29. marts, 2024

Sverige: Piger skal lære feministisk selvforsvar i skolen

Svenske piger skal fremover lære feministisk selvforsvar i skolen. Det mener Vänsterpartiet i Skellefteå i Sverige, som vil gøre undervisningen obligatorisk.

Piger skal fremover lære feministisk selvforsvar i skolerne, hvis det står til Vänsterpartiet. Det fortæller Sveriges pendant til DR, SVT.

I første omgang drejer det sig om skolerne i Skellefteå kommune. Her vil Vänsterpartiet indføre feministisk selvforsvar som obligatorisk del af undervisningen for piger fra 6. klasse og opefter.

– Vi ser, at samfundet er uligestillet, det ses overalt, siger Weidan Gong fra partiet til SVT.

– Den seksualiserede vold er en alvorlig konsekvens af vores uligestillede samfund, og det rammer kvinder og piger i alle aldre, uddyber hun.

Det er årsagen til, at pigerne skal lære feministisk selvforsvar i skolen, mener Gong, der selv er instruktør i feministisk selvforsvar.

– Dels skal kvinder lære at slås og at håndtere virkelige situationer. Dels skal undervisningen indeholde en psykisk del, hvor kvinder taler om, hvordan de rammes af uligestilling. Der skal også være øvelser i, hvordan man skaber mere plads, for mænd er overordnet kvinder i dag, forklarer Gong.

Det er ikke kun pigerne, der skal undervises i at håndtere det uligestillede svenske samfund. Også drengene skal lære om feminisme og ligestilling.

– Vi vil tilbyde drenge forelæsninger eller andre aktiviteter om feminisme og ligestilling. Kvinder kan ikke sidde og vente på, at manden skal tage et skridt tilbage. Vi må have en strategi for at håndtere det her, afslutter Gong.

Vänsterpartiet håber, at de øvrige partier vil stemme for forslaget om feministisk selvforsvar i skolen. Sker det, vil undervisningen blive en obligatorisk del af den skemalagte undervisning. Inden forslaget skal drøftes, får alle kommunens kvindelige ledere og deres døtre mulighed for selv at afprøve det feministiske selvforsvars lyksaligheder.

Links

Jeg har oversat Weidan Gongs udtalelser til dansk. Læs den originale artikel på svensk på svt.se her.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview