6. oktober, 2024

Hvorfor skal der være færre kvinder i undertøj i Euroman? Interview med chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst. Billede: Pressefoto, Euroman.

Euroman har besluttet at fjerne formatet ‘En kvinde vi kan li” og vil generelt gå bort fra billeder af kvinder i undertøj. Men hvorfor nu det?

Kristoffer Dahy Ernst blev chefredaktør for Euroman i efteråret og har allerede truffet sin første større beslutning.

Formatet ‘En kvinde vi kan li”, som har været en del af Euroman siden 2006, skal væk. Det samme skal artikler om kvinder, der ikke har andet formål end at vise, hvordan de ser ud.

Men hvorfor nu det? Hvad er der i grunden galt med også at betragte kvinder som seksuelle objekter? Er Euroman blevet woke? Er kursskiftet chefredaktørens ønske, eller skyldes det, at nogen et sted i Egmont har truffet en strategisk beslutning på tværs af virksomhedens magasiner?

Det har jeg spurgt Kristoffer Dahy Enrst om.

Farvel til ‘En kvinde vi kan li”

Allerede i 2016 besluttede Euroman at justere formatet ’En kvinde vi kan li’. I skrev: »På Euroman kan vi li’ kvinder. Vi kan lide jeres bryster, og vi kan lide jeres baller. Det har vi aldrig lagt skjul på. Men i løbet af 2016 begyndte vi at lade de kvinder, der medvirker i vores faste pinup-format, være mere påklædte end tidligere. Det har vi gjort for at give mere opmærksomhed til det, kvinderne siger, og til de erfaringer, de har gjort sig i livet. Den del af kvinden er nemlig mindst lige så sexet.« Og ser man på de kvinder, Euroman i 2020 kunne li’, er billederne absolut tækkelige. ’En kvinde vi kan li’’ har altså allerede gennemgået en transformation, hvor fokus er flyttet fra kvinden som sexobjekt til kvinden som menneske. Alligevel har du besluttet helt at afskaffe ’En kvinde vi kan li’’? Hvad er baggrunden for det? Hvorfor ikke beholde det, som det har været siden 2016?

– Helt overordnet synes jeg, der er behov for et brud med den historik, ’En kvinde vi kan li’’ har. For uanset hvor meget man prøver at trække det i en sober retning, som det er blevet gjort siden 2016, er der bare enormt mange negative konnotationer forbundet med det format, fordi det netop før den tid har været meget præget af, hvordan skal man sige det, blondeundertøj og uglet hår. I stedet for at forsøge at ændre et meget udskældt og meget velkendt format i Euroman er det nemmere at gøre sig fri af fortidens lænker og kigge fremad. Vi har haft nogle snakke på redaktionen i forhold til, hvordan vi gerne vil portrættere kvinder, tale med kvinder og tale om kvinder, og i forhold til dem har ’En kvinde vi kan li’’ bare ikke været et optimalt format.

En central udfordring ved at være heteroseksuel mand i et moderne samfund er at balancere seksuel interesse i kvinder med respekt for kvinder som ligeværdige samarbejdspartnere, fagpersoner, kolleger, venner og så videre. Den moderne mand skulle kunne begge ting på én gang. Skal Euroman ikke også det? Burde I ikke være i stand til at rumme både den seksuelle interesse i kvinder og respekten for kvinder i stedet for at fjerne det ene og kun fokusere på det andet?

– Jo, og det kan vi bestemt også. Det kan bare gøres på mange forskellige måder. Jeg vender tilbage til mit svar fra før: Vi vil hellere gribe det an på en ny og mere interessant måde. Og så kan man også tale om, at det er fair at pensionere et format, som er udkommet siden januar 2006. Men det er klart, at sex stadig skal spille en rolle i magasinet, eftersom det bogstaveligt talt er det, der får jorden til at dreje rundt. Så selvfølgelig skal det det. Men det er en løbende diskussion eller undersøgelse, om man vil, som vi har i magasinet.

Men bare lige, så vi er enige: Når I fjerner det her format, så kommer der til at være færre kvinder i undertøj i Euroman, ikke?

– Ja. Nu sagde du jo selv, at der ikke har været så mange siden 2016. Men der kommer til at være færre kvinder i undertøj, det gør der. Der skal være en god grund til at vise kvinder i undertøj, hvis vi skal gøre det. Vi kommer ikke til at have kvinder med i Euroman, hvor vi viser dem, bare for at vise deres krop. Jeg gider ikke sådan en objektivisering af kvinder.

Gælder det alle formater på tværs af Euroman, også online?

– Der ligger noget historik online med ældre ting, som vi er i gang med at kigge på, hvordan vi skal gribe an. Der er lidt teknisk, men fordi vi er en del af et stort hus, kan sådan noget som at få ændret større ting ved en hjemmeside godt kan tage lidt mere tid end fra den ene dag til den anden. Men det er helt klart, at vi under mit virke ikke skal have features med kvinder, hvor vi kun har dem med, fordi de ser godt ud.

Jeg sidder her og kigger på en artikel fra marts 2017, der har overskiften ’Emily Ratajkowski smider tøjet igen, og vi bliver aldrig trætte af det’. Og så har I en masse billeder, hvor man kan se hende i undertøj. Sådan en artikel kommer der ikke til at være i fremtiden?

– Nej, det tør jeg faktisk godt sige, at der ikke gør. Der skal simpelthen være mere kød på den historie.

Det er altså ikke kun formatet ’En kvinde vi kan li’’, I fjerner. Det er bredere end som så?

– Ja, det stikker dybere. Beslutningen er en del af det, vi langt om længe ser i samfundet, hvor der har været en diskussion, som virkelig har taget fat, især i år. Det med, at man ser eller udstiller kvinder for den måde, de ser ud på, og ikke er interesseret i at have en samtale med dem, det, synes jeg, er utidssvarende. Eller lad mig sige det på en anden måde: Det har sikkert sin plads i nogle medier, det er bare ikke der, Euroman er.

Er Euroman blevet woke?

Nogle vil betragte beslutningen om at fjerne ’En kvinde vi kan li’’ som et udtryk for, at Euroman er blevet woke. At I efterlever tidens identitetspolitiske krav om bestemte syn på køn og seksualitet, som er kommet til Danmark fra USA. Hvordan ser du på det? Er det det, der er sket?

Jeg ved ikke, om det er inde i mig selv eller udefra, de ting her er sket. Jeg tog nogle fag i kønsstudier, da jeg læste på universitetet i London, så det har altid været en interesse for mig, hvordan køn er repræsenteret, og hvad seksualitet er. Men samtidig har det selvfølgelig noget at gøre med, at verden har forandret sig radikalt de seneste par år, og at man heldigvis ikke kan slippe af sted med at have sådan et syn på kvinder eller vise kvinder på den måde. Eller det synes jeg i hvert fald ikke, man bør slippe så let af sted med. Jeg undrer mig stadig over, at der findes Side 9-piger i Ekstra Bladet, og at de har prostitutionsannoncer. Men det skal du nok tale med Poul Madsen om.

Jeg interviewede for nylig ALT for damernes chefredaktør, Rikke Dal Støttrup, fordi ALT for damerne har besluttet sig for at blive aktivistisk. Er Euromans beslutning om at fjerne ’En kvinde vi kan li’’ også en form for aktivisme?

Det synes jeg jo overhovedet ikke, det er. Jeg synes jo bare, det er sund fornuft. Jeg skrev det jo bare som en PS i min leder. Den første leder, jeg har skrevet, efter jeg blev chefredaktør. Netop fordi jeg ikke ville blæse det stort op. Det var nærmest bare en lille hilsen til læserne. Og det kom lidt bag på mig, hvor mange reaktioner det skabte. Du kan se, hvor mange der har liket og retweetet det tweet, jeg har lavet. Og jeg har givet interview til både Journalisten, Berlingske og BT og nu også dig. Og var i Radio4 i morges. Der har været kæmpestor interesse for det. Det har også været et par kritiske folk, der har sagt, at nu er vi til fals for feminisme, og hvad de ellers kan finde på at sige. Det kommer bag på mig, at der er så stor opmærksomhed på det, når jeg egentlig synes, det er en meget, meget nem og meget, meget straighforward beslutning at tage.

Der er et tidsmæssigt sammenfald mellem ALT for damernes beslutning om at blive aktivistisk og skrive om blandt andet ligeløn og Euromans beslutning om at fjerne ’En kvinde vi kan li’’. Både ALT for damerne og Euroman er en del af Egmont. Er forklaringen i virkeligheden den, at der har siddet nogle chefer et sted i Egmont og truffet beslutning om en ny overordnet retning for magasinerne, som det nu er jeres opgave som chefredaktører at eksekvere?

– På ingen måde. Vi har fuldstændig redaktionel frihed. Der er ingen, der blander sig i, hvad vi foretager os. Hvis jeg havde sagt, at nu vil jeg have ’En nøgen kvinde vi kan li’’ i magasinet, så stod det mig fuldstændig frit for at indføre. Der er absolut ingen, der har blandet sig i min beslutning, og den har intet med Rikkes at gøre.

Læserne og fremtiden

Afskaffelsen af ’En kvinde vi kan li’’ betyder, at Euroman bliver ’pænere’. Der vil helt basalt være færre billeder af kvinder i undertøj. 70 procent af Euromans læsere er mænd. Hvis man spørger dem, vil de sikkert sige, at de køber Euroman for at læse artiklerne. Men mange af dem har sikkert ikke haft noget imod, at der også har været flotte billeder i Euroman.

– Det kan der sagtens stadig være. Det kommer bare ikke til at være undertøjsbilleder. Vi har fem kvinder med i det nye Euroman, som taler om deres faglighed og det, de kan. Dem har vi snakket med, fordi de kan noget. Fordi de har nogle evner og nogle talenter.

Hvordan tror du, jeres læsere, særligt jeres mandlige læsere, vil tage imod beslutningen om at afskaffe ’En kvinde vi kan li’’?

Fint. Jeg tror, at hvis de vil se på kvinder, de kan lide eller synes om, så ved de godt, hvor de skal gå hen på nettet for at finde dem. Det, tror jeg ikke, er så svært for dem. Det er lidt hver ting til sin tid. Jeg vil gerne hive Euroman endnu længere ud af omklædningsrummet og op i en kvalificerende samtale.

Tror du, tiden for kvinder i undertøj er uigenkaldeligt forbi i de brede mandemagasiner, eller tror du, det er en fase, og at der igen på et tidspunkt vil blive plads til formater som ’En kvinde vi kan li’’ i magasiner som Euroman?

Det er et godt spørgsmål. Jeg har selv tænkt det samme om den bornerthed, eller hvad man skal kalde det, hvor man er meget opmærksom på, hvad man siger, hvad man gør, og hvordan man ser ud, som man mildest talt godt kan sige præger samfundsdebatten for tiden. Jeg tror, der på et tidspunkt, og det kan både være om fem, ti eller tyve år, vil komme et tilbageslag eller en kurs tilbage, hvor man bliver mere kropsligt orienteret. Når det så er sagt, kan det godt være, man ser færre kvinder i blondeundertøj og slanke kvinder med store bryster, men til gengæld ser man en langt bredere repræsentation af alle slags kropstyper. Når man kigger rundt på magasinforsider globalt og kigger rundt på nettet, ser man, hvordan flere og flere undertøjsfirmaer laver kampagner med modeller, som er store og små og høje og lave. Det, synes jeg, er en meget positiv udvikling. Så der er en meget klar opmærksomhed på kroppen lige nu, men det er ikke så meget den seksualiserede krop, som det har været tidligere. Jeg synes ikke, tiden er så sexet lige for tiden. Men det, tror jeg, da godt kunne komme igen om fem eller ti år.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview