Solomorordningen er moderne eugenik

Herlev Hospital. Billede: Wikimedia Commons, Bastian Dam.

Med solomorordningen understøtter staten frasortering af »dårlige« gener.

Siden 2007 har kvinder haft mulighed for at vælge mænd fra og få børn alene på statens regning som såkaldte solomødre.

I ordningens første år blev den især brugt af kvinder sidst i 30’erne, som forgæves havde ledt efter en mand og i sidste øjeblik besluttede sig for at få børn alene. For dem var muligheden for at blive solomor en kærkommen nødløsning, som var opstået, da de var på den anden side af 25.

Anderledes forholder det sig for de nye generationer af kvinder, der er vokset op med solomorordningen som et naturligt alternativ til at finde en mandlig partner. De har fra starten af deres kærlighedsliv vidst, at hvis ikke prinsen på den hvide hest dukkede op, kunne de få børn alene som solomødre.

I en kommentar her på siden pegede jeg i 2019 på, hvilke konsekvenser det ville få.

»Anderledes forholder det sig for de piger, der i dag er teenagere. De vokser op med solomorordningen som et etableret alternativ til at finde en mand at få børn med, og det kommer til at påvirke deres adfærd over for mænd i hele deres ungdoms- og voksenliv. De vil stille højere krav til de potentielle fædre til deres børn, end tidligere generationer af kvinder har gjort, fordi de ved, at de har solomorordningen at falde tilbage på, hvis de ikke finder den perfekte mand,« skrev jeg og fortsatte:

»Det vil have to konsekvenser. Dels vil der ske en stigning i antallet af solomødre. Dels vil gennemsnitsalderen for solomødre falde. Kvinder, der vokser op med solomorordningen som et tilgængeligt og socialt acceptabelt alternativ til at få børn med en mand, vil i stigende grad indtænke ordningen i planlægningen af deres liv. Det, der for den første generation af solomødre var en livline i 11. time, vil for de kommende generationer i højere grad blive et livsstilsvalg.«

De nyeste tal viser, at udviklingen forløber præcis som forudsagt.

Det fortæller netmediet Zetland.

»Når vi de seneste år har hørt og talt om solomødre, har det ofte handlet om kvinder i slutningen af 30’erne. Kvinder, som vidste, at det nærmede sig sidste udkald, hvis de skulle nå at føde et barn, men som manglede en partner. De gjorde det, i hvert fald delvist, af nød«, skriver Zetland

»Kvinderne mellem 35 og 39 år udgør stadig den største gruppe af solomødre. Men der er ved at ske noget blandt kvinder under 30 år. Her er antallet siden 2010 steget med over 100 procent i aldersgrupperne 18-24 år og 25-29 år. I 2010 valgte kun 12 kvinder under 24 år at gå i fertilitetsbehandling alene. I 2019 var tallet steget til 27. Og i samme periode voksede antallet af enlige kvinder i fertilitetsbehandling i alderen 25-29 år fra 64 til 150, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, der opgør antallet af enlige danske kvinder i fertilitetsbehandling i offentlig og privat regi herhjemme,« fortsætter Zetland og tilføjer:

»Disse unge kvinder bliver ikke solomødre af nød. De fleste af dem kunne i princippet sagtens vente på at finde en partner. Men de vil ikke vente. For hvad hvis der går flere år, før de finder en? Hvad hvis de ikke finder en? Og behøver de overhovedet en partner for at få et barn? For mange af disse unge kvinder kommer barnet først, barnet er need to have. En partner er mere nice to have.«

Tilhængerne af ordningen forstår ikke til fulde, hvorfor det er et problem.

Det skyldes, tror jeg, at de hænger fast i forestillingen om, at kvinder bliver solomødre, fordi de ikke kan finde en partner. Den forklaring, som var rigtig i ordningens første år efter 2007, men som i dag bliver mere og mere utilstrækkelig.

Til diskussionen om solomorordningen hører, at mange mænd mod deres vilje aldrig bliver fædre. Hver femte danske mand er i dag barnløs, når han fylder 45, og blandt ufaglærte er det hver tredje. Mange af disse mænd drømmer om at finde en partner at få børn med. Samtidig har de intet alternativ, hvis de vil være fædre. Der findes ingen »solofarordning«. Deres muligheder for at blive fædre er direkte forbundet med antallet af kvinder, der leder efter en mand at få børn med.

Det var ikke et problem i ordningens første år, hvor kvinder brugte den som en nødløsning. Men i takt med, at kvinder betragter det at blive solomor som en naturlig måde at få børn på, bliver det sværere for mænd at blive fædre. De barnløse mænd konkurrerer nu ikke kun med andre mænd om at finde en partner, men også med statens tilbud til kvinder om helt at fravælge en mandlig partner og få børn alene med donorsæd.

Ikke kun mange kvinder, men også mange mænd, har svært ved at se problemet. Det gælder – ikke overraskende – især de mænd, for hvem ordningen ikke er et personligt problem. Succesfulde mænd med gode job er i høj kurs og påvirkes ikke i nævneværdig grad af kvinders fravalg af mænd. For fravalget sker i bunden. Det er mændene på de yderste mandater, der sorteres fra.

Det er ikke en ligegyldig bagatel. Forstået rigtigt er solomorordningen moderne eugenik. Ordningen gør det sværere for mindre attraktive mænd at videreføre deres gener og lettere for attraktive mænd at videreføre deres, da de attraktive mænds gener med ordningen både videreføres gennem disse mænds partnere og gennem de kvinder, der som solomødre benytter deres sæd i forbindelse med fertilitetsbehandling.

Eugenikken havde sin storhedstid i den første halvdel af det tyvende århundrede. Begrebet kommer af græsk og betyder »god fødsel«. Eugenikkens bærende idé er, at det er gavnligt at påvirke befolkningens arvemasse gennem planlægning og lovgivning. Sørger man politisk for, at »gode« gener videreføres og »dårlige« gener frasorteres, får man en stærkere og sundere befolkning og dermed et bedre samfund, lyder eugenikkens logik.

I Danmark førte eugenikken i 30’erne blandt andet til tvangssterilisation af udviklingshæmmede og andre, der ansås for at være uegnede til forplantning. Eugenikken spillede også en central rolle for den katastrofe, der udfoldede sig i Tyskland under Anden Verdenskrig.

Også flere kvindesagsforkæmpere var tilhængere af eugenik.

En af dem, Virginia Woodhull, skrev allerede i 1891: »De bedste hoveder i samtiden har accepteret det faktum, at hvis vi ønsker de bedste mennesker, må de fremavles; og hvis imbecile, kriminelle, fattiglemmer og øvrige mistilpassede er uønskede borgere, må de ikke fremavles.«

En anden, Marie Stopes, grundlagde Marie Stopes International, en organisation, som hjælper kvinder i især udviklingslande med ikke at få børn. Marie Stopes var stor tilhænger af eugenik og så op til Hitler, med hvem hun blandt andet korresponderede om idéen om at fremavle en superrace. Marie Stopes International måtte i 2020 skifte navn på grund af Marie Stopes forbindelser til eugenikken og hedder i dag MSI Reproductive Choices.

Den danske stat yder fortsat støtte til Marie Stopes’ organisation. Det fremgår af Forslag til Finanslov for finansåret 2021:

»Marie Stopes International: Over kontoen ydes et bidrag til Marie Stopes International’s (MSI) arbejde i udviklingslandene. MSI fremmer seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i bred forstand og med særligt fokus på adgang til sikker abort. MSI arbejder ved at engagere regeringer og civilsamfundsorganisationer for at styrke nationale sundhedssystemer og påvirke national og international politik på området. Derudover er der i stigende grad fokus på neksus mellem befolkningsdynamikker, SRSR og klimaforandringer. Der planlægges i 2021 afgivet tilsagn på 25,0 mio. kr. til MSI.«

Og der er ikke tale om en engangsudgift. I finanslovsforslaget budgetteres med et årligt tilskud på 25 millioner kroner lige så langt, som finansloven rækker, altså i alle år frem til og med 2024.

Hvorfor ingen aktivister har hidset sig op over, at den danske stat bruge penge på at holde befolkningsudviklingen nede i udviklingslandene – eller udtrykt mere direkte: at den danske stat aktivt arbejder for at forhindre farvede menneskers gener i at sprede sig – kan man undre sig over. I særdeleshed, da det sker ved at støtte en organisation, der er grundlagt af en Hitler-sympatisør. Men det er en diskussion, der ligger uden for dette indlægs sigte.

Eugenik kan praktiseres på to måder. Enten ved at fremme »gode« geners videreførelse, den såkaldte positive eugenik, eller ved at forhindre »dårlige« geners videreførelse, den såkaldte negative eugenik.

Solomorordningen placerer sig midt mellem de to metoder. På den ene side fremmer ordningen, at »gode« gener videreføres. Det sker gennem donorsæden. Piloten, der ligner Tom Cruise, vælges til. Den blegfede kontanthjælpsmodtager vælges fra.

Det bekræftes af forskningen på området, som blandt andre Center for Børneliv har beskrevet. Solomødre leder efter de samme egenskaber i donorsæden, som kvinder leder efter i mænd.

»Kvinder foretrækker ressourcestærke mænd. Set med forskernes øjne – i et evolutionsteoretisk perspektiv – kan dette skyldes, at mændenes evne og villighed til at tilbyde ressourcer kan opveje eller kompensere for de fysiske og ressourcemæssige omkostninger, som det har for en kvinde at gennemføre en graviditet og opfostre et barn,« skriver centret.

»Insemination ved hjælp af sæddonor gør i princippet disse overvejelser overflødige for kvinderne. En ny australsk, kvalitativ undersøgelse fra 2016 udført af forskere inden for økonomi og fertilitet viser dog, at også solomødre udvælger sæddonorer ud fra egenskaber, som markerer ressourcer hos en mand. Kvinderne går eksempelvis op i donorens alder og uddannelse. Yngre mænd og mænd med videregående uddannelser står højere på kvindernes ønskeliste end mænd uden akademiske kvalifikationer. Ligesom kvinder i parforhold forbinder solomødrene donorens ægteskabelig status og antal af børn med attraktivitet og fertilitet, og undersøgelsen viser, at solomødrene foretrækker sæd fra gifte mænd med børn frem for sæd fra barnløse singlemænd. Undersøgelsen viser således, at kvinder, der skal vælge en sæddonor, er på udkig efter de samme ressourcer hos en mand som andre kvinder,« tilføjer centret.

På den anden side forhindrer solomorordningen »dårlige« gener i at blive videreført. Det er, som allerede beskrevet, konsekvensen af det fald af potentielle kvindelige partnere, ordningen skaber. De mindst attraktive mænd – de dårligste gener – vælges fra først. Konsulenten, der optræder i radio og TV, skal nok få sine børn. Ham vedrører solomorordningen ikke. Den mindre succesfulde mand? Hans chance for at blive far svinder i takt med, at solomorordningen vinder udbredelse.

Når solomorordningen er eugenik skyldes det, at den er en politisk vedtaget ordning, som finansierer og tilskynder kvinders genetiske fravalg af »mindre egnede« mænd.

Problemet er ikke, at kvinder foretrækker ressourcestærke, sunde mænd (præcis ligesom mænd foretrækker ressourcestærke, sunde kvinder). Det er udtryk for naturlig selektion og sker, fordi alle ønsker sunde og raske børn med de bedst mulige betingelser for at få et godt liv. Det er væsentligt at understrege, inden nogen tilsigtet eller utilsigtet misforstår: Problemet er ikke kvinders valg og fravalg af mænd.

Nej, problemet er, at staten med solomorordningen skaber en ulige konkurrencesituation, som betyder, at nogle mænd får lettere ved at videreføre deres gener, mens andre mænd får sværere ved at videreføre deres. Ordningens konsekvens er, at attraktive mænd får børn på to måder, dels som partnere, dels som sæddonorer, mens de mindst attraktive mænd ikke får børn overhovedet. Det er helt i tråd med eugenikkens grundlæggende idé om at sortere »dårlige« gener fra.

Politisk har der indtil nu ikke været forståelse for solomorordningens skyggeside, hverken på venstre eller højre side af den politiske midte. Politikerne virker uinteresserede og også uinformerede om den udvikling, de understøtter.

Mit håb er, at der i de kommende år vil opstå en mere substantiel diskussion om solomorordningen.

Det kræver for det første, at den forældede idé om ordningen som nødløsning arkiveres. Som Zetland beskriver, og som jeg forudså for to år siden, er ordningen på vej væk fra at være en 11.-timesløsning for kvinder, der aldrig fandt en partner, og på vej i retning af at blive en »naturlig måde« for kvinder at få børn på, også i tidlig alder. Som en kvinde, der tog kontakt til en sædklinik for at blive solomor, da hun var 25, siger til Zetland: »Jeg var klar til at blive mor, så hvorfor ikke?«

Dette »hvorfor ikke?« skal holdes op mod konsekvenserne for de mænd, hun end ikke har forsøgt at finde sammen med, fordi staten har gjort det muligt for hende at lade være. Det er staten, der har sørget for, at hun ganske gratis kan shoppe sæd fra piloter, advokater og elitesportsudøvere og få et barn med en af dem uden at skulle finde en mand. Det er derfor også staten, der er skyld i, at der i den anden ende af ligningen sidder en mand, som gerne vil være far, men aldrig bliver det.

For det andet kræver det en erkendelse af solomorordningens genetiske konsekvenser. Solomorordningen indvirker direkte på, hvilke gener der videreføres, og hvilke der ikke videreføres. Det kan man i princippet være tilhænger af. Men så skal man stå ved det. Så skal man sige: »Ja, jeg synes, det er fint, at mænd med »gode« gener får lettere ved at få børn, og at mænd med »dårlige« gener får sværere ved at få børn. Det er godt, at staten bidrager til det. Det er en statslig opgave at påvirke udviklingen af arvemassen«. Man skal ikke, som de fleste politikere for nuværende gør, lade, som om det ikke er det, der foregår.

For det er præcis det, der foregår. Solomorordningen er moderne eugenik.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *