29. marts, 2024

Tre spørgsmål, Politiken næppe kan svare på

Billede fra Politikens Facebookside.
Billede fra Politikens Facebookside.

Politiken har igangsat et ligestillingsprojekt, men har avisen tænkt konsekvenserne igennem? Hvad ville Politiken fx svare på disse tre spørgsmål?

Politiken har igangsat et ligestillingsprojekt, som skal føre til, at kvinder og personer med anden etnisk oprindelse end dansk skal bruges oftere som kilder til avisens historier, end det er tilfældet i dag. Målet er 50% kvindelige kilder og 10% kilder med anden etnisk oprindelse end dansk i år 2018.

Politiken indrømmer, at projektet er idealistisk, men hævder, at det ikke vil føre til et fald i kvaliteten. Men er det nu også rigtigt? Og har Politiken tænkt idealismens konsekvenser igennem? Her er tre spørgsmål om det nye ligestillingsprojekt, Politiken næppe kan svare på.

1. Politikeres taletid

[bctt tweet=”Hvorfor skal mandlige folketingsmedlemmer have mindre taletid i Politiken end kvindelige folketingsmedlemmer?” via=”no”]

Rationale: Det danske Folketing består i dag af 39,1% kvinder og 61,9% mænd – en fordeling som har været nogenlunde stabil siden valget i 1998, hvor 37,4% kvinder og 62,6% mænd blev valg ind.

Danske politikere, og folketingspolitikere i særdeleshed, præger store dele af mediebilledet i Danmark. Men i fremtiden vil en mandlig politiker have sværere ved at få ‘taletid’ i Politiken end en kvindelig.

Anvender man Politikens logik på den nuværende kønsfordeling, skal Folketingets 109 mandlige medlemmer deles om den samme taletid, nemlig 50%, som de 70 kvindelige. Det betyder mere taletid til den enkelte kvindelige politiker og mindre til den enkelte mandlige.

Ser man bort fra andre faktorer, kan et kvindeligt medlem af Folketinget se frem til at få 0,71% af den samlede taletid til folketingspolitikere i Politiken, mens et mandligt medlem må nøjes med 0,46% af taletiden.

Det kalder Politiken ligestilling, men er det det? Eller ville ligestilling ikke være at give alle medlemmer samme andel af taletiden uanset deres køn?

2. Formidling af viden

[bctt tweet=”Hvorfor skal kvindelige professorer citeres fire gange oftere i Politiken end mandlige professorer?” via=”no”]

Rationale: Der er langt flere mandlige professorer end kvindelige. På Københavns Universitet er fire ud af fem professorer mænd. Tilsvarende fordelinger gør sig gældende andre steder.

Professorer er mennesker, der besidder stor viden om specifikke områder, og som derfor kan bidrage til at højne det generelle vidensniveau i samfundet. Det gælder naturligvis for såvel mandlige som kvindelige professorer.

Politikens ligestillingsprojekt vil betyde, at den enkelte kvindelige professor vil blive brugt som kilde fire gange oftere end den enkelte mandlige professor. Det er konsekvensen, når 20% af det samlede antal professorer skal citeres lige så ofte som de øvrige 80%. I gennemsnit vil professor Birgitte blive citeret lige så ofte som professor Jørgen, professor Jens, professor Sten og professor Lars vil blive tilsammen – eller fire gange så ofte som hver af dem.

Politikens ligestillingsprojekt vil formentlig også føre til, at Politiken i nogle situationer er nødt til gå et niveau ned og fx tale med en kvindelig ph.d.-studerende i stedet for en mandlig professor for at få kønsregnskabet til at gå op – simpelthen fordi der ikke på alle områder findes kvindelige professorer.

Politiken siger, at avisens ligestillingsprojekt ikke vil føre til et fald i kvaliteten, men passer det? Eller har kvalitet ikke netop med at gøre, at man taler med de kilder, der ved mest, uanset deres køn?

3. Fokus på etnicitet

[bctt tweet=”Hvorfor skelner Politiken mellem ‘os’ og ‘dem’ i forhold til etnicitet?” via=”no”]

Rationale: Godt 11% af den danske befolkning udgøres af indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Ca. hver 9. dansker har således en anden etnisk oprindelse end dansk.

Etnicitet er ikke en hindring for at blive en del af mediebilledet i Danmark. Fx kan hverken Naser Khader eller Yahya Hassan siges at være blevet forbigået på grund af deres etniske oprindelse. Tilsvarende er hypen omkring den talentfulde fodboldspiller Pione Sisto, der kort før jul blev dansk statsborger, ikke blevet forhindret af, at Pione er født i Uganda og har sudanesiske forældre. Ej heller den danske landsholdsspiller Jores Okore, der er af ivoriansk oprindelse, er blevet forbigået i medierne, fordi han ikke er etnisk dansk.

Politikens ligestillingsprojekt betyder, at personer med anden etnisk oprindelse end dansk skal udgøre 10% af kilderne. Dermed indfører Politiken et skifte fra “vi vil gerne tale med dig, fordi du har noget interessant at sige” til “vi vil gerne tale med dig, fordi du har en bestemt etnisk oprindelse”. Politiken indfører et etnisk skel mellem sine kilder, som betyder, at kildens etnicitet bliver en afgørende faktor i forhold til, om kilden bliver brugt.

Måltallet på 10% kan have negative konsekvenser på flere måder. I perioder vil der være ‘for få’ personer med anden etnisk oprindelse end dansk, der er relevante at bruge som kilder, og Politiken må på grund af sit ligestillingsprojekt vælge at bruge dem, selv om de ikke har noget videre at bidrage med. Og omvendt: I perioder vil der være ‘for mange’ personer med anden etnisk oprindelse end dansk, der er relevante at bruge som kilder, og Politiken må på grund af sit ligestillingsprojekt fravælge at bruge en del af dem, selv om de har noget relevant at bidrage med.

Politiken mener, at et måltal på 10% kilder af anden etnisk oprindelse end dansk fører til ligestilling, men har Politiken ret i det? Eller ville ligestilling ikke netop være at behandle alle kilder ens og alene fokusere på deres relevans for den konkrete historie uanset deres etniske oprindelse?

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview