Slår mandlige drabsmænd ihjel, fordi de er mænd? Det mener to britiske feminister, der blandt andet hævder, at mænds vold har en ‘epidemisk natur’.
Information bragte i går en artikel, der fik mig til at reagere på flere måder. For det første blev jeg ked af det. Ked af, at nogen i 2015 tænker tanker, der hører hjemme i 30’ernes Tyskland. Og ked af, at en dansk avis lægger spalteplads til udbredelsen af dem. For det andet blev jeg vred. Vred over, at et alvorligt problem tages som gidsel af mennesker med en helt anden dagsorden. Og vred over, at disse mennesker uimodsagt får lov til at gøre det.
Artiklen handler på overfladen om to kvinder. For det første en feministisk aktivist fra England, Karen Ingala Smith, der har skabt en database over kvinder, der er blevet dræbt af mænd. Databasen er tilgængelig på nettet og kaldes Femicide Census-projektet. For det andet en feministisk organisationsleder, Polly Neate, der er direktør for Women’s Aid.
Men under overfladen handler artiklen om had. Den fortæller en historie om, hvordan mennesker kan hade så intenst, at de ikke længere kan rumme hadet i sig, men må gå skridtet videre og plante det i andre. En historie om, hvordan erkendelse altid er fortolkning, og hvordan hadet hos hadefulde mennesker bliver det filter, verden opleves igennem.
Hadets metode
Karen Ingala Smith og Polly Neates metode er hverken ny eller videre interessant. De gør ikke noget, andre mennesker ikke har gjort før dem, når de ville sprede had til en specifik befolkningsgruppe. Metoden er denne simple:
- Dokumentér noget slemt – så slemt som muligt – nogle medlemmer af befolkningsgruppen har gjort eller gør
- Vis, at dette slemme skyldes et træk ved befolkningsgruppen og dermed ikke kan forklares som enkeltstående tilfælde
- Indsaml og udbred negativ information om befolkningsgruppen (hetz)
- Kræv at staten/samfundet sætter ind over for befolkningsgruppen.
Vi kender alle til metoden fra 30’ernes nazistiske propaganda, der handlede om had til jøder. I Smiths og Neates tilfælde handler det om had til mænd.
Tillad mig at demonstrere med udvalgte citater fra Informations artikel, hvordan Smith og Neate skridt for skridt følger metoden:
- ”Nu ved mange, at i gennemsnit bliver to kvinder hver uge dræbt af en partner eller ekspartner i England og Wales.”
- ”Alt understøtter forestillingen om de enkeltstående hændelser. Der er et udbredt problem med at sætte tingene ind i en sammenhæng.” Og: ”Vi er nødt til at holde op med at se på mænds drab på kvinder som isolerede hændelser. Vi skal sætte dem i sammenhæng og se mønstre for at kunne erkende, hvor stort et problem det er.”
- Femicide Census-projektet (database over kvinder, der er blevet dræbt af mænd).
- ”Det er afgørende, at regeringen fortsætter med at vise lederskab i erkendelsen af omfanget og følgerne af mænds vold mod kvinder (…) Vi opfordrer regeringen til at gå forrest ved at indsamle og offentliggøre statistikker om kvindelige ofre for mænds vold, så debatten kan blive til en målrettet søgen efter løsninger.”
Metodisk er der således ikke den store forskel på Smith/Neate og andre hadprædikanter. Det afgørende er punkt 2., hvor gerninger begået af enkelte medlemmer af befolkningsgruppen søges forklaret ved generelle træk ved hele gruppen. ”Vi er nødt til at holde op med at se på mænds drab af kvinder som isolerede hændelser”, siger Neate. Den enkelte drabsmand skal ikke først og fremmest forstås med udgangspunkt i, hvad han har gjort – at han har begået et drab – men hvad han er – at han er en mand.
Hadretorik
Retorisk er Neate også på højde med sine hadkolleger. Fx siger hun, at mænds vold har ”en epidemisk natur”:
”Nogle mener, at man stempler alle mænd som voldsmænd ved blot at anerkende, at mænds vold har en epidemisk natur.”
Ordet ”epidemi” anvendes om smitsomme sygdomme, der spreder sig med stor hast i en befolkningsgruppe. Nate siger således, at mænds vold er en sygdom, og at mænd er smittebærere. Det er ingen ukendt retorisk figur i hadsammenhæng, hvor befolkningsgrupper før er blevet sammenlignet med rotter og andre skadedyr, netop på grund af disses egenskaber som smittebærere.
Jødehad og mandehad
Smith og Neates forklaring – at den enkelte mands ugerning er en konsekvens af noget i alle mænd iboende – adskiller sig ikke fra nazismens forklaringer om jøder. Begge er udtryk for essentialisme: at henholdsvis mænd og jøder har en essens, et slags grundlæggende fælles udgangspunkt, som forener dem og styrer deres handlinger. Den enkelte mand eller jøde er for essentialisten ikke først og fremmest menneske, men først og fremmest mand eller jøde. Det er ’det jødiske’ eller ’den mandlige’ ved et sådant menneske, der forklarer dets gerninger og ugerninger. Som Smith udtrykker det:
”Vi er nødt til at holde op med at se på mænds drab på kvinder som isolerede hændelser. Vi skal sætte dem i sammenhæng og se mønstre for at kunne erkende, hvor stort et problem det er. (…) Hvis man sætter navne og ansigter på tallene, vil de fleste mennesker forhåbentlig begynde at kunne se et mønster. Hvis vi bliver ved med at benægte, at fænomenet findes, vil vi aldrig kunne tackle det.”
Det mønster, Smith så gerne vil se – og for alt i verden vil have andre til at se – er for hende selve beviset på, at drabene skyldes et træk ved alle mænd og dermed ikke kan forklares som resultatet af enkelte galninges handlinger. ”Hvis vi kan påvise dette mønster”, synes Smith at tænke, ”så må enhver da kunne se, at det er noget generelt ved mænd, der er forklaringen”. Noget, der kæder alle mænd sammen, og som gør alle mænd skyldige i nogle mænds drab. Hvad Smith leder efter, er noget, der beviser, at hun har grund til at hade alle mænd.
Men hvad med statistikkerne?
Smith og Neate påpeger, at 93,9% af alle dømte for mord mellem 2002 og 2012 er mænd. Har de så ikke ret i, at drab er forbundet med mænd? Jo. Drab begås oftest – langt oftest – af mænd. Hvis man læser om et drab i avisen, kan man med god grund udbryde: ”Det var nok en mand, der gjorde det!”. Men slog disse mænd ihjel, fordi de var mænd? Nej. Man kan ikke med nogen rimelighed ved samme lejlighed udbryde: ”Jeg behøver ikke vide hans navn, det kunne have været enhver mand, fx min søn, min bror eller min far, for sådan er mænd: de dræber!”
I 2012 har Smith talt sig frem til 126 kvindedrab begået af mænd. Samme år blev der begået i alt 640 mord i Storbritannien (England, Skotland og Wales), der på det tidspunkt havde en befolkning på lidt over 61 millioner indbyggere. Lad os for argumentets skyld antage, at ikke bare Smiths 126 kvindedrab, men samtlige 640 drab i Storbritannien i 2012 blev begået af mænd, og lad os for nemheds skyld antage, at 30 millioner af Storbritanniens befolkning udgøres af mænd. Det giver følgende fordeling: 640 mænd, der dræber, 29.999.360 mænd, der ikke dræber.
Lad os dernæst gentage Smiths udtalelse:
”Vi er nødt til at holde op med at se på mænds drab på kvinder som isolerede hændelser. Vi skal sætte dem i sammenhæng og se mønstre for at kunne erkende, hvor stort et problem det er.”
Nuvel, det har vi gjort. Vi har netop konstateret, at for hver mand, der dræber, er der 46.874 mænd, der ikke dræber. Hvis man skal sige noget generelt om mænd og drab, vil det være det stik modsatte af, hvad Smith forestiller sig. De ”sammenhænge” og ”mønstre” hun taler om, findes ikke i tallene. For selv om langt hovedparten af alle mord begås af mænd – og i mit eksempel endda alle – så begås der heldigvis så få mord, at ideen om drab som noget fælles for alle mænd ikke giver mening. Den typiske mand dræber ikke. Drab er ikke en del af en mandlig ”essens” eller ”væren”. Drab er en ekstrem handling, som udføres yderst sjældent af enkeltindivider.
Tillad mig et par sammenligninger for at understrege pointen. I Helsingør bor ca. 46.500 mennesker. Hvis en af disse udfører en ekstrem handling, giver det så mening at forstå den som en særlig ’helsingørsk’ handling? Færøernes samlede indbyggertal er ca. 49.500. Hvis en færing begår et mord, skal mord så forstås som noget, der ligger i alle færinger? Og for proportionaliteten: I Storbritannien blev der, som nævnt, begået 640 drab i 2012. Samme år omkom ca. 1750 mennesker i Storbritannien i trafikuheld.
