19. april, 2024

Svensk kommune vil have flere kvinder bag krogen

Skellefteå Kommune vil bekæmpe stereotyper inden for sports- og fritidsfiskeri. Målet er at få flere kvinder til at fiske. Billede: Arkivfoto.

Skellefteå kommune blæser til angreb mod »gammeldags strukturer« og »stereotyper« inden for sports- og fritidsfiskeri.

Langt flere mænd end kvinder fisker, også i Skellefteå Kommune, der ligger små 200 kilometer fra grænsen til Finland.

Men sådan behøver det ikke være, mener den nordsvenske kommune, der har indledt en kamp mod »gammeldags strukturer« og »stereotyper« inden for sports- og fritidsfiskeri.

– Betydeligt færre kvinder end mænd fisker. Hvis det er af egen fri vilje, er det måske ikke et problem, men hvis årsagen er gammeldags strukturer og stereotyper, har vi brug for forandring, siger kommunens fiskerikonsulent, Tony Söderlund, til SVT.

Undrende borgere

Kommunen har tidligere forsøgt at sætte fokus på normer inden for fiskeriet. Det er blevet mødt med undren fra borgerne, der betragter kønsfordelingen inden for fiskeri som et »ikke-problem«, fortæller Tony Söderlund.

– Folk er blevet oprørte og har hævdet, at vi forsøger at skabe et problem, som ikke findes. Men sådan har det lydt inden for mange brancher i spørgsmål om ligestilling, og de, der siger det, er oftest mænd eller allerede privilegerede, siger han.

– Men mange synes ikke, at ligestilling er et problem inden for fiskeri, og at det er et ikke-spørgsmål, tilføjer han.

Ingen grund til at fiskeri skal være en mandeaktivitet

Tony Söderlund anerkender, at fiskeri traditionelt har været en mandebeskæftigelse, men håber, at debatten om normer kan ændre på det i fremtiden.

– Fiskeri er ifølge gamle traditioner og normer en mandlig aktivitet, men i et moderne samfund findes der ingen anledning til sådanne normer, siger han.

– Vi håber, at diskussionen fortsætter, og at ingen forhindres i at fiske, fordi man behandles forskelligt, afslutter fiskerikonsulenten.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview