Til kritikken af den feministiske ideologi

Du ved godt, at socialisme og liberalisme er ideologier. Men hvor tit tænker du på, at feminisme også er en ideologi?

Opdateret 6/2-2016.

Flere steder på denne side står det at læse, at jeg er kritisk over for den feministiske ideologi. Men hvad er en ideologi, og hvad er problemet med den feministiske ideologi? Det vil jeg se nærmere på her.

Hvad er en ideologi?

Slår man op i Gyldendals onlineleksikon, Den Store Danske, defineres ideologi som følger:

»ideologi, inden for idéhistorie, politisk teori og videnssociologi et flertydigt, men meget anvendt og omstridt begreb, der knytter sig til grundlæggende erkendelsesmæssige spørgsmål. Neutralt anvendes ordet ideologi om nogenlunde sammenhængende og omfattende samfundsopfattelser, fx liberalisme, socialisme og konservatisme. Sådanne idésystemer indeholder beskrivende analyser af, hvordan samfundet er indrettet og fungerer, og normative vurderinger af, hvordan samfundet bør se ud«.

En ideologi indeholder altså to sider. For det første en beskrivelse af, hvordan samfundet ser ud. For det andet en opfattelse af, hvordan samfundet burde se ud. De to sider er forbundet med hinanden gennem analyser, iagttagelser, argumenter, påstande, undersøgelser og blandes ofte sammen, således at beskrivelsen af samfundstilstanden (hvordan tingene er) i sig selv bliver et argument for at ændre den (hvordan tingene bør være).

Denne sammenblanding er mildt sagt uheldig, da beskrivelsen ikke er neutral, men foregår inden for en samfundsforståelse og med et begrebsapparat, som er farvet. De “fakta”, ideologiens beskrivende side frembringer, risikerer derfor at være misvisende, fordi ideologien vender det blinde øje til iagttagelser, der strider mod ideologiens formål. Når betragter verden gennem en kikkert, ser man kun det, kikkerten er rettet mod.

Produktionen af tvivlsomme “fakta” risikerer derfor også at føre til tvivlsomme normative vurderinger – altså bud på, hvad der skal ændres ved samfundet. For når grundlaget er skævt, så bliver konklusionerne og perspektiverne det også. Det gælder for sejlruter, når man tror, at jorden er flad, og det gælder for ligestillingspolitik, når man tror, at ligestilling handler om fordelinger.

Den feministiske ideologi

Problemerne med at sammenblande er og bør er tydelige, når man kigger på den feministiske ideologi. Et godt eksempel er begrebet heteronormative strukturer. Ifølge dette begreb, som er en del af patriarkatteorien, eksisterer der i samfundet nogle strukturer, som fremmer mænd på bekostning af kvinder. Disse strukturer lader sig aflæse i vores sprog, som angiveligt er et bevis på, at kvinder undertrykkes. Men strukturerne findes også i alle de måder, vi overhovedet tænker på. Vi har ikke bare indrettet samfundet, men også vores måde at se, tale og forstå det på, på en måde, som systematisk reproducerer mænds dominans.

Som det fremgår, er begrebet heteronormative strukturer i sig selv normativt. Det har indbyggede påstande om dominans og reproduktion af mønstre, og det er derfor vanskeligt at forestille sig, at begrebet skulle kunne bruges i en objektiv analyse af samfundet. Tværtimod vil det, hvis det bruges, producere “fakta”, som ikke er fakta i almindelig, generel forstand, men snarere stillbilleder taget gennem en farvet linse på en præcist fokuseret kikkert. Ikke objektive observationer, men iagttagelser af det, man ønsker at se.

Ikke desto mindre er begrebet en del af den feministiske ideologi – altså den feministiske beskrivelse af verden samt de feministiske forslag til ændring af den – og det fører helt naturligt til en række bemærkelsesværdige – og illustrative – konklusioner.

Har alle mænd ansvar for nogles mænds handlinger?

I en dansk sammenhæng kan fremhæves Henrik Marstals påstand om, at alle mænd har ansvar for nogle mænds voldtægter. Marstals argumentation er, at heteronormative strukturer fører til sexisme, og at sexisme fører til legitimering af adfærd, som i yderste konsekvens fører til fysiske overgreb. Derfor har “almindelige mænd”, som ikke selv begår overgreb mod kvinder, et medansvar for, at andre mænd gør, fordi de “almindelige mænd”, ved ikke at afvise og modarbejde sexismen, blåstempler overgrebsmændenes adfærd. Og det lyder jo egentlig meget logisk og sammenhængende. Eller hvad?

Nej. For det første er der noget grundlæggende problematisk ved påstanden om, at alle har ansvar for noget, kun nogen gør. Det betyder, at Hr. Jensen har ansvar for en voldtægt, han ikke har begået og ikke støtter. For Hr. Jensen tilhører gruppen “alle mænd”, som Marstal med begrebet heteronormative strukturer får gjort ansvarlig for nogle mænds voldtægter.

Men selv hvis man køber præmissen om, at Hr. Jensen – mod sin vilje – bærer et ansvar for andre mænds voldtægter, er der et problem. For hvornår har Hr. Jensen meldt sig ind i gruppen “alle mænd”? Marstal forudsætter, at alle mænd udgør et broderskab, som tilsammen undertrykker kvinder ved at have en slags aftale om ikke at modarbejde sexisme. Er det meningsfuldt at hævde det, når Hr. Jensen aldrig har meldt sig ind i en sådan klub eller støttet et sådant budskab? Og det hævder Marstal jo, når han bruger udtrykket “alle mænd” og dermed gør Hr. Jensen medansvarlig for voldtægt.

For det andet er der noget bekymrende ved påstandens generelle karakter. Man bør være varsom med at fremsætte påstande af den slags. Det gælder, uanset om påstanden angår alle jøder, alle muslimer eller alle mænd. Historien har vist, hvad generelle påstande kan udvikle sig til, hvis de får lov til at stå uimodsagt og vinde bred tilslutning.

Samtidig er det svært at se det konstruktive element ved den generelle påstand. Regner Marstal med, at mænd i hobetal vil tilslutte sig hans synspunkter, efter han mere eller mindre direkte har anklaget dem alle for at være skyld i voldtægter? Dette er ikke kun et kommunikationsproblem, men et generelt problem ved teorien: fordi de heteronormative strukturer opretholdes af alle mænd, må teorien også tildele alle mænd et ansvar for de problemer, den identificerer. Kikkerten er sådan indstillet og kan ikke se tingene på nogen anden måde.

For det tredje er begrebet om heteronormative strukturer fra et videnskabsteoretisk perspektiv aldeles uegnet til at bevise noget som helst. Begrebet er, hvad man med et fint ord kalder en tautologi, altså et selvbekræftende pseudobegreb, der qua sin opbygning altid “beviser” det, det forsøger at bevise – og derfor ikke lader sig modbevise, fordi bevisførelsen er indbygget i begrebet på forhånd.

Hvis de normative strukturer er en del af vores sprog og kultur – hvilket mange feminister hævder, at de er – så er de til stede hele tiden og lige meget, om vi ønsker det eller ej. Men hvis det er tilfældet, giver det ingen mening at lede efter dem. For hvis de altid allerede er overalt, bliver det umuligt at identificere dem. Det svarer til at ville beskrive farven sort, hvis alt var sort. Kun hvis der eksisterer mindst én anden farve end sort, kan det lade sig gøre. På samme måde lader de heteronormative strukturer sig ikke beskrive, hvis der ikke er steder, hvor de ikke er.

For det fjerde og sidste så er påstanden om de heteronormative strukturers allestedsværen logisk uforenelig med begrebet selv. For hvis alle hele tiden er præget af heteronormative strukturer, så må det også gælde begrebets ophavsmænd (m/k), og begrebet må derfor i sig selv være præget af den problematik, det hævder at forklare. Medmindre selvfølgelig, at feministerne har et helt særligt og privilegeret udsigtspunkt, som andre ikke har adgang til, hvor de er fri af strukturerne og kan se verden, som den i virkeligheden er. At det skulle være tilfældet, er det rimeligt at være i tvivl om.

En hemmelig ideologi

Der er altså to grundlæggende problemer med den feministiske ideologi. Dels dens beskrivelser af verden – det vil sige dens begrebsapparat og de “fakta”, det producerer – dels dens opfattelser af, hvordan samfundet skal ændres, som baserer sig på disse “fakta”. Men der er også et tredje problem.

I den danske debat om køn og ligestilling har feminismen opnået en særstatus, som i høj grad giver feministerne førsteretten til at udtale sig. Det er endda muligt at finde mennesker, der slet og ret tror, at hvis man er modstander af feminisme, så må man være modstander af ligestilling (altså mennesker, der sætter et lighedstegn mellem feminisme og ligestilling).

Dette gælder ikke bare i befolkningen, men langt ind i politiske cirkler, i medierne og i de institutioner, der burde sikre en åben og kritisk ligestillingsdebat, fx KVINFO. Det er, som om man har glemt, at feminismen er en ideologi – eller alternativt, at man aldrig har gjort sig det klart. Feminismen er i Danmark på mange måder en hemmelig ideologi.

Mens de fleste er klar over, at socialisme eller liberalisme rummer bestemte opfattelser af samfundet og af, hvordan samfundet skal ændres, tænker langt færre over, at det samme er tilfældet for feminisme. Når en socialist eller en liberalist taler, ved vi, at vi skal tolke hans eller hendes påstande og budskaber ind i en ideologisk ramme. Men når en feminist taler, så slår vi af en eller anden grund dette nødvendige filter fra og lytter ukritisk til udtalelsen, som om den var udtryk for en højere sandhed og ikke – som det er tilfældet – nøjagtig lige så præget af sit ideologiske udgangspunkt, som socialistiske eller liberalistiske udtalelser er.

Heri ligger et alvorligt problem. Hvis den danske køns- og ligestillingsdebat skal udvikle sig positivt, er det afgørende, at alle gør sig klart, hvornår der er tale om ideologiske udtalelser, og hvornår der ikke er. Det må gøres helt klart, at feminisme er ideologi, og at feministiske analyser, udtalelser, påstande og forslag følgelig skal betragtes som ideologiske.

Her bærer i særdeleshed medierne, men også politikerne, et stort ansvar. Det er ikke rimeligt, at skolebørn ukritisk får præsenteret feministisk materiale i undervisningen. Og det er ikke rimeligt, at resultater af feministisk forskning ukritisk præsenteres og refereres til i tv-udsendelser og i politiske diskussioner. Politikerne burde om nogen vide, hvad ideologi betyder, og burde derfor være de første til at sætte fokus på, at feminisme er ideologi.

Kort sagt er det nødvendigt, at alle parter i debatten vågner op og erkender, at det er et problem, at en ideologi får lov til at maskere sig som ikke-ideologi. Først når det sker, vil debatten for alvor rykke sig.

Links til de øvrige artikler i serien

Til kritikken af den feministiske ideologi II

Til kritikken af den feministiske ideologi III

Til kritikken af den feministiske ideologi IV

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

En kommentar til “Til kritikken af den feministiske ideologi

  • 27. februar 2016 at 10:19
    Permalink

    “Har alle mænd ansvar for nogles mænds handlinger?”

    Ja, fordi det er politisk. Det er en syg måde hvorpå folk pare sig i Danmark. Kvinders seksualitet kan ikke tilfredsstilles ved at drikke sig fuld. Man tager ikke det sensualiteten seriøs og alvorlig nok.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *