29. marts, 2024

Ytringsfriheden smuldrer i Trudeaus Canada

Ny lov betyder, at du risikerer fængselsstraf i Canada, hvis du ikke omtaler personer i overensstemmelse med deres »selvoplevede kønsidentitet«. Billede: Arkivfoto.

Opdateret, 22/6-2017, 10:34.

Siger du »hun« om en person, der opfatter sig selv som noget andet end en kvinde – eller »han« om en person, der opfatter sig selv som noget andet end en mand – risikerer du fremover at blive straffet med bøde eller fængsel.

I hvert fald hvis du befinder dig i Canada, hvor en ny lov – den såkaldte Bill C-16 – blev vedtaget i sidste uge.

Bill C-16 medfører, at »kønsidentitet« og »kønsudtryk« – »gender identity« og »gender expression« – bliver indført to steder i Canadas lovgivning. Dels i de dele, der handler om menneskerettigheder, dels i de dele, der handler om ‘hate crimes’.

Det fortæller flere internationale medier.

Trudeau jubler

Loven, som blev vedtaget med stemmerne 67 mod 11, bydes velkommen af Canadas feministiske præsident, Justin Trudeau.

– Herlige nyheder: Bill C-16 er blevet vedtaget i senatet – hvilket gør det ulovligt at diskriminere baseret på kønsidentitet eller -udtryk. #LoveisLove, skrev Trudeau torsdag på Twitter.

Det er dog langt fra alle canadiere, der deler præsidentens glæde over det nye forbud.

En af dets skarpeste kritikere, professor Jordan Peterson fra Toronto Universitet, mener, at loven begrænser ytringsfriheden og institutionaliserer det, han betragter som tvivlsom kønsideologi, i loven.

– Senatet vedtager Bill C-16 uden tilføjelser med 67 for og 11 imod. Tvungen tale er kommet til Canada. Vi kommer bitterligt til at fortryde det her, udtrykte professoren det i et tweet.

Det er ikke første gang, Canada fra officielt hold går til angreb på traditionelle forestillinger om køn. Eksempelvis gjorde landet sidste år sin over 100 år gamle nationalsang, ‘O’Canada’, kønsneutral, ved at ændre sætningen »in all thy sons command« til »in all of us command«.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview