Svenske menstruationsaktivister i fælles opråb: »Lad os menstruere uden moms!«

Svenske menstruationsaktivister vil have fjernet momsen på produkter som tamponer og bind. Billede: Arkivfoto.

»Mensestabuet bygger på patriarkalske strukturer«, fastslår otte svenske menstruationsaktivister, som nu kræver handling fra de svenske politikere.

Momsen på menstruationsrelaterede produkter som tamponer skal afskaffes.

Det mener en række svenske kvindeorganisationer med ‘Mensen – forum för menstruation’ i spidsen. Sammen opfordrer de i et debatindlæg de svenske politikere til at reagere.

– Det handler om menneskerettigheder! Derfor kræver vi, at alle partier skal tage stilling til spørgsmålet om at sænke tamponskatten. Lad os menstruere uden moms!, skriver de i alt otte menstruationsaktivister, der i fællesskab har skrevet under på indlægget.

Menstruation kan ikke vælges fra

Som argument for at fjerne momsen på tamponer og andre hygiejneprodukter til kvinder peger aktivisterne på, at menstruation ikke er noget, man kan vælge til og fra.

– Sverige er et af de lande i EU, som har højest merværdiskat på menstruationsbeskyttelse. Du betaler 25 procent moms for din menstruationsbeskyttelse. Når du spiser på restaurant, betaler du 12 procent moms, og hvis du træner med en personlig træner, betaler du 6 procent moms, skriver de.

– Det er ting, du kan vælge at gøre – ting, du kan unde dig selv. Menstruationsbeskyttelse er ikke noget, du vælger at købe. Menstruationsbeskyttelse er ikke noget, du kan fravælge, pointerer de.

Fordi det er 2018

Ifølge de otte menstruationsaktivister er patriarkalske strukturer årsagen til, at der stadig er moms på menstrutionsbeskyttelse i Sverige.

– Mensestabuet bygger på patriarkalske strukturer og har eksisteret siden stenalderen, men nu, 2018, kan vi konstatere, at menstruationsspørgsmål er aktuelle som aldrig før, skriver de.

– Menstruationsbeskyttelsesvirksomheder begynder endelig at vise i deres markedsføring, at menstruationsblod er rødt (og ikke blåt), og menstruationsaktivister vinder land i såvel som uden for Sverige, fortsætter de.

På den baggrund konkluderer de otte, at tiden er inde til en holdningsændring.

– At kunne smadre menstruationstabuet virker ikke længere som en utopisk drøm, men et realistisk mål. At fjerne tamponskatten er en lille handling med en stor betydning for alle berørte, skriver de.

EU har siden 2015 tilladt medlemslandene selv at fastsætte skatten på menstruationsbeskyttelse. Længst er man gået i Frankrig, hvor momsen er blevet sænket fra 20 til 5,5 procent.

Samlet set dyrere at være mand

Reelligestilling.dk har tidligere påpeget, at det er dyrere at være mand end kvinde, også når udgifter til menstruationsbeskyttelse medregnes.

En konklusion, Rockwool Fonden siden har underbygget. For enlige uden børn mellem 30 og 49 er forskellen på små 1.000 kroner om året ved sammenligning mellem minimumsbudgetter.

Mænds højere udgifter skyldes ikke mindst, at mænds energibehov er næsten 25 procent højere end kvinders. Mænd skal derfor bruge flere penge på mad, end kvinder skal.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *