Vi kan ikke bruge solomødres begrundelser til noget

Kvinder, der bliver solomødre i disse år, adskiller sig fra kvinder, der bliver solomødre om 20 år. Billede: Arkivfoto.

Hvad solomødre fortæller om deres bevæggrunde for at få børn på den måde er uden betydning for den principielle debat om solomødre.

Debatten om solomødre blusser op med jævne mellemrum, senest i en udveksling mellem den konservative folketingskandidat David Munk-Bogballe og tidligere næstforkvinde for dansk kvindesamfund Ulla Tornemand.

David Munk-Bogballe skriver i et debatindlæg et længere afsnit om fænomenet.

– Solomoderskabet har været et heftigt debatteret emne i Berlingske denne sommer, og selvom det endnu ikke er et voldsomt udbredt fænomen, er det en trussel mod den stabile familie, ligesom det vil være det, hvis kommercielle rugemødre bliver tilgængelige for enlige mænd med et ønske om at blive fædre, indleder han.

– Solomødre vælger i mange tilfælde inseminationen som sidste udvej, når det biologiske ur er ved at tikke ud. Derfor bør solomoderskabet snarere ses som en konsekvens af den seksuelle frigørelse og af mænd og kvinders manglende lyst og evne til at binde sig i forpligtende forhold end som udtryk for et dybt funderet og principielt valg om at være alene med sit barn. Ikke desto mindre er muligheden for soloforælderskab et problem for familien, idet sidstnævnte starter ud med at skulle holde balancen på et ben frem for to. Selv hvis en partner skulle komme til undervejs, vil bindingen til de andre familiemedlemmer ikke være så stærk, som hvis vedkommende havde været med fra start. Man elsker ikke andres børn så højt som sine egne, i hvert fald ikke til at starte med, og derfor er det lettere at glide ud af konstellationen igen, når den modgang, der uvægerligt melder sig i forhold, stikker hovedet frem, uddyber han.

Det er Ulla Tornemand langt fra enig i. I et opslag på Facebook tager hun dyb afstand fra David Munk-Bogballes syn på solomødre.

– Du betragter solomoderskabet som en trussel mode den stabile familie, skriver hun henvendt til David Munk-Bogballe.

– Taget i betragtning hvor lille en promille kvinder, der vælger solomoderskabet, samt at vejen der til ikke har været nemt, sammenholdt med et for lavt fødselstal i Danmark, undrer det mig ærligt talt du ikke klapper i dine hænder og siger tillykke til de kvinder, der tager én for holdet, tilføjer den tidligere næstforkvinde.

Trods de øvrige uenigheder er David Munk-Bogballe og Ulla Tornemand tilsyneladende enige om én ting: at det at blive solomor for mange kvinder er en plan B, der iværksættes, når plan A – drømmen om prinsen på den hvide parcelhushest – går i vasken.

– Solomødre vælger i mange tilfælde inseminationen som sidste udvej, når det biologiske ur er ved at tikke ud, skriver David Munk-Bogballe.

– Taget i betragtning hvor lille en promille kvinder, der vælger solomoderskabet, samt at vejen der til ikke har været nemt, skriver Ulla Tornemand. En sætning, man kan tolke på flere måder, herunder som en variation af pointen om plan B.

Idéen om plan B som en udbredt begrundelse blandt solomødre underbygges af den tilgængelige forskning på området. I en undersøgelse foretaget af Rigshospitalet i 2015 svarer 90 procent af de adspurgte solomødre, at de oprindeligt havde planlagt at få børn med en partner.

– Det er meget tydeligt, at det at få et barn alene, det er plan B. De fleste af kvinderne har forestillet sig at få barn med en partner, og de har ofte været i et forhold, hvor manden ikke har ønsket at få børn, enten fordi han havde i forvejen fra et andet forhold eller af andre grunde, sagde lektor dr.med. Lone Schmidt fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet dengang til DR.

Det er altså tilsyneladende fuldstændig rigtigt, at det at blive solomor for de fleste kvinder er »en sidste udvej«, som David Munk-Bogballe udtrykker det.

Men også kun tilsyneladende. For faktisk ved vi det ikke.

Muligheden for på skatteydernes regning at blive solomor har kun eksisteret siden 2007. Det betyder, at de solomødre, vi har nu, og som Rigshospitalet har talt med, først relativt sent i deres voksenliv er blevet bevidste om, at muligheden var tilgængelig. Den »sidste udvej« eksisterede ikke, i hvert fald ikke med økonomisk dækning fra staten, da de var hverken 18, 22 eller 25 år gamle, og den var derfor ikke noget, de tog med i deres overvejelser på det tidspunkt i deres liv. En kvinde, der er 38 i dag, var 28, da muligheden opstod i 2007. Tidligst da har hun overhovedet overvejet at blive solomor. Så selvfølgelig svarer mange af kvinderne, at det var plan B. For denne generation af kvinder kunne det ikke være andet.

Fundamentalt anderledes forholder det sig for unge kvinder i dag. De er født ind i en verden, hvor det at blive solomor er en naturlig mulighed, de indtænker i indretningen af deres kærlighedsliv fra de er helt unge: »Finder jeg ikke den rette, kan jeg altid blive solomor«, er logikken, unge kvinder i dag lægger til grund for deres planer om moderskab.

I debatten om konsekvenserne af skatteyderfinansierede solomødre har de nuværende solomødres begrundelser således ingen værdi. For dem var det plan B, ja, men for kommende solomødre vil det at blive solomor være en del af en samlet strategi, der i høj grad kommer til at påvirke deres valg, ikke bare når de i 30’erne begynder at mærke det biologiske urs tikke, men fra de er ganske unge.

Anderledes kan det ikke være, og effekten vil blandt andet komme til udtryk ved, at kvinderne vil stille højere krav til de tilgængelige mænd. For sådan er det: Når du ved, du har noget at falde tilbage på, bliver du mere kræsen i dine valg. Helt fra de er teenagere vil disse kvinder kræve mere af deres partnere end tidligere generationer af kvinder, fordi de i modsætning til tidligere tiders kvinder ikke er nødt til at finde en partner for at indfri deres drømme om moderskab. Når man ikke er nødt til finde en mand, leder man på en anden måde. Hvis man overhovedet leder.

Blandt feminister fejres disse forhold som en triumf. Solomødreskabet er endnu et skridt på vejen mod den ultimativt frisatte kvinde, der kan leve sit liv uafhængigt af mænd.

Selv er jeg mere bekymret end glad over udviklingen. Jeg er af principielle årsager modstander af, at staten betaler kvinder for at fravælge mænd, men jeg tror også, vi af mere mellemmenneskelige årsager har grund til at forholde os skeptisk til denne mulighed for at hoppe over, hvor gærdet er lavest, og få børn uden at vise sig i stand til at omgås et andet menneske. Helt på linje med Rasmus Ulstrup Larsen, gymnasielærer, cand.merc. (fil.) og medlem af Konservativ Ungdom, København, der i juli forholdt sig til emnet i Berlingske.

– I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand. Ville man derfor have et barn, måtte man affinde sig med, at det nu engang var en nødvendighed, at man skulle bruge en mand for at få dette barn. At det var en nødvendighed var en god ting, for nødvendigheden danner grundlag for, at vi bliver bedre mennesker og er noget for andre, skrev han.

– Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner, og gudskelov for det. For det tvinger os nemlig til at ændre os således, at vi for at få vores ønsker opfyldt, i dette tilfælde et barn, bliver nødt til at være noget for andre. Der er ligefrem en etisk opdragelse i at være nødsaget til at være noget for andre mennesker eller gøre andre mennesker interesseret i en for at få et barn, uddybede han.

Væsentlige pointer i mine øjne.

Når det er sagt, er jeg ikke ærkekonservativ som David Munk-Bogballe. Jeg anerkender, at kernefamilien historisk set har vist sig at være den mindst ringe familieform, menneskeheden har opfundet, men jeg ser ingen grund til at være bekymret over, at der findes mennesker, der lever på andre måder. Som Ulla Tornemand har jeg lyst til at spørge David Munk-Bogballe, hvad der skal ske med dem, der af den ene eller anden årsag ikke har lyst til at leve i en kernefamilie.

Jeg er dog heller ikke feminist som Ulla Tornemand. Man må ikke glemme – og derfor gentager jeg det gerne – at staten ved at finansiere solomødreskab finansierer kvinders fravalg af mænd, og at dette vil blive forstærket i de kommende år, hvor solomødreskabet ikke længere vil være en pludseligt opstået plan B, men en mulighed, kvinder køligt vil indregne i deres møde med verden, fra de er kønsmodne.

Hvad det vil betyde for forholdet mellem mænd og kvinder, kan vi på nuværende tidspunkt kun gisne om. At det udelukkende skulle have positive konsekvenser, har jeg svært ved at forestille mig.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *