arbejdsmarkedet og andre steder i samfundet.

Jeg har i forhold til det tidligere peget på, at mænd er nødt til at udvikle deres eget sprog og egne begreber, fordi det feministiske begrebsapparat – af gode grunde – er udviklet med udgangspunkt i kvinders erfaringer og problemer.

Jeg er optimist på det område. Jeg synes allerede, man kan se de første tegn på, at mænd er bevidste om nødvendigheden af at skabe et alternativ til feminismens kvindeforankrede teorier, analyser og udtryksmåder. Jeg tror dog, ligesom Willerslev, at det vil tage sin tid, før det for alvor tager form. Jeg tror også, at det vil medføre en lang række uenigheder undervejs. At det skulle lykkes uden gnidninger, virker ikke sandsynligt.

Nogle mænd står i lort til halsen

Den største svaghed ved Willerslevs forudsigelser – og den kan undskyldes med længden af indlægget – er, at professoren ikke kommer ind på, at der naturligvis vil være store forskelle mellem ressourcestærke og ressourcesvage grupper af mænd, når det kommer til at »stå i lort til halsen« i 2030.

Forskellene eksisterer allerede i dag, og det er rimeligt at forestille sig, at de vil blive endnu mere udtalte i fremtiden. En parallel udvikling, hvor de svageste mænd bliver svagere og de stærkeste mænd stærkere, synes ikke usandsynlig.

I takt med kvindernes indtog på de bedst betalte dele af arbejdsmarkedet og muligheder for at få børn alene vil nogle mænd, de succesfulde, blive meget attraktive og få særdeles let ved at finde koner og kærester. Andre mænd, de ikke-succesfulde, vil derimod få sværere ved det. Vi ser allerede i dag eksempler på, at mænd helt opgiver drømmen om at få børn, og det er mit gæt, at det vil være endnu mere udbredt i 2030.

En tilsvarende tovejsudvikling kan man forestille sig på arbejdsmarkedet frem mod 2030. Det er ikke ingeniøren bag den selvkørende bus, der kommer til at miste sit arbejde. Nej, det er buschaufføren, der ikke længere vil være brug for. Mænd med de rette kompetencer vil fortsat have let ved at få drømmejob med store indtægter, mens mænd uden de rette kompetencer vil få stadigt sværere ved at finde arbejde overhovedet. Jeg medgiver, at konsekvenserne af eksempelvis automation er omdiskuterede, og at man ikke kan udelukke, at nye arbejdsområder vil opstå, sådan som det er sket tidligere i historien, når teknologien har ændret arbejdsmarkedet. Men jeg har svært ved at forestille mig en udvikling, der stiller mænd med begrænset eller ingen uddannelse bedre end i dag.

Samlet set er det dermed min opfattelse, at det er upræcist at sige som Willerslev, at »manden står i lort til halsen«. Den rigtige analyse er, at nogle mænd går en lys fremtid i møde, mens andre mænd ikke gør.

Heri ligger samtidig efter min mening et væsentligt punkt på dagsordenen for en eventuelt kommende mandebevægelse.

En sådan bør ikke først og fremmest kæmpe for flere privilegier til de bedst stillede mænd. Nej, den bør før noget andet kæmpe for de mænd, som har sværest ved at klare sig.

For hvis ikke en kommende mandebevægelse stiller sig på disse mænds side, er der ingen, der gør. Det er dem, ikke manden som sådan, der står i lort til halsen.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview