Det er blevet så moderne at være mandlig feminist, at ‘ALT for damerne’ skriver om det. Billedet ovenfor er mit bud på en fremtidig forside. Under overskriften ‘3 mænd: Derfor er vi feminister’ gør magasinet ALT for damerne i en artikel sine læsere klogere på, hvorfor nogle mænd vælger at tilslutte sig feminismen. De tre herrer, man har interviewet, er liberalfeminist Rasmus Brygger, radikalfeminist Henrik Marstal og forkvinde for Selskab for Ligestilling, Ulrik Frost. Mens Brygger og Marstal ikke siger noget, de ikke har sagt i forvejen, præsenter Ulrik Frost adskillige interessante tanker.

Håber det har rusket op i hendes opfattelse

Fx fortæller Frost om en oplevelse i en svømmehal, hvor en kvindelig livredder for sjov havde sagt til ham, at han nok ville foretrække den blå badehætte frem for den røde. Om det siger han til ALT for damerne: »Men jeg valgte den røde, netop fordi hun mente, det var en pigehætte. Det håber jeg har rusket en smule i hendes opfattelse af kønsfarver. Det håber jeg i hvert fald, for nu render jeg rundt med en meget markant badehætte, der lyser op i bassinet, og minder mig om, at jeg, selv når jeg går i svømmehallen, er ligestillingsaktivist«. Aktivisten Frost valgte altså den røde hætte i håbet om, at det ville ruske op i livredderens »opfattelse af kønsfarver«. Mens han selv beskriver det som noget positivt, kan man fra et neutralt udgangspunkt spørge, hvilket ret Frost har til at blande sig i livredderens opfattelse af kønsfarver, og hvad argumentet skulle være for, at Frosts syn på kønsfarver skulle være mere ‘rigtigt’ end livredderens?

En klassisk fejlslutning

Historien og den tilhørende tankegang giver et godt billede af en klassisk feministisk fejlslutning. Med udgangspunkt i sine egne værdier definerer man andres værdier som negative eller skadelige og forsøger på den baggrund at ændre dem, så de bliver som ens egne. Fordi man ser verden gennem sine ideologiske briller, bliver man blind for, at andres normer og værdisæt kan være lige så legitime som ens egne, og at man hverken har ret til eller krav på at blande sig i, hvad andre tænker, siger og gør.

En falsk definition

Problemet går igen, når Frost skal definere, hvad feminisme er. Han siger: »Feminisme er en politisk bevægelse, der vil sætte mennesker fri og bekæmpe undertrykkelse«. Mens forkvinde Ulrik Frost har aldeles ret i, at feminisme er en politisk bevægelse, er det en tvivlsom påstand at hævde, at feminismen vil sætte mennesker fri og bekæmpe undertrykkelse. En pointe, Frost selv demonstrerede over for den kvindelige livredder, hvis opfattelse af kønsfarver han ønskede at undertrykke – »ruske i« – til fordel for sin egen. En mere retvisende definition kunne være denne: »Feminisme er en politisk ideologi, der med udgangspunkt i sit specifikke syn på verden, sine specifikke definitioner af problemer og sine specifikke løsninger på dem ønsker at ændre verden i sit billede«. Det er en central pointe, at feminisme ikke er en kamp for universel frihed. Feminisme er kampen for feminismens opfattelse af frihed. Lige så centralt er det at forstå, at feminisme ikke er en kamp mod alle slags undertrykkelse, men kampen mod feminismens opfattelse af undertrykkelse.

Den ideologiske metode

Feminismen adskille sig ikke fra andre ideologier i sit ønske om ændre samfundet i sin retning. Metoderne er også de samme:

1. Man tegner et billede af sit idealsamfund, sammenligner det med virkeligheden og kommer frem til de ting, der skal ændres for at nå fra den nuværende tilstand til den ønskede tilstand.
2. Man udvikler strategier for, hvordan man kan opnå magt til at gennemføre ændringerne. Det kan fx ske ved at præge den offentlige debat (propaganda/mediestrategi) eller ved at opnå indflydelse på det politiske og forskningsmæssige definitionsarbejde.
3. Man udforsker løbende nye indsatsområder og magtstrategier, som kan danne grundlag for gennemførelsen af de ønskede ændringer. I særlig grad interesserer man sig for metoder, der kan udviske skellene mellem ideologi og virkelighed i folks bevidsthed.

Feminismen trækker på samtlige disse metoder og strategier i sit forsøg på at opnå magt til at gennemføre sine ændringer.

Mandlige feminister: ALT for damerne?

Ulrik Frost, Henrik Marstal og Rasmus Brygger har i feminismen fundet en platform, der giver dem et talerum og et publikum, de ellers ikke ville have haft. Mens den liberale Brygger afviser dele af feminismens ideologiske grundlag og derfor i nogles øjne fremstår som feminismens svar på en kystbanesocialist, er både Frost og Marstal gået all in i den ideologiske kamp for en anden og – set fra deres synspunkt – bedre verden.

Ulve i fåreklæder?

Mændenes indtog i feminismens rækker bydes langt fra velkommen af alle. Som bloggeren ‘Sorthætte Feminist’ udtrykker det: »Mænd har ikke ret til feminisme. De har ikke ret til at kalde sig feminister. Hvis feminisme ikke er for kvinder og af kvinder, så er det ikke feminisme«. ‘Sorthætte’ kalder i samme blogindlæg de mandlige feminister for »ulve i fåreklæder«. Opdateret 12/8 2016: ‘Sorthætte Feminist’ har siden gjort sin blog privat. Citatet ovenfor stod at læse på bloggen, da dette indlæg blev skrevet.

Eller mænd i forklæder?

Andre ser dog mere positivt på mændenes entré i køns- og ligestillingsdebatten, hvilket fremgår tydeligt, når man følger diverse diskussioner på de sociale medier. Og hvem ved? Måske er disse mænd med til at starte en trend, der gør det moderne for mænd at være feminister. Ligesom mandlige tv-kokke har gjort køkkenet til et maskulint rum, hvor mænd i forklæder ikke betragtes som tøsedrenge, men som ‘gastroseksuelle’ idoler, kan mandlige feminister måske gøre feminismen til et maskulint rum og føje ordet ‘femiseksuel’ til trendforskernes vokabularium. Der er næppe nogen tvivl om, at de tre herrer hellere end gerne vil opfattes sådan. Om de ender med at blive det, kan kun tiden vise.