Racismeparagraffen
Den meget omdiskuterede ’racismeparagraf’, altså straffelovens paragraf 266b, siger følgende:
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Havde nogen i Danmark sagt som Smith og Neate om en befolkningsgruppe på baggrund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, ville de muligvis blive straffet for deres udtalelser. Men lige præcis når det gælder køn, må man gerne sprede had. Man må gerne tale om særlige mønstre for befolkningsgruppen mænd og fremsætte påstande om, at mænds vold har ‘en epidemisk natur’.
Racismeparagraffen kan man have flere meninger om. Min opfattelse er, at når den eksisterer, burde den også inkludere køn. Jeg forstår ikke det rimelige i, at man ikke må forhåne og nedværdige befolkningsgrupper baseret på race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, men at det er helt i orden at gøre det baseret på køn. Hvorfor er netop had til disse grupper sanktioneret i loven?
Køn oversat til hudfarve
Derfor vil jeg afslutte med at oversætte fire Smith og Neate-citater fra Informations artikel fra køn til hudfarve. Jeg erstatter ‘mand’ med ‘sort’ og ‘kvinde’ med ‘hvid’, og gør det samme med afledte former og udtryk. Formålet er at tydeliggøre det had, de to kvinder er fulde af, og som de så inderligt gerne vil sprede til andre. Jeg beklager på forhånd over for alle uanset hudfarve. Jeg håber, man forstår, at eksemplet er nødvendigt for at fremhæve Smith og Neates tankegang.
Smith: Vi er nødt til at holde op med at se på sortes drab på hvide som isolerede hændelser. Vi skal sætte dem i sammenhæng og se mønstre for at kunne erkende, hvor stort et problem det er. Nu ved mange, at i gennemsnit bliver to hvide hver uge dræbt af en sort eller en farvet i England og Wales. Hvis man sætter navne og ansigter på tallene, vil de fleste mennesker forhåbentlig begynde at kunne se et mønster. Hvis vi bliver ved med at benægte, at fænomenet findes, vil vi aldrig kunne tackle det.
Smith: Folk falder for det der med, at hvide også kan være voldelige. Sorte dræber selvfølgelig også andre sorte. Men når en hvid dræber en sort, har han næsten altid selv været offer for vold eller overgreb. Når sorte dræber hvide, er der en tendens til, at de i årevis har været voldelige mod den pågældende hvide eller andre hvide. Det kan heller ikke bare overlades til politiet. De er helt sikkert blevet meget bedre til at tackle vold i samfundet. Men selv om vi havde en perfekt politistyrke, ville sorte stadig dræbe hvide.
Neate: Det er afgørende, at regeringen fortsætter med at vise lederskab i erkendelsen af omfanget og følgerne af sortes vold mod hvide. Sagerne bliver alt for ofte begravet i nyheder og statistikker, hvilket begrænser deres samlede indvirkning. Vi forbedrer aldrig vores forståelse af volden mod hvide og bliver ikke bedre til at håndtere og forhindre den, hvis ikke vi først identificerer den. Denne kampagne er et vigtigt skridt i den retning.
Neate: Nogle mener, at man stempler alle sorte som voldsmænd ved blot at anerkende, at sortes vold har en epidemisk natur. Vi opfordrer regeringen til at gå forrest ved at indsamle og offentliggøre statistikker om hvide ofre for sortes vold, så debatten kan blive til en målrettet søgen efter løsninger.
Allersidst: Vold, overgreb og mord er afskyelige handlinger, som skal bekæmpes. Men det gøres ikke ved at fremsætte essentialistiske påstande og bedrive hetz mod bestemte befolkningsgrupper.
Aller-allersidst: Jeg håber, at de feminister, der hævder at gå ind for #NotAllMen, altså at kritik af nogle mænd ikke betyder kritik af alle mænd, vil tage stor afstand fra Smith og Neates udtalelser og hele projektet. Hvis man ikke tager afstand fra tanker om ‘mønstre’ og ‘epidemisk natur’, så fraskriver man sig retten til at blive betragtet som et menneske, der sondrer mellem den enkelte gerningsmand og alle mænd – og dermed som en, der mener #NotAllMen alvorligt.