Til kritikken af den feministiske ideologi III

Feminismens kritik af den mandlige seksualitet bunder i et ønske om at gøre manden skamfuld, tvivlende og selvanklagende, som tjener et større formål.

Opdateret 6/2-2016.

De første to artikler i artikelserien Til kritikken af den feministiske ideologi har handlet om, hvorfor feminisme er en ideologi, og hvordan den feministiske ideologi væver ideologi og viden sammen på måder, der gør det svært at skelne mellem objektiv og ideologisk vidensproduktion.

I denne artikel vil jeg rette blikket mod den feministiske værdikamp og de metoder, den feministiske ideologi betjener sig af i bestræbelsen på at opnå magt til at gennemføre ændringer på det værdipolitiske område.

Vejen til mandens hjerte går gennem hans seksualitet

Hvor feminismen i 70’erne tog udgangspunkt i kvinden og kæmpede for hendes ret til frihed på alle områder, har feminismen siden 90’erne skiftet fokus og har vendt blikket mod manden. I al væsentlighed er den nuværende feminisme ikke en kvindekamp, men en mandekritik.

Det bekræftes af artikler, indlæg og debatter i aviser og på sociale medier samt udsendelser i TV, hvor fokus sjældent er kvindens muligheder, men mandens fejl.

Programserien Ti stille, kvinde på DR2 er et godt eksempel. Temaet var nethad, og selv om mænd udsættes oftere for nethad end kvinder, fokuserede programmet på det nethad, kvinder bliver udsat for, og tog udgangspunkt i en påstand om, at ansvaret ligger hos mænd.

Internetsiden Everyday Sexism Project er et andet eksempel. Her opfordres piger og kvinder til at skrive om ubehagelige oplevelser med mænd. Siden indsamler udelukkende negative historier og tegner derfor et meget dystert og misvisende billede af manden.

Kritikken af den mandlige seksualitet

Fælles for store dele af feminismens mandekritik – og dermed som sagt for den nuværende feminisme overhovedet – er, at de handler om den mandlige seksualitet. Det grundlæggende synspunkt er, at der er noget galt med mandens seksualitet, og de enkelte historier bruges som indicier på, at det forholder sig sådan.

Manden er, i feminismens øjne, et liderligt svin, der reducerer kvinder til sexobjekter, og som gerne bruger magt til at opnå seksuel tilfredsstillelse. Han er, hvad man kunne kalde en seksuel egoist, der sætter sine egne behov over kvindens, og som betjener sig af de ofte omtalte heteronormative strukturer til at gøre det; manden forsøger at opretholde den nuværende samfundsindretning, fordi den giver ham mulighed for at bruge kvinden seksuelt.

Er man enig i den analyse, kan man vælge to veje, hvis man går ind for seksuel ligestilling. Man kan kæmpe for, at kvinder opnår den samme seksuelle frihed som mænd, eller man kan kæmpe for at begrænse mænds seksuelle frihed. Den nuværende feminisme har valgt det sidste.

Men hvorfor overhovedet dette enorme fokus på seksualitet? Der er vel andre ligestillingsdagsordener, der er vigtigere? Svaret er, at det slet ikke handler om seksualitet. Kritikken af den mandlige seksualitet er for den feministiske ideologi kun et værktøj. Hvad man i virkeligheden ønsker at opnå er magt til at gennemføre generelle ideologiske ændringer af samfundet. Kritikken af den mandlige seksualitet er intet andet end et nødvendigt skridt på vejen dertil.

Skam, tvivl og selvdisciplinering

Fra Machiavelli ved vi, at det er vigtigere at være frygtet end at være elsket, hvis man ønsker at opnå magt. Det skyldes, at mens man ikke er herre over andres kærlighed, kan man styre deres frygt. Fra nyere fransk filosofi ved vi, at magt ikke kun er noget, et menneske kan påføres udefra, men at magt kan opnås ved at indlejre bestemte forestillinger i mennesker, som får dem til at udøve magt over for sig selv – det Michel Foucault kalder selvdisciplinering.

Foucaults pointe er, at mennesker ikke kun styres af de regler og love i samfundet, som eksisterer uafhængigt af den enkelte, men at mennesker samtidig styres af indre ’reger og love’, fx moralske, og at menneskets selvdisciplinering kan være mindst lige så magtfuld som de eksterne magtstrukturer. Fx kan man spørge sig selv, om man undlader at stjæle i supermarkedet, fordi det er forbudt og forbundet med straf (ekstern magt), eller fordi man synes, at det er forkert at stjæle (selvdisciplinering).

Den feministiske magtstrategi

Det er denne indsigt i selvdisciplineringens magt, som er udgangspunktet for den nuværende feminismes fokus på den mandlige seksualitet. Tanken er, at hvis man kan få manden til at opfatte sin seksualitet som noget skamfuldt, så vil han ændre adfærd. Ikke fordi love og regler tvinger ham til det, men fordi han tvinger sig selv til det. Denne feministiske magtstrategi kan udtrykkes således:

Strategien består af tre trin, som skal føre til opnåelsen af det overordnede formål. Kritikken af den mandlige seksualitet er nødvendig for at få magt over manden, og magt over manden er en forudsætning for at kunne gennemføre ideologiske ændringer. Den nuværende feminisme er klar over, at den ikke kan klare sig uden manden og arbejder derfor på at ændre manden.

En mand, der bekæmper sig selv indefra, behøver feminismen ikke bekæmpe udefra. I stedet for at være en modstander bliver manden til et redskab. Indlejringen af skam og tvivl – dårlig samvittighed i almindelighed – gør manden til et selvanklagende væsen, der disciplinerer sig selv i feminismens tjeneste.

Kritikken af den mandlige seksualitet er den kile, feminismen kan slå ind i manden. Den kan skabe en sprække, som er stor nok til at anbringe tvivlen, skammen og selvbebrejdelsen i mandens sind. Operationen er lykkedes, når manden begynder at begrænse sin adfærd over for kvinder på baggrund af mistillid til sig selv. Når han skammer sig over at kigge på en kvindes krop, når han skammer sig over sine seksuelle fantasier, og når han betvivler sine egne opfattelser af mænd og kvinder. Når han betvivler sig selv.

Den feministiske ideologi i praksis

Det er det lys, man må forstå feminismens arbejde i. De færreste feminister hader mænd. Men de fleste feminister hader samfundsindretningen og arbejder for at ændre samfundet med udgangspunkt i den feministiske ideologi. Kritikken af den mandlige seksualitet er nødvendig for at få magt til at gøre det.

Det er derfor, feminister anklager alle mænd for at have ansvar for nogle mænds sexisme. Det er derfor, de anklager alle mænd for at have ansvar for nogle mænds voldtægter. Det er derfor, de altid anklager alle mænd. Hvis de ikke gjorde det, hvis de nøjedes med at anklage de mænd, der faktisk udøver sexisme eller begår voldtægter, ville installationen af skam og tvivl i manden ikke være mulig. For ingen skammer sig over noget, de intet har med at gøre. Derfor rettes anklagen mod noget generelt ved manden, noget i ham iboende, som han skal vende sig imod.

Dette er blot en af feminismens magtstrategier. Den viser, hvordan feminismens ideologiske arbejde fungerer i praksis. Hvordan feminismen, ligesom andre ideologier, betjener sig af manipulation og social ingeniørkunst i kampen for indflydelse.

Til sidst til de mandlige læsere: Tænk på denne artikel, næste gang du ser en kvinde og tænker på, at du ikke burde tænke på det, du tænker på. God fornøjelse!

Links til de øvrige artikler i serien

Til kritikken af den feministiske ideologi

Til kritikken af den feministiske ideologi II

Til kritikken af den feministiske ideologi IV

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

3 kommentarer til “Til kritikken af den feministiske ideologi III

  • 16. december 2014 at 09:56
    Permalink

    Jeg tror ikke at der findes en overordnet planlagt feministisk agenda, som går ud på at shame den mandlige seksualitet. Det er nok mere en naturlig konsekvens af, at der er opnået ligestilling på mange andre punkter juridisk og socialt og seksualiteten er det næste punkt, hvor der skal skabes “ligestilling”. Desværre kan / vil kvinderne ikke rette deres seksualitet, så den er ens med mandens, sådan som det er sket med bl.a. løn og sociale rettigheder. Det mere behageligt at strømline mandens seksualitet til kvindens og det er det, vi nu ser feministerne kræve. Næste naturlige skridt bliver at kræve at mænd ikke må træne muskler, så de er fysisk stærkere end kvinder.

    Svar
    • Tobias Petersen
      16. december 2014 at 18:43
      Permalink

      Tak for indsparket, Torben.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *