Forskningsprogrammer som YDUN, der kun yder støtter til kvindelige forskere, er ulovlige. Det fastslår professor, dr. phil. Hans Bonde og advokat, dr. phil. Jens Ravnkilde.
Jublen var stor blandt kvindelige forskere og i feministiske miljøer, da forskningspuljen YDUN for kun godt et halvt år siden bevilgede ikke færre end 110 millioner kroner til 17 forskere, hvoraf 17 var kvinder. YDUN er en forkortelse for Younger Women Devoted to a University career og programmet havde ifølge Det Frie Forskningsråd til formål at “forbedre talentudnyttelsen til gavn for ikke alene dansk forskning, men for hele det danske samfund”.
Hvorfor det skulle forbedre talentudnyttelsen at sortere på køn i stedet for kvalifikationer, fortalte Det Frie Forskningsråd aldrig. Pengene blev uddelt og programmet blev – på trods af den åbenlyse diskrimination af de mandlige ansøgere – hyldet som et fremskridt for ligestillingen på universiteterne.
Kvindeprogrammer er ulovlige
Nu tyder meget imidlertid på, at kvindeprogrammer som YDUN slet ikke er lovlige. Professor, dr. phil. Hans Bonde og advokat (H), dr. phil. Jens Ravnkilde har i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen gennemgået syv af de seneste års initiativer til fremme af andelen af kvindelige forskere på danske universiteter.
I artiklen fastslår de, at YDUN og de øvrige kvindeprogrammer omgår EU-fællesskabsretten og ligebehandlingsloven. Bonde og Ravnkilde har ligeledes forfattet en kronik med titlen ‘Kvindeprogrammer overtræder EU-retten’, som har været bragt i Politiken, hvori de væsentligste pointer fra den elleve sider lange artikel i Ugeskrift for Retsvæsen fremgår.
Artiklen er omfattende, og det lader sig ikke gøre at referere hele dens indhold her. Den hovedbudskab er, at kvindeprogrammerne – og de dispensationer, der er givet for at muliggøre dem – er i strid med EU-fælleskabsretten og ligebehandlingsloven, og artiklen demonstrerer, hvordan lovgivningen omgås på forskellige måder.
Den åbne metode og den lukkede metode
Bonde og Ravkilde sondrer mellem det, de kalder den åbne metode, og det, de kalder den lukkede metode. Den åbne metode består i på forhånd at kommunikere, at et projekt er målrettet kvinder. På den måde behøver man ikke diskriminere mandlige ansøgere, når pengene skal uddeles, fordi mændene på forhånd opgiver at ansøge. Det var fx tilfældet med forskningspuljen YDUN, som blev markedsført som et tiltag, der skulle føre til flere kvindelige forskere. Her ansøgte 20 gange så mange kvinder som mænd, og da 17 af 17 bevillinger efterfølgende gik til kvinder, kunne det ske uden at sortere på køn i selve udvælgelsesfasen. Bonde og Ravnkilde formulerer det således:
Selv om der var en lille gruppe mænd, der faktisk søgte, har DFF ingen problemer haft med at konkludere, at der kun var penge til ansøgere blandt de tyve gange så mange kvinder. DFF kunne jo med betydelig plausibilitet henvise til, at der blandt de 527 kvinder var 17, der var bedre kvalificeret end samtlige 27 mænd, samtidig med, at man vidste, at det var umuligt at kontrollere, hvorvidt det faktisk var tilfældet. I praksis har DFF haft let ved at se bort fra lilleputgruppen af ufortrødne mænd, således at den reelle situation svarede til, at de slet ikke havde søgt. Markedsføringen reducerede med andre ord en gruppe af ansøgere til ikkeansøgere. (Bonde og Ravnkilde, Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere, Ugeskrift for Retsvæsen 31/3/2015, p. 179).
Den lukkede metode består i politikker, som ikke er kendt af ansøgerne, men som påvirker beslutningen om, hvilken ansøger der ansættes. Den lukkede metode er fx blevet brugt af universiteterne i Aarhus og København, hvor diverse bonusordninger for ansættelse af kvindeligt videnskabeligt personale har ansporet fakulteterne og institutterne til at vælge kvindelige ansøgere i stedet for mandlige. Her er tale om en metode, hvor hverken den kvinde, der får jobbet, eller de mænd, der ikke gør, er klar over, at de har konkurreret på ulige vilkår. Som eksempel på den lukkede metode skriver Bonde og Ravnkilde følgende om belønningsprogrammerne på universiteterne i Aarhus og København:
Begge universiteters belønningsordning er således for det første blevet administreret i strid med dispensationsansøgningens tilsagn om, at stillingen altid ville gå til den bedst kvalificerede ansøger.[62] For det andet er ordningerne i strid med LBL kap. 2, § 2, hvorefter mænd og kvinder skal behandles lige ved ansættelser og forfremmelser. De behandles ikke lige, når ansætteren ved, at der følger en pose penge med ansættelsen af en kvinde. For det tredje er ordningerne i strid med fællesskabsretten, eftersom de resultatfokuserede positive foranstaltninger, som EU-retten tillader, forudsætter, at den kvindelige og den mandlige ansøger er ligekvalificerede. Dette har som nævnt uden tvivl ikke gjort sig gældende i alle tilfælde. (Bonde og Ravnkilde, Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere, Ugeskrift for Retsvæsen 31/3/2015, p. 177).
Bonde og Ravnkilde viser i artiklen, hvordan kvindeprogrammerne har trukket på begge metoder, og at både den åbne metode og den lukkede metode er i strid med EU-fællesskabsretten og ligebehandlingsloven.
Hvis programmerne er ulovlige, hvad er så konsekvenserne?
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har jeg været i kontakt med Hans Bonde. Jeg stillede ham to spørgsmål om, hvilke konsekvenser det vil have, at programmerne er ulovlige.
Der vil ikke blive igangsat nye kvindeprogrammer
Mit første spørgsmål var dette:
Er det jeres vurdering, at Danmark i fremtiden vil blive tvunget til at ændre praksis i forhold til kvindeprogrammer, eller kan Danmark vælge at se bort fra EU-retten og fortsætte med at iværksætte programmer, der uligestiller mandlige og kvindelige ansøgere?
Til det svarede Bonde:
Det er efter vores opfattelse udelukket, nu da de ved, at det er ulovligt. Det er langt værre at gøre det mod bedre vidende.
Hvis ikke ulovlig praksis stopper, vil ombudsmanden gribe ind
Mit andet spørgsmål var følgende:
I gør rede for, at kvindeprogrammerne er ulovlige. Forventer I på den baggrund, at de nuværende programmer vil blive stoppet? Og forventer I, at der vil komme et retsligt efterspil?
Hvortil Bonde svarede:
Stort set alle programmerne er nu stoppet. Og planer om nye programmer er også sat i bero. Vi mener, at det skyldes den juridiske betænkelighed, som også vi løbende har været med til at fremprovokere, og som nu er kulmineret med vores artikel i Ugeskrift for Retsvæsen.
Niels Bohr instituttet har fortsat en regel om at ansætte en kvinde, hvis hun er indstillet som nr. 2 f.eks. til et lektorat (men ikke en mand, der er nr. 2). Denne regel er ulovlig, og jeg forventer, at de hurtigst muligt afskaffer den. I modsat fald regner jeg med, at ombudsmanden vil gribe ind.
Farvel til positiv særbehandling
Man må håbe, at Bonde har ret. Mænd og kvinder bør konkurrere på lige fod på alle områder, hvor de fysiske forskelle mellem mænd og kvinder ikke spiller en rolle. Den akademiske verden er et sådant område, og kvindeprogrammerne, som ifølge Bonde og Ravnkilde er i strid med loven, har længe været i strid med noget andet, nemlig det enkelte menneskes ret til ligestilling med andre mennesker uanset køn.
Bonde og Ravnkilde har med deres juridiske studier udført et vigtigt stykke arbejde i kampen for det, jeg kalder reel ligestilling. Det er derfor helt på sin plads, at de får det sidste ord:
Det centrale argument mod positiv særbehandling er, at den fordeler byrder og begunstigelser på en uretfærdig måde. Med kampen om en akademisk ansættelse som eksempel begunstiger særbehandlingen en kvinde, hvis hun opnår en stilling uden at være den bedste ansøger. Ingen personlig fortjeneste fra hendes side retfærdiggør denne begunstigelse. Dertil kommer, at to grupper af personer lider under den. Dels den bedst kvalificerede ansøger og dels tredjemand i form af studenter, kolleger og mere indirekte det omgivende samfund, der ikke opnår ydelser af samme kvalitet, som hvis manden var blevet foretrukket.[3] Begge disse grupper er uden personlig skyld. Ingen af dem kan bebrejdes, hvis kvinder er blevet forbigået til fordel for dårligere kvalificerede mænd under henvisning til deres køn. De kan med rette anføre, at det er vanskeligt at se, hvordan en uretfærdighed kan afhjælpes af en anden, som er ganske tilsvarende om end med omvendt fortegn. To uretfærdigheder udligner ikke hinanden. (Bonde og Ravnkilde, Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere, Ugeskrift for Retsvæsen 31/3/2015, p. 169).
Opdateret 21/4: Pressemeddelelse og hele artiklen fra Ugeskrift for Retsvæsen
Bonde og Ravnkilde har udsendt en pressemeddelelse, hvori de i forholder sig til artiklen i Ugeskrift for Retsvæsen. I pressemeddelelsen retter de blandt andet en kritik mod de ministre, som i tidens løb har undladt at sætte en stopper for ulovlighederne:
“Man må kritisere de forskellige forskningsministre gennem perioden for ikke at have reageret på de ganske åbenlyse muligheder, som projekterne indeholdt for omgåelse af kravet om, at den bedste skal begunstiges. Det burde have været ganske åbenbart, at KU og AU agtede at give professoraterne til den næstbedste eller tredjebedste ansøger, blot hun var en kvinde.”
Samtidig understreger Bonde og Ravnkilde, at de dispensationer, der er givet til KU, AU og Det Frie Forskningsråd, ikke betyder, at disse går fri af kritik:
“Initiativtagerne overtrådte den udtrykkelige betingelse, som dispensationerne indeholdt om, at den bedste ansøger altid skal have stillingen. Det er overtrædelsen, der gjorde projekterne ulovlige.”
Hele pressemeddelelsen kan læses her.
Et link til hele artiklen fra Ugeskrift for Retsvæsen findes i pressemeddelelsen.