Kønsforskningen fokuserer mere på forskelle end på ligheder, siger norsk professor.
Dr. Polit i sociologi og professor ved Høgskolen i Lillehammer Christer Thrane spørger i et indlæg på Aftenposten, hvorfor man i kønsforskningen fokuserer mere på forskelle end ligheder mellem mænd og kvinder, og hvorfor selv små forskelle, fx på 4 procentpoint, overdramatiseres og gøres til genstand for analyser, diskussioner og forklaringer. Thrane skriver:
“Hvorfor blir ofte små kjønnsforskjeller, signifikante eller ei, til store saker? Og hvorfor blir interessante ikke-forskjeller mellom kjønnene underkommunisert?
Selvsagt selger historier om forskjeller flere overskrifter enn historier om likhet, men det er neppe hele forklaringen. Er det også slik at en del samfunnsvitere har behov for at det skal finnes kjønnsforskjeller, på den måten at fravær av disse vil redusere forskningsmidler? Og i så fall, fører dette til at noen ser kjønnsforskjeller der de ikke er, og eventuelt overdramatiserer de der de er helt marginale.”
Som eksempel anfører Thrane, at man næppe ret mange andre steder end i lige præcis kønsdebatten ville opfatte forskellen mellem to grupper, hvoraf 18% af den ene og 22% af den anden har oplevet eller været udsat for et eller andet, som en stor og relevant forskel, der i sig selv berettiger debat og yderligere forskning.
Det samme sker i Danmark
Thranes pointer er gode og gælder også i Danmark. Også her fokuseres der mere på forskelle end ligheder, og også her giver selv små forskelle anledning til store forklaringer. Det samme gælder udvælgelsen af særlige fokusområder på bekostning af andre, fx den vedvarende interesse for partnervold (som kvinder udsættes for oftere end mænd) sammenlignet med den helt manglende interesse for vold i almindelighed (som mænd udsættes for oftere end kvinder).
Man kan tilføje, at tendenserne ikke kun gælder for forskningen på universiteterne, men også for det menings- og lobbyarbejde, som finder sted i diverse organisationer, der har med køn og ligestilling at gøre. Også de har brug for at påvise og problematisere forskelle, så bevillingerne øges og/eller forlænges. Det er en indbygget, systemisk logik; en slags ligestillingsindustriens jernlov, om man vil.
Læs også: Vi ved ikke nok om seksuelle overgreb
Thrane slutter sit indlæg med en opfordring til mere forskning “med et på forhånd åpent sinn”. Den opfordring kan man, også hvad angår forskningen i Danmark, kun tilslutte sig.