Stop dig selv, lektor Andersen

Claus Elholm Andersen ved et foredrag. Foto: sceenshot, YouTube.
Claus Elholm Andersen ved et foredrag. Foto: sceenshot, YouTube.

Lektor, fil dr. Claus Elholm Andersen har hverken styr på præmisser, logik eller definitioner, når han slutter, at man kan sætte lighedstegn mellem kamp for frihedsrettigheder og feminisme.

Tilhører man »per definition« en ideologisk bevægelse, fordi man stedvis deler dens værdier? Naturligvis ikke. For eksempel er man ikke »per definition« socialist, fordi man mener, at samfundet bør tage hånd om sine udsatte. Eller »per definition« liberalist, fordi man mener, at personlig frihed er en central værdi.

Det kan de fleste forstå. Men ikke Claus Elholm Andersen. I en kronik i Berlingske 20/1 gør han sig til talsmand for det synspunkt, at hvis man støtter lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder, så er man »per definition« feminist.

Det er ikke bare forkert, men tillige dybt krænkende over for de af os, der støtter lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder, men frabeder os at blive sat i forbindelse med den ideologiske bevægelse, Elholm Andersen tilhører, feminismen.

Både i Danmark og i udlandet kæmper i disse år en lang række grupper for at forny diskussionen om ligestilling. Trods interne forskelle har disse grupper det til fælles, at de insisterer på, at kampen for lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder skal kunne føres uden de teoretiske, metodiske og politiske begrænsninger, der ligger i den feministiske ideologi.

Disse gruppers kamp for en ligestillingsdebat baseret på objektive fakta og rationalitet håner Elholm Andersen, når han hævder, at de »per definition« er feminister, fordi de kerer sig om lige muligheder og rettigheder uanset køn.

I sin kronik tager lektoren emnerne hverdagssexisme, vold, seksuelle overgreb og kultur op. Alle beskrives de, med rette, som alvorlige samfundsproblemer, og Elholm Andersen gør meget ud af at understrege, at hverdagssexisme, vold og overgreb på kvinder også finder sted i Danmark.

Blandt andet skriver han, at hundredetusindvis af danske kvinder »ikke kan opholde sig i det offentlige rum, hvad enten der er tale om barer, caféer, busser, tog eller banegårde, uden at risikere at blive befamlet og gramset på af fremmede mænd«. Er det rigtigt?

Ja, det er det da. For sætningen er så smart konstrueret, at Elholm Andersen ikke behøver beskæftige sig med noget så kedeligt som empiri. Lektoren skriver ikke, at hundredetusindvis af danske kvinder udsættes for overgrebene, blot at de er i risiko for at blive det. Derfor er sætningen sand. Ligesom sætningen: »Millioner af danskere risikerer at blive slået ihjel af en psykotisk morder i morgen« er det. Et glimrende retorisk greb, hvis man gerne vil påpege, at noget er et stort problem, selv om man ikke kan finde faktuelt belæg for, at det forholder sig sådan.

Når Elholm Andersen bruger så meget energi på at »påvise«, at hverdagssexismen flyder i de danske gader, skyldes det et slet skjult ønske om at sætte lighedstegn mellem ligestillingens tilstand i Danmark og i andre kulturer.

Mener man, at episoderne i Køln og andre europæiske byer udgør et selvstændig problem, hvis årsager først og fremmest er kulturelt betingede, har man ifølge lektoren slet ikke forstået, hvad det handler om. Der findes en kvindeundertrykkende kultur, skriver han, men den begrænser sig ikke til mænd fra de dele af verden, overgrebsmændene i Køln kommer fra.

»Det er en kultur, der selvfølgelig findes i en række indvandrermiljøer, som vi bliver nødt til at konfrontere og gøre det tindrende klart, at vi ganske enkelt ikke vil finde os i det. Men det er lige så meget en kultur, der findes hos os andre lyserøde danskere, hvor computerspil, TV-serier og den let tilgængelige internetporno synes at avle en opfattelse af, at en kvinde altid bare venter på at blive taget hårdt af en mand, og at et nej i virkeligheden er et udtryk for, hvor meget hun vil ha’ det«, skriver Elholm Andersen.

Her må man igen bemærke, at lektoren ikke ulejliger sig med at begrunde sin påstand empirisk. Påfaldende, må man sige, alt den stund, at der er aktuelle tal at se på. En undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik for Berlingske viste således for ganske nylig, at selv når man renser tallene for socioøkonomiske faktorer, er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere af ikke-vestlige indvandrere kraftigt overrepræsenteret i domsstatistikkerne, når det gælder voldtægter og blufærdighedskrænkelser.

Denne gruppe, som udgør 7,2 procent af befolkningen, står for 20,2 procent af dommene. De dømmes altså tre gange hyppigere end etnisk danske mænd. Og det bortforklares ikke af faktorer som alder og arbejdsløshed, viser den korrigerede analyse. Når der er kontrolleret for disse variable, dømmes ikke-vestlige indvandrere og efterkommer af ikke-vestlige indvandrere for voldtægter og blufærdighedskrænkelser 1.76 gange hyppigere end etnisk danske mænd.

På den baggrund tager Elholm Andersen fejl, når han hævder, at det »lige så meget« er »en kultur, som findes hos os andre lyserøde danskere«. Tallene taler deres eget sprog, og de siger: Nej, det er ikke lige så meget en kultur, som findes hos etniske danskere. Som sociolog Mehmet Ümit Necef har udtrykt det: »Tallene er nu rensede, og man ser stadig en klar overrepræsentation. Det er meget vanskeligt at argumentere for, at kultur ikke er afgørende. Hvordan kan vi ellers forklare det?«.

Betyder det så, at etnisk danske mænds seksuelle overgreb på kvinder er en bagatel, vi skal ignorere, fordi ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere i højere grad end etnisk danske mænd udøver dem? Selvfølgelig ikke. Vold og overgreb på kvinder – og mænd – skal tages alvorligt, uanset hvem gerningsmanden er. Hvem er uenig i det?

Men der skal fakta og proportioner ind i debatten, og netop i forhold til det udgør Elholm Andersens ideologiske bevægelse et problem. For lektoren er langt fra den eneste feminist, der uden empirisk belæg ligestiller etnisk danske mænds hverdagssexisme med ikke-vestlige mænds voldtægter og overgreb. Det hele er en del af den samme strukturelle undertrykkelse af kvinder i samfundet, mener man, og der går en lige linje fra dumme kommentarer i fredagsbarer og sexistiske hiphoptekster til voldtægter og overlagte knivmord.

Her, præcis her, står de af os, der ikke er feminister, af. Vi accepterer ikke præmissen om, at det hele er udtryk for det samme. Vi tillader os at sondre mellem en kejtet flirt og et bestialsk mord. Derfor, og det er vigtigt, ønsker vi flere fakta ind i debatten. Helt konkret ønsker vi at vide, hvem der gør hvad mod hvem. Vi ønsker at skille tingene ad, så diskussionen kan føres på et oplyst grundlag. Det gælder ikke kun i forhold til voldtægter og seksuelle overgreb, men også andre problemer som vold og nethad.

Når vi ønsker en debat baseret på fakta, skyldes det hensynet til ofrene for overgrebene. Fastholder man, som Elholm Andersen gør, at det hele er lidt det samme, og at tal er knap så vigtige, så er man ude af stand til at træffe de rigtige beslutninger i forhold til forebyggelse af problemerne. Er man af ideologiske årsager mere interesseret i at argumentere for, at verden ser ud på en bestemt måde, end man er i at løse problemerne i verden, sådan som den ser ud, stiller man sig ikke på ofrenes side.

Netop det er den feministiske bevægelses største problem. I sin iver efter at finde belæg for sin bærende påstand om, at samfundet systematisk undertrykker kvinder, svigter den de kvinder, den burde hjælpe. Konstruktionen af tvivlsomme »teorier« baseret på dette ideologiske grundlag medfører et ønske om at påvise hændelser, der støtter teorierne, og ignorere hændelser, der modsiger dem.

Denne ideologiske tilgang er det stik modsatte af en videnskabelig tilgang. Karl Poppers kriterium for videnskabelighed, at en teori skal kunne falsificeres, kan let afprøves på det feministiske teoriapparat og vise, at de fleste af de feministiske teorier ikke er videnskabelige. Feminisme er i al væsentlighed et tautologisk system af internt bekræftende påstande, som ikke kan efterprøves, og det er en af årsagerne til, at den feministiske bevægelse, hvilket Elholm Andersen selv er et godt eksempel på, ikke bryder sig om sondringer og empiri.

Så nej, Claus Elholm Andersen, man er ikke »per definition« feminist, fordi man støtter kampen for lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder. Man behøver ikke acceptere et tvivlsomt ideologisk grundlag for at mene, at ligestilling og basale frihedsrettigheder er værd at kæmpe for. Det er ikke værdier, den feministiske bevægelse har patent på.

De problemer, du påpeger i din kronik, er relevante og kalder på handling. Vi skal som samfund ikke acceptere, at kvinder udsættes for vold og seksuelle overgreb. Men løsningen er ikke mere feminisme. Løsningen er mere empiri og beslutninger truffet på baggrund af viden.

Den feministiske tese om, at alle mænd er en del af problemet, må testes mod virkeligheden. Her vil man, hvis man tilgår spørgsmålet videnskabeligt, med al sandsynlighed finde, at tesen er forkert. Man vil finde, at det ikke er alle mænd, men nogle mænd, der bærer ansvaret for langt de fleste overgreb mod kvinder. Man vil finde, at nogle mænd er langt mere tilbøjelige til at slå, voldtage og dræbe kvinder. Man vil finde, at undertrykkelsen ikke er generel, men partikulær.

På det grundlag, Claus Elholm Andersen, skal problemerne løses. Ikke på basis af »teorier« om »heteronormative strukturer«, men på basis af reel viden. Når vi ved, hvem der gør hvad, kan vi forebygge, at de gør det. Men så længe du og andre fastholder, at alle er en del af problemet, kan vi intet gøre. Illusionen om mænds generelle undertrykkelse af kvinder er en hæmsko for at iværksætte konkrete tiltag mod de mænd, det faktisk drejer sig om.

Og ja, Claus Elholm Andersen, selvfølgelig kan mænd være feminister. Ligesom mænd kan være socialister og liberalister. Men mænd har lige så lidt grund til at være feminister, som kvinder har. Den feministiske bevægelse har så mange indbyggede forhindringer i sit teoriapparat, at den ikke kan producere de svar, problemerne kræver.

Den feministiske bevægelse er ikke uden gode sider. For eksempel er dens målsætninger om at bekæmpe vold og overgreb på kvinder legitime og prisværdige. Men er man oprigtigt optaget af at finde løsninger på problemerne, er feminismen en blindgyde.

Den er du velkommen til at afsøge, Claus Elholm Andersen, men lad venligst være med at trække os andre med ved at definere os som feminister, fordi vi kæmper for lige muligheder og rettigheder for begge køn. Det har du, per definition, ingen ret til.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

5 kommentarer til “Stop dig selv, lektor Andersen

  • 21. januar 2016 at 19:46
    Permalink

    Endnu et godt indlæg Tobias. Tak !

    Kan man tale om feministernes selvfedme?

    jeg går ihvertfald ind for frihed for alle og ligestilling, – men feminist…..narh….det er jeg ikke.

    Svar
    • Tobias Petersen
      22. januar 2016 at 17:49
      Permalink

      Selv tak, Bo 🙂

      Svar
  • 21. januar 2016 at 22:35
    Permalink

    Skarp som altid. Utroligt mand
    Prøver du nogensinde at få dine indlæg publiceret som kronikker, kommentarer og læserbreve?
    Jeg synes du med din velformulerede argumentation og sobre tone, undgår det skingre, det brølende og det indestænkt frustrerede – altså alt det der alt for ofte kommer ud af det, når vi andre prøver at sætte ord på galskaben 🙂

    Svar
    • Tobias Petersen
      22. januar 2016 at 17:59
      Permalink

      Mange tak, Henrik. Jeg har kun i meget begrænset omfang forsøgt at få bragt kronikker etc. Det er lidt en balancegang, for nu hvor jeg har lavet denne side, vil jeg gerne dele mine indlæg her. Omvendt er det klart, at man når ud til flere med en kronik/et læserbrev i Politiken, Berlingske etc.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *