Forskere overser centrale spørgsmål i debatten om solomødre

Kvinders mulighed for at fravælge mandlige partnere og få børn alene som solomødre rejser mange spørgsmål. Billede: Mor med barn, Pixabay.com

For den nuværende generation af solomødre var solomødreskabet en nødløsning. For de kommende vil det blive et livsstilsvalg.

I en kommentar i Information den 6. juni med titlen ‘Udskamning af solomødre er baseret på misogyni og akademisk fake news’ kritiserer forskerne Stine Willum Adrian, Janne Rothmar Herrmann, Charlotte Kroløkke og Anna Sofie Bach antropolog og ph.d.-studerende Morten Schütts kronik om samme emne, ‘Statsbetalt solomoderskab er ikke kvindefrigørelse, det er skadeligt for barnet’, som blev bragt den 28. maj.

Akademisk fake news

De fire forskere baserer deres kritik på forskningsresultater, de intet sted henviser konkret til. ”Fra den psykosociale forskning ved vi at det, der udløser problemer i børns opvækst, er spørgsmål som for eksempel fattigdom og opvækst i konfliktfyldte hjem”, skriver de, men fortæller ikke læseren, hvilke forskere eller forskningsprojekter, den omtalte viden stammer fra. Denne løsagtige omgang med henvisninger går igen i hele kommentaren og efterlader læseren ude af stand til at undersøge, om skribenternes påstande er sande, og hvor solidt et grundlag de i givet fald hviler på.

Nu er en kommentar ikke en videnskabelig artikel, og de fire forskeres fremgangsmåde ville under normale omstændigheder ikke være et problem. Men når man anklager andre for ”akademisk fake news”, bør man selv levere et stærkere fundament for sin kritik, end Adrian, Rothmar, Kroløkke og Bach gør. Hermed ikke sagt, at de fire forskeres udlægning af den eksisterende viden er forkert. Blot sagt, hvilket er væsentligt nok, at deres formidling af den umuliggør enhver form for eftersyn.

Ad hominem

Et stærkt kendetegn ved en svag kritik er behovet for at gå efter manden i stedet for bolden. I de fire forskeres tilfælde kommer dette behov tydeligst til udtryk gennem anklagen om, at Schütt er optaget af samme problemstillinger som ”mandlige misygone debattører”, altså kvindehadere. Schütt, må vi forstå, er nok selv kvindehader, for hvad skulle ellers forklare dette sammenfald mellem hans og kvindehadernes interesser? Vi får i øvrigt intet sted at vide, hvorfor mænd med interesse for mænds reproduktive rettigheder og muligheder er misogyne. Sådan er det åbenbart bare.

En tilsvarende mangel på argumentation gælder kvartettens hånlige nedvurdering af kernefamilien til fordel for regnbuefamilien. De fire forskere er tydeligvis begejstrede for det afvigende, men konkretiserer ikke med andet end en stereotyp fremstilling af den traditionelle maskulinitets traditionelle mandeideal – som af forskerne beskrives som ”en forestilling om prins Valiant som den ideelle mand” – hvorfor det homonormative samfund skulle være det heteronormative overlegent. Det ville ellers have været interessant at få belyst. Selv uden henvisninger.

Er det rimeligt?

Det største problem ved Adrian, Rothmar, Kroløkke og Bachs kommentar er dog, at de overser to centrale spørgsmål i debatten om solomødre: spørgsmålene om rimelighed og konsekvenser.

Hvad angår det første, bør man gøre sig klart, at solomorordningen absolut ikke gælder alle kvinder. Er en kvinde misbruger, eller udviser hun på anden måde en adfærd, som vurderes uhensigtsmæssig, klapper pengekassen i. Den gratis fertilitetsbehandling til i øvrigt raske kvinder, som ønsker at få børn uden en mandlig partner, gælder alene ressourcestærke kvinder. Dette forhold kan efterses i de gældende regler og kom desuden ufrivilligt til udtryk i en nylig podcast, hvor en solomor i samtale med kønsdebattøren Henrik Marstal sagde, at han med sine positive holdninger til solomødre sikkert ville få mange stemmer på Frederiksberg. Solomorordningen er først og fremmest den succesfulde kvindes ordning. Det kreative job, den pæne løn, den flotte lejlighed, de dejlige rejser. Og så lige en nuttet baby til at fuldende billedet af det perfekte liv.

Heroverfor står titusinder og atter titusinder af mænd, som ikke kan finde en partner at få børn med, og som i modsætning til solomødrene ikke har mulighed for at få det uden. Hver femte mænd er i dag barnløs, når han runder 45, og problemet er størst blandt ufaglærte. Her er det hver tredje 45-årige mand, der ikke har børn. Et tal, der er fordoblet på bare 30 år. Adrian, Rothmar, Kroløkke og Bach har den frækhed at omtale fænomenet som ”mændenes (reproduktive) fravalg”, selv om det er åbenlyst for enhver, at mændene i vidt omfang fravælges, ikke fravælger, og skriver, at de ikke kan forklare tendensen, da den udgør et ”videnshul”. Dette står i skarp kontrast til både den offentlige debat, hvor ressourcestærke kvindelige debattører ikke har lagt skjul på, at de ikke gider ”tabermænd fra Nordjylland”, og den forskning, der viser, at kvinder og mænd har forskellige præferencer, hvad angår partnervalg1. Kvinder vægter partneres status højest, mænd vægter partneres udseende højest. Denne præferenceforskel fører i takt med udviklingen på uddannelsesområdet, hvor kvinder uddanner sig mere end mænd, til det problem, vi ser nu. Kvinder får på den ene side i stigende grad svært ved at finde partnere, der har samme eller højere status, end de selv har. Mænd får på den anden side i stigende grad svært ved at finde partnere, der er tilfredse med den status, de har. Hvor den mandlige læge altid har været tilfreds med at gifte sig med den smukke sygeplejerske, er den kvindelige læge knap så begejstret for at gøre det samme, da det for hende ikke er udseendet, men statussen, der er afgørende. Hendes potentielle partnere begrænser sig til andre læger, jurister og lignende, og dem er der ikke nok af i mandlig udgave til det stigende antal højtuddannede kvinder.

Rimelighedsspørgsmålet har desuden en tredje komponent i forskellen mellem mænd og kvinders bidrag til statskassen. Som økonomiprofessor Nina Schmidt har vist, er mænd nettoydere, mens kvinder er nettomodtagere. Denne forskel dækker naturligvis over betydelige forskelle internt i grupperne mænd og kvinder, men det ændrer ikke ved det principielle spørgsmål, den rejser: Er det rimeligt, at mænd skal betale for, at kvinder kan få børn uden mænd? Det er, sammen med spørgsmålene om solomorordningens sociale skævhed, både i forhold til, hvilke kvinder der kan gøre brug af den, og hvilke mænd der rammes hårdest af den, et legitimt spørgsmål at stille.

We ain’t seen nothing yet

Hvad angår konsekvenserne, overser de fire forskere i lighed med mange andre i solomordebatten, at vi indtil nu kun har set den første bølge af solomødre, og at denne gruppe adskiller sig fra de næste på et afgørende parameter.

Muligheden for at blive solomor på statens regning blev indført i 2007. Det betyder, at den første bølge af solomødre, altså dem, vi ser få børn i disse år, var i midten eller slutningen af tyverne, da ordningen blev indført. Når de fortæller, at det at blive solomødre ikke var deres førsteprioritet, er der ingen grund til at tro, at de lyver. De voksede ikke op med muligheden og tilrettelagde derfor heller ikke deres kærlighedsliv efter den. De ledte efter en mand at få børn med, fandt ham ikke og valgte at blive solomødre, fordi alternativet ville have været aldrig at blive mødre.

Anderledes forholder det sig for de piger, der i dag er teenagere. De vokser op med solomorordningen som et etableret alternativ til at finde en mand at få børn med, og det kommer til at påvirke deres adfærd over for mænd i hele deres ungdoms- og voksenliv. De vil stille højere krav til de potentielle fædre til deres børn, end tidligere generationer af kvinder har gjort, fordi de ved, at de har solomorordningen at falde tilbage på, hvis de ikke finder den perfekte mand. Det vil have to konsekvenser. Dels vil der ske en stigning i antallet af solomødre. Dels vil gennemsnitsalderen for solomødre falde. Kvinder, der vokser op med solomorordningen som et tilgængeligt og socialt acceptabelt alternativ til at få børn med en mand, vil i stigende grad indtænke ordningen i planlægningen af deres liv. Det, der for den første generation af solomødre var en livline i 11. time, vil for de kommende generationer i højere grad blive et livsstilsvalg.

En kvalificeret diskussion?

De ovenfor anførte overvejelser udtømmer på ingen måde debatten om solomødre. Et væsentligt aspekt, som er udeladt her, er spørgsmålet om børnenes mulighed for at finde ud af, hvem deres far er. Som reglerne er nu, efterlades børn af solomødre uden ret til at få oplysninger om deres fædre. Et andet væsentligt aspekt, som ligeledes er udeladt her, er barnets tarv. Måske har fædre noget at byde på i forhold til børns opvækst og udvikling, som ikke uden videre kan undværes eller erstattes. Disse elementer af debatten er blevet taget op af blandt andre socialdemokraten Simon Simonsen og bør føre til yderligere refleksioner.

Adrian, Rothmar, Kroløkke og Bach efterlyser i deres kommentar en kvalificeret diskussion af ”mænds reproduktive liv, ønsker og drømme”. Et forsøg på et bidrag hertil er hermed givet. Mænds muligheder for at blive fædre vil i fremtiden i stigende grad blive påvirket af solomorordningen. Det er vi nødt til at kunne diskutere uden beskyldninger om ”misogyni” og ”udskamning af kvinder”.

1 Her bare et eksempel. Samme resultat er fundet af forskere i hele verden. ”Past research has demonstrated clear gender differences in reported mate selection criteria. Compared to women, men place more importance on physical attractiveness and women place more importance than men do on the earning capacity of a potential mate. These gender differences have been explained using both sociobiological propositions and differences in the relative economic power of men and women. The present study tested the structural powerlessness hypothesis as an explanation for women's greater emphasis on the earning capacity of a potential spouse. Samples of college students (N = 997) and community members (N = 282) were asked to report expected personal income and to rate the importance of listed characteristics in a potential mate. Consistent with past research, men placed more emphasis on the item Good Looks, whereas women placed more importance on the item Good Financial Prospect.” Wiederman, Michael W. og Rice Allgeier, Elizabeth: ’Gender differences in mate selection criteria: Sociobiological or socioeconomic explanation?’ i Ethology and Sociobiology, Volume 13, Issue 2, March 1992. https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/016230959290021U 
The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

39 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

39 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *