– Det er et nybrud i Danmark. Og et virkeligt glædeligt et af slagsen, siger Henriette Laursen.
Avlsvirksomheden DanBred har fyret hele sin bestyrelse som konsekvens af bestyrelsens håndtering af nu tidligere direktør Thomas Muurmann Henriksens krænkelser af mindst tre yngre kvindelige medarbejdere.
Det meddeler Landbrug & Fødevarer, som ejer 51 procent af DanBred, i en pressemeddelelse.
– Forandringerne sker som følge af den kritik, der er rejst i forbindelse med sager om grænseoverskridende adfærd fra den nu fratrådte adm. direktør. Den samlede ejerkreds har vurderet, at der skal nye kræfter til i DanBreds ledelse, skriver Landbrug & Fødevarer.
– Der er enighed om, at der er sket fejl i den måde, bestyrelsen i selskabet har ageret på, og at der nu udestår et stort arbejde med at genoprette tilliden over for medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og ikke mindst de berørte kvinder, tilføjer organisationen.
Thomas Muurmann Henriksen trak sig i sidste uge fra sin stilling som direktør i DanBred, men det var altså ikke nok til at redde virksomhedens bestyrelse.
Glad KVINFO-direktør
Nyheden om bestyrelsens fyring vækker glæde hos KVINFO, Danmarks videnscenter for køn og ligestilling.
Til TV 2 siger KVINFO-direktør Henriette Laursen, at fyringen af de i alt ni bestyrelsesmedlemmer er en positiv nyhed.
Tidligere har MeToo-sager kun ramt de personer, der har stået bag krænkelser, men med DanBreds bestyrelsesfyring er rækkevidden blevet udvidet, så MeToo også kan føre til fyringer af personer, der aldrig har så meget som smilet til nogen i kantinen.
– Det er et nybrud i Danmark. Og et virkeligt glædeligt et af slagsen, siger Henriette Laursen.
Befamlede yngre kvinder
Ifølge Finans.dk havde Thomas Muurmann Henriksen i årevis udsat yngre kvindelige medarbejdere for krænkende adfærd, blandt andet ved gentagne gange at have befamlet dem ved firmafester under samtale og dans.
Det fik i juni 18 mellemledere til at skrive et samlet brev til bestyrelsen, hvori de skrev, at de ikke længere ville »stå model til Thomas’ opførsel overfor vores medarbejdere«.
Brevet var udløst af en episode ved en firmafest, hvor Thomas Muurmann Henriksens ifølge øjenvidner havde været nærgående over for tre kvindelige medarbejdere, hvoraf den ene skældte ham ud og tog grædende hjem i en taxa.
Forlanger mere
Ifølge Henriette Laursen er DanBred-sagen udtryk for, at MeToo har ført til en holdningsændring i Danmark.
– Vi forlanger mere. Nu er det sådan, at den slags sager skal håndteres af ledelsen med det samme, ellers får det også konsekvenser for dem, siger hun til TV 2.
Det kan dog fortsat blive endnu bedre, pointerer KVINFO-direktøren.
– Det er ikke godt nok. Vi skal derhen, hvor man ikke behøver læse om det i avisen først. Ledelsen skal tage affære med det samme, siger hun.