Den svenske feminismedebat viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke siger fra over for ekstremismen i tide.
I et meget omtalt indlæg i Aftonbladet skriver svenske Åsa Linderborg om politisk korrekthed og feminisme i den svenske debat. Linderborg fortæller, at hun opfatter sig selv som politisk korrekt, og indlægget er ikke en kritik af anstændighed og god tone.
– Jag betecknar mig själv som politiskt korrekt. Det vill säga, jag strävar efter att verka för alla människors lika värde och möjligheter oavsett kön, etnicitet, ras (om vi nu ska använda det ordet), sexuell läggning, funktionsnedsättning etc., skriver Linderborg.
Boykot og trusler fra feminister
I stedet er Linderborgs kritik rettet mod den svenske feminisme, der udvikler sig i ekstrem retning. Fx har feministerne kastet sig over den kvindelige forfatter Kajsa Ekis Ekman, fordi hun i en bog kom til at kalde en transkønnet person for “han”.
Selv om Ekman siden har sagt, at det var en fejl, har feministerne organiseret boykotter af arrangementer, hvor Ekman skulle deltage, og feministerne har ligeledes taget kontakt til hendes arbejdsplads og krævet hende fyret. Samtidig har man på Twitter udstedt et krav om, at ingen deler artikler, Ekman har skrevet.
– Kajsa Ekis Ekman är bland annat kolumnist i ETC. Den redaktionen blev i våras, fyra år efter att boken kom ut, kontaktad med krav på att Ekis ska sluta skriva där. På Twitter har följande repression formulerats: den som länkar till en artikel av Ekis får gult kort, två länkar ger rött, fortæller Linderborg.
Det er for let kun at tale om politisk korrekthed
Det er fristende at slå Linderborgs beretninger hen med, at den svenske debat generelt er præget af et, set med danske øjne, ekstremt krav om politisk korrekthed i alle sammenhænge. Der er næppe heller nogen tvivl om, at det er en del af forklaringen.
Men også kun en del af den. Hvad Linderborgs artikel også viser er, hvordan feminismen kan udvikle sig, hvis ingen siger fra i tide. De holdninger, der ligger til grund for de ekstreme reaktioner over for “anderledestænkende” – som altså her er folk, der i bund og i grund er enige med feministerne – findes også i Danmark.
Hadet findes også i Danmark
Betyder det, at alle feminister går ind for boykot og trusler mod ikke-feminister? Nej. Der findes mere moderate feminister, der tager afstand fra både de ekstreme synspunkter og de ekstreme metoder. Men også i Danmark findes ekstreme feministiske grupperinger, der arbejder for at lukke munden på dem, de ikke er enige med, og for hvem ligestilling ikke handler om at stille mennesker lige, men alene bruges som våben i en hadefuld kamp mod mænd og den mandlige seksualitet.
Den svenske debat bør tages som en advarsel mod, hvor langt nogle feminister vil gå, hvis samfundet ikke tager klar og utvetydig afstand fra deres adfærd. Denne afstandtagen skal ikke kun komme fra dem, der i forvejen er kritiske over for feminismen, men fra alle mænd og kvinder, der ønsker at forsvare demokratiet og retten til at være uenig i andres opfattelser.
Det må og skal være sådan, at man kan være uenige med hinanden, uden at det betyder, at man stopper med at tale sammen. Det er forudsætningen for en meningsfuld debat, at ingen truer andre til tavshed.