29. marts, 2024

Svensk kampagne mod sexistiske reklamer rykker til Danmark

Reklamera

Svenske Reklamera, der fører kampagne mod kønsdiskriminerende reklamer, kommer snart til Norge og Danmark. Udvidelsen finansieres af Nordisk Ministerråd.

Hvis du er træt af reklamer med letpåklædte kvinder, kan du godt begynde at glæde dig. Svenske Reklamera, der gennem længere tid har bekæmpet bryster og baller i reklamer på den anden side af Øresund, skal fremover også lære danskerne at sige nej til kønsdiskriminerende reklamer.

Femtrinsmetode

Reklamera arbejder med en femtrinsmetode. Ser du i Sverige en kønsdiskrimierende reklame i aviser, magasiner, på nettet eller i det offentlige rum, skal du gøre følgende:

  1. Tag et billede af reklamen.
  2. Send det til Reklamera, og skriv, hvor du har set reklamen. Eller brug hashtagget #reklamera, når du deler billedet på de sociale medier.
  3. Reklamera anmelder reklamen til Reklamombudsmannen.
  4. Reklamera publicerer reklamen sammen med motivationen for klagen.
  5. Reklamera kontakter virksomheden, der står bag reklamen, og meddeler den, at man vil klage over reklamen.

Om fremgangsmåden vil være den samme i Danmark, hvor der ikke findes en reklameombudsmand, er uvist.

Endnu ukendt dansk samarbejdspartner

Reklameras arbejde i Danmark skal ske i fællesskab med en dansk samarbejdspartner. Hvem det bliver, er endnu ikke offentliggjort.

Reklamera er udsprunget af den feministiske organisation Sveriges Kvinnolobby, og et oplagt bud på en samarbejdspartner er den danske søsterorganisation, Dansk Kvindesamfund, eller en af Dansk Kvindesamfunds netværk, for eksempel Stop Sexisme.

Finansieret af Nordisk Ministerråd

Reklamera har fået 320.000 danske kroner af NIKK, Nordisk information för kunskap om kön, til at udvide sit arbejde til Norge og Danmark. Det fremgår af NIKK’s hjemmeside.

2015-11-21_112418

NIKK er et nordisk samarbejdsorgan under Nordisk Ministerråd, og danskerne er således med til at finansiere Reklameras indtog i Danmark.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview