En grundig toer

Boganmeldelse: “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen af Hans Bonde.

Da jeg gik i gang med at læse “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg er bekendt med professor Hans Bondes tanker om køn og ligestilling, som jeg i vidt omfang deler og sympatiserer med, men bortset fra en kort radiodebat havde jeg afholdt mig fra at se eller læse omtale af bogen. Sådan foretrækker jeg det. Jeg vil helst ikke vide, hvad jeg går ind til. Hvorfor berøve sig selv muligheden for at blive overrasket?

Det stod dog hurtigt klart, at jeg var i gang med en toer. “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen er en efterfølger til Bondes 2013-bog Fordi du fortjener det – Fra feminisme til favorisme. At det forholder sig sådan, behøver du ikke tage mit ord for, da Bonde på side 15 eksplicit skriver, at Fordi du fortjener det – Fra feminisme til favorisme »kan ses som et forarbejde til nærværende bog.«

Toere er altid svære at bedømme. Dels fordi man uvægerligt vil sammenligne dem med etteren, som man har holdt af i lang tid. Dels fordi toeren på én gang skal være en fortsættelse og et brud. Ligger den for tæt på etteren, bliver man skuffet, men det gør man også, hvis den ikke ligger tæt nok på. Det er en vanskelig balance.

I“Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen gentager Hans Bonde sin kritik af det krav favorisering af kvinder, som ifølge Bonde er vokset frem gennem de seneste årtier og er i fuld gang med at blive implementeret på tværs af sektorer, brancher og institutioner. Hvor Bonde i 2013 brugte sine kræfter på at påpege og forklare problemet, sætter han sig i “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen for at dokumentere det.

Det sker kapitel efter kapitel gennem grundig gennemgang af et stort antal undersøgelser og andre data. En gennemgang, Bonde har fået hjælp til af epidemiologen Torsten Skov. Det store fokus på undersøgelserne er væsentligt for bogens pointer, men betyder, at “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen stedvis kan forekomme tung. Bonde medgiver da også, at den nye bog er »mere videnskabeligt baseret og ikke-polemisk« end sin forgænger (side 16).

De undertiden temmelig lange gennemgange af data, metoder med videre vil ikke falde i alles smag, og hvis man sætter en skønlitterær anmelder til at læse Bondes bog, vil han eller hun sikkert blive træt undervejs. Men der er god grund til at holde kritikken tilbage. Dels virker det uintelligent at kritisere en akademiker for at gå akademisk til værks. Dels er gennemgangene hjertet i den historie, Bonde fortæller: at den ’fifty-fifty-ideologi’, som er styrende for de ligestillingspolitikker, der dominerer på tværs af samfundet, langt hen ad vejen hviler på falske præmisser.

»(…) forestillingen om, at det skulle være bevist, at kvinder rammes af ‘ubevidst bias’, er i sig selv en bias. De undersøgelser, der skulle dokumentere den, er rendyrket pseudovidenskab, hvilket ministre, førende universiteter og internationale videnskabelige tidsskrifter ‘i den gode sags tjeneste’ vender det blinde øje til«, skriver Bonde på side 338-339 og fortsætter:

»Meget af den ligestillingsdiskurs, der her er blotlagt, foregår som ekkokamre, hvor man tillader sig at manipulere med evidens og samtidig forstærker hinandens svagt funderede synspunkter/budskaber, så de er blevet ophøjet til en form for ‘sandhed’. Det gælder f.eks. den efterhånden udbredte forestilling om, at øget ‘mangfoldighed’ i ledelse automatisk fører til større økonomisk udbytte.«

Seks områder kaster Bonde sig i bogen over med særlig grundighed i selvstændige kapitler. Det drejer sig om forskning, kunst, film, musik, ledelse og politik. Det er her, især i kapitlet om forskning, at Bonde forholder sig kritisk til de undersøgelser, de dominerende idéer om ’mangfoldighed’, ’repræsentation’, ’talentspild’, ’ubalance’ med videre hviler på.

Kapitlerne er dog ikke rene talgennemgange. Løbende forsyner Bonde sin analyse med eksempler hentet fra den virkelige verden, og bogen giver derved læseren et indblik i en lang række politikere, kulturpersoner og andres holdninger og udtalelser om køn og ligestilling. De fleste af eksemplerne er fra denne side af årtusindskiftet og nogle endda dugfriske, men sine steder kaster Bonde også blikket længere tilbage.

I bogens sidste kapitler opsummerer og perspektiverer Bonde sine pointer, ligesom han giver sit bud på, hvordan vi kommer videre. Et bud, som ligger i forlængelse af det ideal om ligestilling, Bonde hylder, nemlig idéen om lighed i udgangspunktet. I en vis forstand kan bogen læses som en variation over netop det tema og konsekvenserne ved at afvige fra idealet. Som her, på side 336, hvor Bonde reflekterer over udviklingen og dens konsekvenser:

»Aktuelt er der en stor offentlig opmærksomhed på minoriteters fokus på krænkelser. Samtidig er det imidlertid forbigået de flestes opmærksomhed, at der over årene allerede er blevet institutionaliseret et identitetspolitisk kvindeprojekt, der har systematiseret krænkelsestænkningen og har forsøgt at give den en videnskabelig begrundelse, der har medvirket til at legitimere en lang række modvirkende særprocedurer«, skriver Bonde og fortsætter lidt efter:

»Udviklingen er med til at underminere det klassiske borgerbegreb, hvor samfundet tilskriver borgeren rettigheder som individ. Borgerbegrebet er skabt til at sikre, at rettigheder er noget, staten garanterer individet uafhængigt af køn, etnicitet, tro og andre mulige gruppeidentiteter. I et demokratisk samfund er man borger, før alt andet. Hvis tendensen til at tilskrive rettigheder på baggrund af kollektive tilhørsforhold fortsætter med inddragelse af stadig flere grupperinger og minoriteter, splintres det moderne samfund.«

Politisk placerer Bonde ikke hele skylden for favoriseringsfeminismens fremmarch hos de venstreorienterede partier, om end de naturligvis i vidt omfang har støttet og fortsat støtter den. Også de borgerlige partier bærer et ansvar, mener Bonde, og det samme gør de mange virksomheder, der pligtskyldigt underkaster sig det ene krav efter det andet i håbet om at få et bedre omdømme.

»Jeg ser derfor ikke udelukkende den kvindelige identitetspolitik som et udslag af venstrefløjens udskiftning af et forandrende kollektivt subjekt fra ‘arbejderklasse’ til ‘kvinder’ eller et hermed forbundet skift fra marxismens ‘falske bevidsthed’ til feminismens ‘usynlige strukturer’. Også mange borgerlige politikere og topledere inden for erhvervslivet har omfavnet favoriseringspolitikken, for her er der både (kvindelige) vælgerstemmer og progressiv branding at hente«, skriver han på side 26.

“Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen er relevant for alle med interesse for køn og ligestilling. Bogen er også værd at overveje for læsere med interesse i identitetspolitik samt politik i bredere forstand. Bogens fokus er ligestilling, men grundet sine mange eksempler og emnets naturlige berøring med andre sfærer, herunder det politiske system, henvender bogen sig til en bred læserskare.

Personligt kunne jeg godt have ønsket, at Hans Bonde havde genbesøgt de tanker om kvindemagt, han introducerede i Fordi du fortjener det – Fra feminisme til favorisme. Ikke kun fordi de er interessante i deres egen ret, men fordi de bestemt ikke er blevet mindre aktuelle siden 2013. Tænk blot på den igangværende MeToo-bølge, som med fordel kan beskues fra et kvindemagtperspektiv.

I det hele taget savner jeg, at Hans Bonde kommer tættere på de mennesker, det hele drejer sig om: mændene og kvinderne. Der er store dele af livet, Bonde ikke berører, ligesom der er store diskussioner om årsagerne til forskellene på mænd og kvinders gøren og laden, Bonde kun perifert forholder sig til. Hvis der kommer en treer, kan Bonde med fordel udvide sit blik til disse områder, som ikke er politiske, men som ofte bruges politisk.

Disse kritikpunkter rokker dog ikke ved, at “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen er et relevant indspark i debatten om ligestilling. For nogle vil bogen være en øjenåbner. For andre vil den udtrykke genkendelige tanker. Bogens store styrke er dens gennemgang af undersøgelser, deres data og deres metoder, men mange vil også værdsætte bogens samlede argumentation, som udfoldes i små bidder undervejs.

Hans Bonde mener, at mulighedslighed er bedre og mere retfærdigt end resultatlighed, at mennesker skal ligestilles som individer, ikke som kønskollektiver, og at afvigelser fra disse principper medfører omkostninger for både den enkelte og samfundet som helhed. I “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen viser han, at den feministiske insisteren på at favorisere kvinder hviler på et forløjet grundlag, at favoriseringen af kvinder derfor er illegitim, og at den i mange tilfælde opretholdes af interesser, der ikke har det fjerneste med ligestilling at gøre.

Jeg håber, “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen vil blive læst af nogle af de mennesker, der har magt til at reagere på de problemer, Hans Bonde påpeger. Det er en supertanker, han beder skifte kurs, og den slags tager tid. Men så meget desto mere er der grund til at gå i gang med det samme.

Jeg giver “Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen fire af seks mulige stjerner, idet jeg vægter bogens vigtige budskab, gode pointer, interessante nedslag og solide argumentation.

“Vi vil have vores fair andel!” – På vej mod fifty-fifty-kulturen er 387 sider lang og udkom på Gyldendal den 8. oktober. Bogen kan købes hos de fleste boghandlere.