Ti stille, mand!

DR2-serien Ti stille, kvinde er slut. Gjorde programmerne os klogere på, hvad sexisme er? Gav de os en bedre forståelse af mænd og kvinder? Og hvad var i grunden seriens overordnede budskab?

DR2’s programserie Ti stille, kvinde er nu slut, og det er tid til at skabe et overblik over, hvad programmerne har bidraget med. Serien består af tre programmer, der hver med udgangspunkt i en kendt, kvindelige politiker beretter om trusler og negative kommentarer på de sociale medier.

I det første program talte programmets vært, Michael Jeppesen, med Johanne Schmidt-Nielsen, i det andet med Zenia Stampe og i det tredje med Özlem Cekic. Foruden de kvindelige hovedpersoner bragte programmerne også historier fra en række andre kvinder, der læste op af nogle af de henvendelser, de havde modtaget. Undervejs i de tre programmer opsøgte Jeppesen nogle af de mænd, der havde skrevet kommentarerne, og konfronterede dem med de ting, de havde skrevet.

Kønsvinklen

Ti stille, kvinde havde på forhånd valgt at fokusere ensidigt på kvinders oplevelser af hån og trusler på sociale medier, hvad programmets titel heller ikke lægger skjul på. Det er et legitimt, redaktionelt valg, men det betyder, at programmet ikke fortæller noget generelt om problemer på sociale medier, men kun det ene køns erfaringer. Programmet viser fx ikke, at problemet er større for kvinder, end det er for mænd. Det ville have krævet, at programmet også havde interesseret sig for mænds oplevelser.

Politikervinklen

De tre hovedpersoner i Ti stille, kvinde er alle folketingspolitikere. Det betyder, at de ikke bare er offentlige personer, men nogle af de mest eksponerede offentlige personer i Danmark. Det er rimeligt at antage, at folketingspolitikere modtager betydeligt flere reaktioner, end de fleste andre gør. Det retfærdiggør ikke nogen af de særdeles grove beskeder og kommentarer, Johanne, Zenia og Özlem har modtaget, men det betyder, at man næppe med udgangspunkt i deres oplevelser kan sige noget fornuftigt om, hvordan kvinder generelt behandles i den offentlige debat og på de sociale medier.

Sexismevinklen

Programmet bruger løbende udtrykket sexisme. Både Jeppesen og flere af de interviewede kvinder bruger ordet, og de gør det, som om alle forstår, hvad det betyder. Det kan undre, da sexismebegrebet fortsat er en uafklaret størrelse, der tilsyneladende kan betyde de mest forskellige ting. Jeppesen indleder de tre programmer med følgende sætning:

Der er kvinder, som stikker snuden frem i Danmark. Som mener noget og er klar til at tage debatten. Men det har en pris. Og den bliver ofte betalt i form af sexistisk chikane og trusler. Nu står en lang række markante kvinder frem og fortæller om, hvordan de chikaneres på deres køn, når de bidrager til samfundsdebatten. Flere har været i tvivl om, om de skulle stå frem. Nu lægger de alligevel deres mails, breve og Facebook-beskeder på bordet, og jeg vil opsøge nogen af dem, der står bag de sexistiske kommentarer og trusler, for at se hvem de er, og hvad der ligger bag.

Kommentarerne, chikanen og truslerne er altså sexistiske, må man forstå. Men hvad det egentlig betyder, giver programmerne ikke noget svar på. Er det, fordi kommentarerne, chikanen og truslerne er rettet mod kvinder? Eller er det, fordi kommentarerne, chikanen og truslerne indeholder nedsættende ord og vendinger om kvindekønnet, fx luder og kælling? Eller er det bare lidt af det hele? Svaret blæser i vinden.

Ligestillingsvinklen

Var man netop landet fra en fjern planet og havde tændt fjernsynet og faldet over Ti stille, kvinde, ville man sidde tilbage med en klar oplevelse af, at mænd er nogle grove og ubehagelige væsner, der lader deres vrede gå ud over uskyldige kvinder, de slet ikke kender. Det er den gennemgående fortælling i programmerne, som ikke rummer andre sympatiske mænd end Jeppesen selv, der med sin Frank Hvam-agtige blanding af nysgerrighed og hensynsfuldhed fremstår tillidsvækkende over for både de kvindelige politikere og de mænd, han interviewer.

Det er mere, end man kan sige om de mænd, Jeppesen opsøger. Enten fremstår de som nogle smådumme fyre, der ikke rigtig havde tænkt over, hvad de skrev, eller også virker de meget vrede. Flere af dem bruger udtryk som ’sjov og spas’ om det, de har skrevet, og mener ikke, at det skal opfattes som andet.

Jeppesen opsøger ikke en eneste kvinde, der har skrevet noget nedsættende, og de kvinder, programmet fortæller om, fremstår alle som positive mennesker, der bare ønsker en god samfundsdebat.

Hverken for rumvæsner eller skoleelever

Hvis man så programserien uden at vide bedre, ville man således tro, at mænd er vrede, grove, ondskabsfulde og truende, mens kvinder er imødekommende, venligeuskyldige og fornuftige. Programmerne tegner et billede af de to køn, som gentager den feministiske opfattelse af mænd som aggressorer og kvinder som ofre. Et billede, som formentlig ville være blevet kaldt sexistisk, hvis rollerne havde været byttet om, men som ikke er blevet kritiseret i debatten – sandsynligvis fordi billedet stemmer overens med det dominerende, feministiske kønssyn.

Der er i sig selv intet galt i at fortælle en historie inden for rammerne af et bestemt ideologisk verdensbillede, men programmet gør for lidt ud af at forholde sig til, at det er det, det gør. Man må derfor håbe, at fx folkeskolelærere, der overvejer at bruge programmet i undervisningen, medtænker, hvilken historie om mænd og kvinder, programmet formidler. Hvis man ønsker at bibringe eleverne den opfattelse, at mænd er grove og ondskabsfulde, mens kvinder er uskyldige og venlige, så egner programmet sig fint til undervisningsbrug. Ellers gør det ikke.

Man kan her indskyde den tanke, at dette ensidige billede formentlig ikke ville være gået, hvis programmet havde handlet om noget andet, fx bestemte etniske eller religiøse gruppers adfærd på sociale medier. Ville man her udelukkende have fundet grove og negative kommentarer fra den ene gruppe, udelukkende have interviewet personer fra en anden etnisk eller religiøs gruppe som ofre, og programmet igennem have fremstillet personerne i den ene etniske eller religiøse gruppe som ondskabsfulde og grove og personerne i den anden som fromme og uskyldige? Næppe. I stedet ville man have forsøgt at vise, at problemerne er komplekse. Ensidigheden i fremstillingen går kun, når emnet er køn – og kun da, når manden er den, der gør noget forkert.

Ti stille, mand!

Samlet set var det interessant at følge Jeppesens rejse ud i kommentarlandskabet på de sociale medier. Programmerne gav et indblik i, hvad kvindelige politikere må finde sig i, og mange af kommentarerne og beskederne var klart over grænsen for det rimelige. Programmerne forholdt sig imidlertid ikke til de mere grundlæggende spørgsmål i den sammenhæng, fx om ikke den eksisterende lovgivning allerede er i stand til at håndtere trusler og injuriesager.

Klogere blev vi heller ikke på, hvad sexisme er og ikke er. Tværtimod blev udtrykket brugt om alt fra at skrive “lille skat” til at true med voldtægt. Det betyder, at man som seer ikke sidder tilbage med en klar fornemmelse af, hvor grænsen går. De fleste af os er godt klar over, at det ikke er i orden at true andre med vold og voldtægter og kunne heller ikke finde på at kalde kvinder for ludere og kællinger. Men må vi slet ikke forholde os til, at den, vi skriver til, er en kvinde? Eller hvad? Det svarede Ti stille, kvinde ikke på.

Indtrykket efter at have set seriens tre programmer er, at mænd opfører sig som svin over for kvinder, der ’stikker snuden frem’ på sociale medier og i den offentlige debat. Mænd kommer med nedladende kommentar om disse kvinders udseende, intelligens og evner. Mænd tænker ikke over, at der sidder et menneske i den anden ende, som faktisk læser beskederne. Mænd mener, at kvinder er mindre værd end mænd. Mænd er hadefulde, onde og uden empati.

Ti stille, kvinde giver ikke en ‘fix-og-færdig løsning’ på problemet med mænds adfærd over for kvinder på de sociale medier og i den offentlige debat. Men den gennemgående opfordring er, at mænd tænker mere over de ting, de skriver. At de lige venter et minut med at klikke på ’send’. At de viser større hensyn. Måske skulle programmerne derfor have haft en anden titel. En titel, som mere tydeligt havde formidlet programseriens budskab. Man havde kun skullet ændre på ét ord for at ramme det: Ti stille, mand!

Klik her, hvis du vil se programmerne i serien på DR’s hjemmeside.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *