Voldtægtskultur og kampen om voldtægt

Findes der en 'voldtægtskultur', som motiverer mænd til at begå voldtægt? Det mener Anne Bettina Pedersen, som underviser på Syddansk Universitet. Billede: Arkivfoto.
Findes der en ‘voldtægtskultur’, som motiverer mænd til at begå voldtægt? Det mener Anne Bettina Pedersen, som underviser på Syddansk Universitet. Billede: Arkivfoto.

Voldtægter sker, fordi der eksisterer en voldtægtskultur, mener Anne Bettina Pedersen, der er underviser på Syddansk Universitet. Men har hun ret i det? 

Voldtægtskulturen skal bekæmpes.

Så simpel er pointen i en kronik på Information skrevet af Anne Bettina Pedersen, der er underviser på Sydansk Universitet.

For ifølge Pedersen sker voldtægter på grund af de ord, vi bruger om voldtægt.

»Vi er nødt til at ændre vores syn på denne frygt og tale om den og rette fokus væk fra, hvordan man som det evigt potentielle offer kan beskytte sig og hen på, hvordan vi kan ændre det forkvaklede kvindesyn, som motiverer voldtægtsforbrydere«, skriver hun.

Påstanden om, at voldtægtsforbrydere motiveres af et forkvaklet kvindesyn, som er en del af en voldtægtskultur, er kontroversiel. Pedersen gentager den flere steder og afviser, at voldtægtsforbrydere begår deres overgreb som konsekvens af personlige problemer.

»‘Voldtægtsforbryderen er psykisk syg, var fuld, blev såret, havde en dårlig barndom’ – vi undskylder og forklarer igen og igen voldtægtspersoners opførsel som noget isoleret, noget individuelt, uden at diskutere, hvordan gerningen afslører, at voldtægtskulturens grundsten er kvindehad – eller et had rettet imod det der opfattes som kvindeligt«, skriver hun.

Men har Pedersen ret i det?

Nej. Den forskning, der foreligger på området, peger tværtimod på, at voldtægtsforbrydere i høj grad netop har personlige problemer relateret til de områder, Pedersen omtaler.

I Det Kriminalpræventive Råds rapport VOLDTÆGT DER ANMELDES, Del IV: Mændene kan følgende læses i resuméet (mine fremhævelser):

»Bag enhver voldtægt er der en eller flere gerningsmænd. Nogle af disse bliver aldrig fundet, men ud fra de udpegede eller fundne mænd er det muligt, trods store individuelle forskelle, at beskrive disse mænd, og se på om de adskiller sig fra mænd i almindelighed. I hovedpunkter viser analysen af voldtægter, der var an meldt i perioden 2000-02, følgende:

  • To ud af tre (68 pct.) mænd blev fundet
  • 84 pct. af de udpegede mænd blev sigtet og 34 pct. dømt
  • De udpegede mænd var hyppig st i 15-24-års alderen, gennemsnitsalderen var dog 30 år
  • Aldersprofilen blandt de udpegede mænd ligner aldersprofilen for gerningsmænd til vold og tyveri
  • De udpegede mænd var lavere uddannet end mænd generelt, idet kun 26 pct. havde uddannelse ud over grundskolen, mod 52 pct. for mænd generelt i samme aldersgruppe
  • 39 pct. af de udpegede mænd var ikke i arbejde eller uddannelse, mod 12 pct. for mænd generelt
  • Der er social ulighed i, hvilke af de udpegede mænd der blev dømt: Mens omkring 20 pct. af funktionærer blev dømt, blev over 50 pct. af førtidspensionister og bistandsmodtagere dømt
  • Separerede og fraskilte mænd var betydeligt overrepræsenterede blandt de udpegede mænd
  • To ud af tre udpegede mænd var etniske danskere, men indvandrere og efterkommere optrådte hyppigere end etniske danskere
  • En meget stor del af de udpegede mænd var berusede, og en betydelig del var påvirkede af stoffer
  • 53 pct. af de udpegede mænd var registreret i Kriminalregisteret for tidligere kriminalitet (færdselslovsovertrædelser undtaget)
  • 11 pct. af de udpegede mænd var registreret for sædelighedskriminalitet forud for perioden 2000-02
  • De udpegede mænd havde en højere sygelighed end mænd generelt, især hvad an går psykiske sygdomme

Pedersen tager altså fejl. Når der henvises til, at voldtægtsforbrydere er psykisk syge, fulde og »havde en dårlig barndom«, så det er ikke en »undskyldning«, som Pedersen skriver, men en faktuel konstatering. Voldtægtsforbrydere er i vidt omfang ikke hvem som helst, men tværtimod mænd med masser af personlige problemer.

Når Pedersen skriver, som hun gør, skyldes det et ønske om at kollektivisere ansvaret for voldtægt. Det er ikke bare de mænd, der voldtager, men også alle andre, der »bidrager til voldtægtskulturen«, der skal »stoppe sig selv«, som hun udtrykker det.

»Til slut en lille opsummering af mit budskab, specifikt rettet mod dem, der bidrager til voldtægtskulturen: Stop dig selv. Stop dine venner. Stop med at tro, at andre skylder dig noget, at de snyder dig for noget, når de ikke gider dig, og du derved har ret til at hævne dig.

Stop med at sige, at vi ødelægger det hele, når vi tager vores humorpolitikasket på og påpeger eksempler på såkaldt hyggesexisme. Stop med at holde liv i holdningen om, at det værste, man kan være i Danmark er stemningsdræber og ikke voldtægtsforbryder«, skriver hun.

Denne kollektivisering af ansvaret minder om den, man kan finde hos feminister som Henrik Marstal, der gentagne gange har påpeget, at alle mænd har et medansvar for nogle mænds sexisme, og som i sin bog Breve fra en Kønsforræder gør sig til talsmand for et tilsvarende bystander-princip; at ‘gode mænd’ skal stoppe ‘onde mænd’ ved at påtale og stille sig i vejen for deres »sexistiske« adfærd.

Og Anne Bettina Pedersen er da også selv feminist, selv om hun intetsteds i kronikken gør opmærksom på det. Det fremgår blandt andet af hendes Instagram-profil.

Feminist broche designet af Sara Ferreira Købt via #danskkvindesamfund s hjemmeside #feminist #8martsheleåret

A post shared by Anne Bettina Pedersen (@slunkyanne) on

En information, jeg tager med, fordi den er vigtig. Det er ikke bare er en underviser fra Syddansk Universitet, der skriver, men en kvinde som bekender sig til en specifik politisk ideologi. Det burde Information tydeliggøre for læseren.

Anne Bettina Pedersens kronik er symptomatisk for den igangværende voldtægtsdebat. Fra feministisk hold ønsker man at vinde det, den norske sociolog Preben Z. Møller meget rammende kalder kampen om voldtægt.

I sin bog fra 2013 med samme titel* viser Møller, hvordan det, han kalder socialfeminismen, i Skandinavien har stået i vejen for kampen mod voldtægt, fordi den skandinavisme socialfeminisme har været mere interesseret i at vinde en kampen om voldtægt.

I sin iver efter at fastholde det synspunkt, at alle mænd voldtager, har socialfeministerne – med placeringer i blandt andet råd, nævn, forskning og politik – aktivt modarbejdet ethvert forsøg på at skabe viden om, hvem voldtægtsforbryderne er, påpeger Møller med henvisninger til både skandinavisk og international forskning samt skandinavisk (køns-)politik.

Møllers konklusion er, at det socialfeministiske ønske om at kollektivisere ansvaret for voldtægt står i vejen for bekæmpelsen af voldtægt. En effektiv forebyggende indsats kan ikke baseres på en forkert præmis. Jo mere viden, vi har om, hvem der voldtager, des bedre er i vi i stand til at bekæmpe voldtægt, og derfor må den feministiske insisteren på at kollektivisere ansvaret ophøre. Først når vi holder op med at tale om alle mænd og begynder at tale om nogle mænd, kan kampen mod voldtægt igangsættes.

Pedersens kronik er et trist tegn på, at vi stadig har langt igen, før den situation opstår.

Det, Pedersen – og med hende mange andre – kalder voldtægtskulturen, er blot en ny metafor for mænds kollektive ansvar. Vi skal lægge bånd på os selv, stoppe os selv og stoppe hinanden.

For vi er alle medskyldige, hvis vi lader være.

Tager vi ikke det kollektive ansvar på os, bidrager vi til at skabe en voldtægtskultur, som »motiverer« gerningsmændene til at voldtage, som Pedersen skriver.

Imens gøres intet for at afdække, hvem der voldtager. Imens målrettes det forebyggende arbejde ikke. Imens vokser nye generationer af drenge op og udvikler de problemer, der vil gøre dem til fremtidens voldtægtsforbrydere.

Det Kriminalpræventive Råds rapport om mænd, der voldtager, er fra 2009, og den har adskillige mangler. I særdeleshed ved vi alt for lidt om de mænd, der gemmer sig i det mørketal, der igen og igen henvises til i voldtægtsdebatten.

Dem skal vi skabe mere viden om, og den viden, vi skaber, skal vi bruge. For hvis man ønsker at bekæmpe voldtægt, må man identificere årsagerne til voldtægt og arbejde målrettet med dem.

Det gør man ikke ved at kollektivisere problemet med et forvrøvlet begreb om voldtægtskultur, uanset hvor godt det klinger ved feministiske teselskaber, og uanset hvor værdifuldt det kan være som støttebegreb i en generel fortælling om kvinders undertrykkelse i samfundet.

Det gør man ved at undersøge, hvorfor nogle mænd voldtager, når langt de fleste mænd ikke gør.

Den viden, vi har, viser, at lavtuddannede, arbejdsløse, kriminelle samt indvandrere og efterkommere af indvandrere er overrepræsenterede blandt mænd, der voldtager.

Den viser også, at voldtægt heller ikke på offersiden fordeler sig jævnt. Unge, ugifte, arbejdsløse kvinder har signifikant højere risiko for at blive udsat for voldtægt end ældre, gifte, erhvervsaktive kvinder. Det fremgår af Det Kriminalpræventive Råds seneste offerundersøgelse, hvori følgende kan læses på side 118:

»Det ses, at alder, beskæftigelse samt civilstand har sammenhæng med risikoen for at blive udsat for tvangssamleje.

  • De 16-24-årige såvel som de 25-39-årige kvinder er i væsentligt større omfang end kvinder, der er 40 år eller ældre, udsat for tvangssamleje.
  • Arbejdsløse har en større risiko for at blive udsat for tvangssamleje end beskæftigede og kvinder uden for arbejdsmarkedet.
  • Er man gift, er risikoen for at blive udsat for tvangssamleje lavere, end den er for ugifte.

Alle de angivne sammenhænge er statistisk set meget sikre«.

Det er altså ikke bare sådan, at det ikke er alle mænd, der voldtager. Det er heller ikke alle kvinder, der voldtages; det er i vidt omfang bestemte mænd, der voldtager, og bestemte kvinder, der voldtages.

Voldtægtskulturbegrebet står i vejen for, at vi forholder os sagligt til den viden, vi har, og at vi skaber ny viden, der kan gavne os fremadrettet. Begrebet er polemisk og kan meget vel risikere at skade dem, dets tilhængere hævder at kæmpe for.

Det fortæller en historie, der ikke er empirisk dækning for, og det forvansker samtidig den empiri, der eksisterer. Alt sammen af ideologiske årsager. For der eksisterer fortsat dem, for hvem kampen om voldtægt er vigtigere end kampen mod voldtægt.

*Preben Z. Møllers bog Kampen om voldtekt – ekte voldtektsmen og hvem som helst kan anbefales til alle med interesse for voldtægtsdebatten. Den rummer en personlig fortælling om Møllers egen udvikling, gennemgang af relevant forskning og interview med diverse sædelighedsforbrydere. Trods sin kritik af socialfeminismen er Møller tidligere feministisk aktivist og har blandt andet deltaget i kampagner mod voldtægt. Bogen er velskrevet og balancerer fint mellem Møllers personlige refleksioner og kritisk analyse af voldtægtsdebatten i Skandinavien med fokus på Norge.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *