What About Teh Menz?

Mænds problemer er oversete i ligestillingsdebatten. Her er mit bud på, hvad det skyldes.
Mænd er nødt til at skabe deres egne begreber, hvis de vil have en chance i debatten om køn og ligestilling. Billede: Arkivfoto.

Mænds problemer er oversete i ligestillingsdebatten. Her er mit bud på, hvad det skyldes.

En klassisk indvending, som mange feminister bruger i diskussioner om ligestilling – undertiden med rette – er, at nogle mænd har en tendens til at dreje en diskussion om et givet problem for kvinder over på, at problemet også rammer mænd, eller at mænd har andre problemer, som er lige så vigtige eller vigtigere. På den måde saboteres diskussionen eller kommer i hvert fald til at handle om noget andet. Denne ‘flytten-fokus-metode’ omtales ofte som What About Teh Menz? (Hvad med mændene?).

Kritikken er isoleret set fuldt berettiget. Det er ikke et argument i diskussion A, at diskussion B også er interessant eller vigtig. Hvis vi diskuterer A nu, må B vente. Det betyder ikke, at diskussion B ikke skal føres. Blot skal det ikke ske på bekostning af diskussion A. Sagt anderledes: Der er intet som helst galt i at diskutere mænds problemer, men det, at mænd også har problemer, betyder ikke, at kvinder ikke har, eller at kvinders problemer bliver mindre betydningsfulde. Og det samme gælder naturligvis den modsatte vej.

Når det er sagt, er der en klar mangel på opmærksomhed mod mænds problemer i ligestillingsdebatten. Det er der både historiske og kønnede årsager til. Flere kvinder end mænd engagerer sig i ligestillingsdebatten, og flere af de interesseorganisationer, som præger debatten, har rødder i kvindeoprøret og et naturligt og rimeligt fokus på kvinder og kvinders problemer. Fx ville det være besynderligt at kræve, at Dansk Kvindesamfund først og fremmest skulle varetage mænds interesser.

Den manglende opmærksomhed gælder både de ’store’ problemer som mænds lavere gennemsnitslevealder, højere selvmordsrate og højere andel på samfundets bund og – endnu mere udtalt – de ’små’ problemer, som man stort set aldrig hører om. Hvornår har du sidst læst et debatindlæg, hvori en mand udtrykker bekymring over noget, som ikke enten har samfundsrelevans eller i det mindste er meget alvorligt? Det sker, men der er langt imellem.

Det er der gode grunde til. Hvis en mand fra landet fx skrev om sine problemer med at finde en kæreste i sit lokalområde – en ganske reel problemstilling, som for nylig er blevet dokumenteret i en rapport* – ville han hurtigt blive mødt med besked om at ’snuppe en tudekiks’, blive bedt om at tage sig sammen og få at vide, at det ikke er samfundets problem, at han har svært ved at finde en kæreste. Måske ville han også få at vide, at rigtige mænd ikke har det problem – underforstået, at han ikke er en rigtig mand. Samlet set et scenarie, de færreste mænd frivilligt stiller op til.

*Rapporten ‘Sted, (U)lighed og Køn’ viser, at kvinder søger væk fra udkantsområderne i Norden, også i Danmark, i langt højere grad end mænd. Det efterlader mændene uden muligheder for at finde kærester og koner i lokalområderne. Nordisk Ministerråd står bag rapporten, som kan hentes eller læses her.

En kvinde, som beskrev et problem af samme karakter, ville formentlig kunne se frem til en langt mildere behandling. Hun ville med stor sandsynlighed blive mødt med forståelse, gode råd og opbakning fra andre kvinder. Måske ville hun ligefrem få at vide, at “det er sejt, at du tør stå frem og fortælle om det”. Alt i alt en noget mere tiltalende udsigt end mandens, og formentlig en del af årsagen til, at kvinder oftere end mænd ytrer sig om de ’små’ problemer i ligestillingsdebatten.

Men den manglende opmærksomhed mod mænds ’små’ problemer skyldes nok også, at der ikke på samme måde som i kvindernes tilfælde findes et ’sprog’ at udtrykke dem med. Fordi feminismen og kvindesagen har udviklet sig i et parløb, og fordi feminismen præger store dele af ligestillingsdebatten, er de ord og begreber, der anvendes i den, ofte skabt til at beskrive kvinders problemer og egner sig ikke altid til at beskrive mænds. Det er ganske naturligt. Et begrebsapparat, som er bygget omkring den antagelse, at samfundet er kvindeundertrykkende (patriarkalsk), indeholder i sagens natur først og fremmest begreber, som beskriver kvinders problemer.

Det manglende ’sprog’ betyder, at det er sværere for mænd end for kvinder at sætte ord på de problemer, de oplever. Mens kvinder kan bruge udtryk som ’sexisme’ og ‘voldtægtskultur’ uden at skulle forklare, hvad de betyder, findes der ikke et tilsvarende vokabularium, mænd kan benytte sig af. En mand, der vil ytre sig i ligestillingsdebatten, skal opfinde den dybe tallerken, inden han går i gang.

Skabelsen af ord og begreber, der tager udgangspunkt i mænds livsverden og beskriver mænds problemer, er nødvendig, hvis mænd på sigt skal engagere sig mere i ligestillingsdebatten. Som det er nu, er mænd bagud på point, allerede inden diskussionen går i gang, fordi debatten i overvejende grad foregår på kvinders sproglige præmisser. Mænd ender ofte i defensive positioner, hvor de argumenterer imod eksistensen eller betydningen af diverse ‘kvindelige problemer’, mens de på grund af de sproglige begrænsninger kun sjældent selv har mulighed for at sætte dagsordenen og diskutere deres egne.

Men det er lettere sagt end gjort at skabe nye ord og begreber. En af udfordringerne ved at skabe et mandligt ’sprog’ er, at mænds problemer næppe kan beskrives eller forstås ved at kopiere kvinders problemer og sætte et minus foran. Skal man give feminismen ret i noget, så er det, at mænd og kvinder i mange sammenhænge står i to helt forskellige situationer. Det betyder, at en given hændelse godt kan være et problem for en kvinde, selv om den ikke ville være det for en mand. Eller for en mand, selv om den ikke ville være det for en kvinde. Et mandligt ’sprog’ kan derfor ikke uden videre tage udgangspunkt i de ord og begreber, feminismen har skabt, og som ligestillingsdebatten er præget af i dag. Det ville gøre det uanvendeligt.

Derfor der er ingen vej udenom. Hvis mænd vil skabe sig plads i ligestillingsdebatten, kræver det, at de udvikler et ’sprog’, som tager udgangspunkt i mænds livsverden og mænds problemer. Det er et arbejde, som vil komme til at gøre ondt. Hvilken mand har fx lyst til at udvikle et begreb om ‘oversethed’? Eller om ‘deseksualisering’? Hvilken mand vil stille sig frem og sætte ord på, hvordan det som mand opleves at være genstand for kvinders til- og fravalg hele livet? Beskrive hvordan denne grundlæggende præmis, denne kvinders ’selektivisme’ – og den magt, der er knyttet til den – fører til en lang række begrænsninger for mænd?

Der er ingen tvivl om, at det er en opgave for mænd, der er modige nok til at stå ved deres egen svaghed, og som er rede til at tage imod de verbale tæsk, de vil få fra både feminister og andre mænd. Fra feminister, fordi de vil blive beskyldt for at sabotere debatten ved at dreje fokus over på mænds problemer. Fra andre mænd, fordi indrømmelsen af at have problemer og ønsket om at tale om dem vil blive betragtet som et angreb på den traditionelle maskulinitetsopfattelse.

Begge dele må disse mænd forberede sig på og leve med. Det er prisen for at skabe plads til mænd i ligestillingsdebatten. En plads, som er nødvendig, hvis også mænds problemer skal tages alvorligt. Uden et eget ’sprog’ vil mænd forblive uvelkomne gæster i en debat, som også burde være deres.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

7 kommentarer til “What About Teh Menz?

  • 19. august 2015 at 10:30
    Permalink

    Jeg må undtagelsesvis erklære mig lidt uimponeret over en artikel du har skrevet. Tænk at det kan ske 🙂

    Jeg synes du starter fint ud, og jeg ville egentlig godt have hørt mere om hvad den her “what about teh menz” drejede sig om. De fleste er næppe helt med her. Det når vi ikke helt, og det bliver en vældig akademisk diskussion af A og B. Fint nok, men “what about teh menz”?

    Jeg mener det fortjener at blive sagt, at udtrykket generelt bliver brugt på en absolut nedladende måde, der drejer sig om at bruge hvad Hans Bonde ville kalde skammer-magt. Der er et næsten programmatisk forløb af disse samtaler, og det ender altid med noget i retningen af at feministen kommer med en række personlige angreb på mandens størrelse af lem, evne til at få en kæreste, eller noget i den retning. Inden da er faktisk sexistiske udfald a la “nåeh, hvor synd, er den lille dreng ked af det fordi det er så hårdt … tag en tudekiks”. Altså noget der spiller ind i typiske kønsrollemønstre for mænd (som er OK at bruge mod mænd, men en katastrofe hvis det er mod en kvinde a la “Nå, du er da vist bare hysterisk”).

    Vi har ikke brug for et nyt sprog (endnu en meget akademisk diskussion). Vi har brug for at begge parter i debatterne anser modparten som mennesker med lige værd, og at der bliver genindført en række sociale normer for hvordan man opfører sig ordentligt og civiliseret. Det gør disse feminister ikke, og ud af deres stammementalitet, hvor det er “mænd MOD kvinder”, kommer der dobbeltmoral og dobbelte standarder.

    Sproget virker udmærket, og sexisme er et udmærket ord – hvis vi kan blive enige om, at ordet faktisk er kønsneutralt og passer på begge køn. Feministerne, der kører disse taktikker, er hver eneste lille bid så sexistiske som dem, de kritiserer for sexisme. De har bare en forskruet opfattelse af, at sexisme KUN kan gå i én retning: fra mænd og mod kvinder. Ligesom den forskruede tanke, at kun hvide mennesker kan være racister.

    Svar
    • Tobias Petersen
      19. august 2015 at 10:48
      Permalink

      Tak for din konstruktive kommentar, Jesper.

      Hvis du ikke allerede har læst det, kan du med fordel læse mit interview med Henrik Dahl. Han er inde på flere af de ting, du skriver: http://reelligestilling.dk/henrik-dahl-koensdiskursen-er-vaerre-end-alle-andre/.

      Jeg er enig i langt det meste, du skriver, men ikke i forhold til sproget.

      Det er ikke for sjov, at virksomheder, politiske partier, interesseorganisationer etc. bruger ganske betydelige ressourcer på at formidle deres budskaber på måder, der er lette at forstå, og som kan overtages og bruges af andre.

      At påvirke de ord, der bruges i en debat, er en måde at præge debatten på. I mine øjne er ligestillingsdebatten meget skæv på det punkt, og her må mænd og ikke-feminister selv gøre en indsats. En debat, der foregår på modpartens sprog, foregår på modpartens præmisser.

      Svar
  • Tobias Petersen
    20. august 2015 at 14:29
    Permalink

    Læs en tilsvarende analyse af venstrefløjens manglende evne til at udvikle sit eget sprog her. Der er ganske mange paralleller: http://www.information.dk/542483

    Svar
  • 25. august 2015 at 10:26
    Permalink

    Har du overvejet, at grunden til at kvinder måske søger væk fra udkanten også kan skyldes forældede kønsnormer, hvor kvinder bliver holdt væk fra maskinelt og teknisk arbejde, fordi det antages, at de ikke kan finde ud af det? Hvorfor de ikke har en objektiv økonomisk årsag til at blive, hvis de gerne vil udfordres intellektuelt og bruge hovedet?

    Har du også overvejet, at de ‘feminister’, der ikke påskønner når mænd står frem med deres problemer, måske slet ikke er feminister, men bare forhånende kvinder, som er lige så inficeret af patriarkatet som en machomand kan være det? Jeg blev engang bortvist fra et sted, fordi jeg begyndte at snakke om min barndom med en ny kammerats far, som udtrykte forståelse og medlidenhed. Der herskede en rigtig rar stemning indtil hun blandede sig og forsøgte at kontrollere og styre mine følelser. Det blev åbenbart for meget for hende, men det er sgu da ikke feministernes skyld, at en kvinde er forkert på den? To af hendes veninder forlod i øvrigt stedet efterfølgende i protest mod hendes nådesløse opførsel og fandt mig igen. Kvinder er altså lige så forskellige som mænd.

    Svar
    • Tobias Petersen
      25. august 2015 at 10:38
      Permalink

      1. Ja, det er givetvis en af grundene til, at kvinderne flytter. Det fremgår af den rapport, jeg refererer til. Men man må jo skelne mellem årsag og problem. At der er en årsag til, at vanden fosser ned gennem taget, gør det ikke til et mindre problem, at det gør det. Mændene i disse områder sidder med et reelt ‘kæresteproblem’, uanset hvad årsagen til det er.

      2. Din sondring mellem feminister og kvinder er jeg helt enig i. Man kan videre sondre mellem radikale og moderate feminister. Men udtrykket “What about teh menz?” vil du hurtigt få kastet i hovedet af feminister, hvis du som mand deltager i ligestillingsdebatten og på nogen måde drister dig til at påpege, at nogle ligestillingsproblemer også rammer mænd, eller at mænd har særlige udfordringer, som de feministiske debattører og organisationer overser.

      Svar
      • 25. august 2015 at 11:28
        Permalink

        1. Det er ikke en menneskeret at have en kæreste, og så må man jo forbedre sig for at virke mere attraktiv, eller flytte derhen hvor udbuddet er.

        2. Det kommer an på, om du snakker med en radikalfeminist eller en ‘moderat’. Langt de fleste feminister er enige om, at mænd har større udfordringer på fx barselsområdet end kvinder.

        Svar
        • Tobias Petersen
          25. august 2015 at 14:57
          Permalink

          1. Der diskuteres mange ting i ligestillingsdebatten, som ikke er er menneskerettigheder.

          2. Ja, der er forskel. Men hvis du fx deltager i debatter på Facebook, vil du meget hurtigt opleve de reaktioner, hvis ikke du er mandlig feminist eller på anden måde blåstemplet af feminister. Nogle feminister blokerer dig slet og ret på forhånd på basis af, hvem du kender, og hvad du liker. Helt aktuelt, læs her: http://reelligestilling.dk/persona-non-grata/

          Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *