29. marts, 2024

Vi har mistet troen på, at feminisme handler om ligestilling

Vi-har-mistet-troen-paa-at-feminisme-handler-om-ligestilling

Louise Vinther Alis undrer sig over, at så få mænd og kvinder »tør« kalde sig feminister i Danmark. Men det handler ikke om ikke at turde. Det handler om ikke at ville.

Om eftermiddagen den tredje juni 1968 opsøgte Valerie Solanas i New York Andy Warhol for at slå ham ihjel. Hun skød tre gange. Et af skuddene ramte, og Solanas troede, Warhol var død. Kuglen havde ramt med så stor kraft, at den var gået hele vejen igennem kroppen og fløjet ud på den anden side. Solanas skød derefter endnu en mand, Mario Amaya, to gange, hvorefter hun forsøgte at skyde en tredje mand, Fred Hughes, inden hun forlod gerningsstedet.

En halv time senere ankom Warhol med ambulance til Columbus Hospital, hvor han blev erklæret klinisk død. Lægerne skar Warhol op og konstaterede, at kuglen var gået direkte igennem den ene lunge og havde forvoldt stor skade på en række andre organer. De opererede i mere end fem timer, og Warhol overlevede mirakuløst.

Valerie Solanas var feminist. I sin bog fra 1967, SCUM Manifesto, havde hun gjort sig til talskvinde for, at manden var en biologisk ulykke, en omvandrende dildo, mindre værd end en abe, a worthless pice of shit med mere. SCUM er en forkortelse for Society for Cutting Up Men, og Solanas’ manifest opfattes fortsat som læseværdigt blandt feminister i hele verden, også i Danmark. For eksempel henviser den af DR flere gange brugte feminist og foredragsholder Mads Ananda Lodahl til bogen på sin hjemmeside. Lodahl kalder sig »ødelægger af den heteroseksuelle verdensorden« og inviteres blandt andet af skoler og gymnasier til at fortælle om feminisme. Valerie Solanas døde i 1988, men hendes feministiske voldsmanifest lever i bedste velgående.

Louise Vinther Alis tager således fejl, når hun i Berlingske den 5. januar i indlægget ’Pas på med at bruge F-ordet!’ skriver, at »feminisme er en af de få ideologier, der hverken har mord eller vold på samvittigheden« og reducerer feminisme til »en grund-idé om, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder og lige muligheder«. Det er indiskutabelt, at feminisme i sammenligning med andre ideologier så absolut er i den milde ende, hvad angår mord og vold. Men uskyldsren er ideologien ikke.

Sidste efterår udtalte den britisk feminist og journalist Julie Bindel i et interview, at alle mænd burde spærres inde i bevogtede lejre, hvor kvinder og børn kunne besøge dem, når de havde lyst til det. Et vanvidsudsagn, som ikke kan affærdiges med, at Bindel er en tilfældig tosse: Bindel har skrevet hundredvis af klummer i den britiske avis The Guardianog gør det fortsat.

Den side af feminismen, feminister som Solanas og Bindel repræsenterer, hører man sjældent om, når feminisme omtales i medierne. I stedet henføres læsere, lyttere og seere til en glansbilledefortælling om feminisme som et fromt ønske om ligeværd og ligestilling. Det ubehagelige og grimme sorteres fra, og ’sandheder’ justeres, så kun det ønskværdige står tilbage.

Det sidstnævnte gør Louise Vinther Alis’ sig selv skyldig i. Hun beskriver kort en konflikt mellem to Facebook-bloggere på følgende måde: »I den forgangne uge er bloggeren bag »En Feminists Bekendelser« blevet truet til at lukke sin blog. Hun blev truet med vold og voldtægt af en flok vrede mænd. Hendes synd var at være feminist«.

Men var hendes synd nu også at være feminist?

De første artikler om konflikten blev bragt den 20. og 21. december på DR, Metroxpress og Ekstra Bladet. De fortalte alle den samme historie, og Ifølge dem har Alis ret: En sagesløs feminist var af en række mænd blevet udsat for hadefulde beskeder, chikane og trusler, fordi hun havde lavet en video, hvori hun oplæste nogle grove kommentarer, hun havde modtaget.

Men der er et aber dabei. Ingen af de tre medier fortalte, at den omtalte feminist havde startet konflikten ved at bringe et vredt opslag på sin side, hvori hun blandt andet skrev følgende: »Denne misogyne, sexistisk, racistisk og bare modbydelig mand har over 23.000 likes. Alene det første screenshot har over 200 likes. Der er ikke tale om gal mand på afveje. Det her er en kultur, og den er overalt. Jeg har allerede anmeldt hans side. I opfordres til at gøre det samme«. Heller ingen af de tre medier fortalte, at de grove kommentarer, hun læste op i videoen, var reaktioner på dette opslag, og at feministen på intet tidspunkt inden sit angreb på siden, en satireside, var blevet omtalt på den eller udsat for chikane eller trusler af manden bag den. Den del af historien ”glemte” man.

Politiken bragte dagen efter en længere artikel, som inkluderede starten på konflikten, og det samme har yderligere artikler i andre medier siden gjort. DR har præciseret sin oprindelige artikel, så det nu står klart for læserne, hvad der faktisk skete. Feministens synd var ikke, som Louise Vinther Alis skriver, at hun var feminist. Den var, at hun var gået til angreb på en satireside ved at anmelde den til Facebook og opfordre sine mere end 6.000 følgere til at gøre det samme, og at hun i den forbindelse havde brugt skældsord om sidens indehaver, som indtil da overhovedet ikke havde beskæftiget sig med hende.

Når så mange danskere vægrer sig mod at kalde sig feminister, skyldes det hverken, at ordet er »sprængfarligt«, som Alis skriver, eller at de er modstandere af ligeværd og ligestilling. Modstanden skyldes feminismens ideologiske vildfarelser og de politikker, der udspringer af dem. Ideen om, at Danmark er et patriarkalsk samfund, hvor kvinder undertrykkes af »heteronormative strukturer«, ryster de fleste på hovedet af. Mænd som kvinder. Tanken om, at drenge skal »lære ikke at voldtage«, ligeså. Den underliggende påstand om, at drenge og mænd grundlæggende er onde, som kan føres tilbage til feminister som Solanas, tager de fleste afstand fra.

Hertil kommer de besynderlige kampe, nutidens feminister vælger at kæmpe. I 2015 har danske feminister opnået en række sejre ved at få diverse medier og andre virksomheder til at fjerne eller ændre tekster, der kunne opfattes som udtryk for »sexisme«. Eksempelvis måtte Psykologisk Forlag love at ændre en opgave i en skolebog til 2. klasse efter vrede henvendelser fra kritiske feminister. Opgaven viste en tegning af en fuldt påklædt kvinde, der stod ved siden af en vægt, og eleverne skulle indsætte manglende ord i diverse sætninger om modellen, fx: »Hun v…. ikke mange kilo«. Den slags opfattes i feministiske kredse som body shaming, og så er det mindre vigtigt, at de fleste modeller faktisk er tynde.

Det er denne surdej af påfaldende virkelighedsfordrejninger, betænkelige ideologiske grundsatser og krænkelsesdrevne petitessekampagner, mange danskere siger nej tak til. Langt de fleste af os er både glade for og stolte over at leve i et af verdens mest ligestillede lande, hvor mænd og kvinder har lige muligheder og rettigheder. Det støtter vi fuldt og helt. Når vi ikke kalder os feminister, skyldes det ikke, at vi ikke tør. Det skyldes, at vi ikke vil. Vi har ikke mistet troen på ligestilling. Vi har mistet troen på, at feminisme handler om ligestilling.

Denne tekst blev oprindeligt indsendt som debatindlæg til Berlingske, som valgte ikke at bringe den. Det hører til debatindlæggets natur, at pointer skærpes, og teksten skal læses i lyset heraf.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview