Fordi DR’s sigte er aktivistisk, ophører DR’s interesse, før det bliver interessant.
Meget er allerede sagt og skrevet om DR’s sexismedokumentar, Sexisme i musikbranchen, som blev sendt i sidste uge. Selv meddelte jeg min skuffelse allerede efter det første af dokumentarens to afsnit, da jeg på X fastslog, at ”der findes veganerfars med mere kød end den fugl, de serverer.”
For det var den følelse, jeg sad tilbage med. Var det virkelig det? I dagevis var der blevet lagt op til noget stort, og så viste udsendelsen sig ikke at indeholde ret meget andet end historierne om Martin Brygmann og det anonymiserede bandmedlem, vi alle hurtigt fandt ud af var Claes Antonsen.
Samtidig var timingen uheldig. De fleste havde i ugerne inden set i hvert fald klip fra TV 2-dokumentaren Den sorte svane, som med skjult kamera afslører ulovligheder på stribe. Det er ikke kun væsentligt, men også stærkt underholdende, hvilket er mere, end man kan sige om DR’s sexismedokumentar, som ikke når Den sorte svane til anklerne på nogen af de to parametre.
Centralt i kritikken af Sexisme i musikbranchen står dokumentarens sammenblanding af grænseoverskridelser og kønspolitisk aktivisme. Jeg var selv inde på det umiddelbart efter at have set den, da jeg på X skrev, at at de fleste formentlig ville ”blive irriterede af det konstante forsøg på at trække paralleller til radio, festivaler mv.” og kort efter tilføjede:
”I værste fald kan det modvirke hensigten for deltagerne og holdet bag produktionen. Hvis man som seer får det indtryk, at krænkelsessagerne bruges som argument for kvoter i musikindustrien, risikerer man at blive mere skeptisk over for kilderne og sagernes troværdighed.”
I Weekendavisen formulerede Leny Malacinski den samme pointe med ordene: ”Det, der serveres som et opgør med seksuelle krænkelser, er ved at udvikle sig til et krav om, at kvinder skal sikres en bedre musikkarriere” og uddybede:
”På ryggen af seksuelle overgreb vil man kræve privatøkonomiske og karrieremæssige fordele til hele sit køn. Det ligner et klassisk mission creep, hvor man udnytter momentum i én arena til at indføre tiltag, der gavner et helt andet formål.”
Desværre kan det ikke overraske nogen, at netop DR valgte den model. Danmarks store public service-medie har i mange år placeret sig meget langt væk fra midten i kønspolitiske produktioner, hvad angår alt fra emnevalg over kildevalg til vinkling. På tværs af platforme og formater producerer DR feministisk aktivisme, stik imod, hvad langte de fleste lyttere og seere ønsker. Det store flertal af danskerne er ikke feminister, men det blæser DR på.
Det er med et udtryk fra min barndom brandærgerligt. Det berøver os alle de interessante udsendelser, vi kunne få, hvis DR havde en mere åben tilgang til køn og ligestilling. Samtidig gør det produktioner som Sexisme i musikbranchen ringere, end de kunne have været.
For det er jo ikke emnet, der er noget galt med. Der er relevant at undersøge, hvilke dynamikker der er på spil i seksuelle relationer som dem, der omtales i dokumentaren. Men fordi DR’s sigte er aktivistisk, ophører DR’s interesse, før det bliver interessant. Fordi DR har et kønspolitisk mål, bliver det vigtigere for DR at knalde manden end at finde ud af, hvorfor manden knalder.
De, der sympatiserer med DR’s aktivisme, vil stille sig tilfredse med, at DR med Sexisme i musikbranchen fik ram på Brygmann og Antonsen. Another two bite the dust! Men det er svært at se, hvad alle vi andre skal bruge dokumentaren til.
Det er ikke ligefrem spektakulært, at man i en hel branche kan finde en enkelt eller to, der er gået for langt. Snarere er det overraskende, at DR ikke har kunnet finde flere. Ikke mindst i musikbranchen, der i lighed med andre kreative brancher er befolket af mennesker, der drages mod grænser og eksperimenterer med dem.
Af alt det, vi ikke fik belyst, ærgrer det mig mest, at DR ikke interesserede sig for kvinders overraskelse over mænds seksuelle interesse i dem. Dokumentaren indeholder flere eksempler på kvinder, som først sent i et forløb opdager, at en mands interesse ikke er faglig, men seksuel.
Som mand er det meget svært at forstå. Kvinder er i almindelighed bedre end mænd til at afkode sociale interaktioner. De kan læse signaler, mærke stemninger og se ting, mange mænd aldrig ville få øje på, selv hvis man udstyrede dem med et forstørrelsesglas. Men når det kommer til mænds seksuelle interesse, er alle disse evner tilsyneladende fuldstændig ude af funktion.
Hvordan i alverden kan det være? Hvorfor er det så svært for kvinder at gennemskue, at når en mand skriver beskeder eller sms’er uden for kontortid, så er der en ikke ubetydelig sandsynlighed for, at der er noget andet på spil end det rent professionelle? Hvis jeg var kvinde, ville det altid være min første tanke. Tror jeg. For jeg ved jo netop ikke, hvordan det er at være kvinde.
Dokumentarer som Sexisme i musikbranchen kan være med til at gøre os klogere på hinanden på tværs af køn. Bringe os nærmere en forståelse af, hvorfor vi opfatter situationer forskelligt. Måske endda gøre det lettere for os at tale sammen eller i hvert fald tale samme sprog.
Men det kommer de ikke til, så længe aktivismen står i vejen. Når man som DR arbejder ud fra en drejebog, der skal skabe politiske forandringer, bliver det styrende for indholdet. Kun elementer, der understøtter slutmålet, inkluderes. Alt andet bliver til støj.
Desværre. For det er dér, i støjen, det vigtige ligger.