Mandekrisecentrene er selv i krise. Interview med René Vinding Christensen, der er centerleder og juridisk rådgiver for mandecentret i Aalborg.
De seneste uger har budt på debat om mandekrisecentrene i Danmark, ikke mindst efter DR satte fokus på området med en række artikler. Mandekrisecentrene er i økonomiske vanskeligheder, der er så alvorlige, at flere af dem meget snart må lukke, hvis der ikke findes en løsning.
En del af forklaringen er, at mandekrisecentrene – i modsætning til kvindekrisecentrene – ikke er omfattet af servicelovens §109. Det skyldes, at §109 udtrykkeligt bruger ordene “kvinde” og “moder” i stedet for “person” og “forælder”. §109 stiller således krav til kommunerne om at tilbyde midlertidigt ophold og hjælp til “kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller samlivsforhold”, mens mænd slet ikke nævnes. Kommunerne er dermed ikke forpligtet til at tilbyde samlivsvoldramte mænd den samme hjælp som samlivsvoldsramte kvinder.
Læs også: Serviceloven bør ligestille kvindelige og mandlige ofre for partnervold
Mandekrisecentrene drives i vid udtrækning af frivillig arbejdskraft, men hverken udgifterne til husleje, varme eller strøm kan betales uden støtte fra kommunen eller staten. Fordi mandekrisecentrene ikke er dækket af §109, er de henvist til §110, der oprindeligt er tiltænkt omsorgshjem og herberger.
For at blive klogere på, hvad mandekrisecentrene selv mener om situationen, tog jeg kontakt til René Vinding Christensen, der er centerleder og juridisk rådgiver for mandecentret i Aalborg. Her er, hvad han siger om mandekrisecentrenes udfordringer.
Interview med René Vinding Christensen
Kan du kort fortælle, hvem du er, og hvad din rolle er i forhold til mandekrisecentrene?
– Jeg er centerleder og juridisk rådgiver på mandecentret Aalborg, der fungerer som en selvstændig socialfrivillig forening under mandecentret Danmark. Vi fungerer lidt anderledes end Århus og København, der har botilbud og fastansatte medarbejdere. Vi mistede per 2012 sats-puljemidler, således at vi mistede vores fastansatte centerleder, så siden 2012 har vi kørt uden lønninger og har selvsagt ikke haft mulighed for at etablere botilbud.
– Vi har et tæt samarbejde (med de andre mandekrisecentre, red.), og meget af mit arbejde er selvfølgelig også landsdækkende. Vi er ikke så opdelt strukturelt set. Det er typisk os centerledere sammen med lederen af landssekretariatet, der sætter os sammen og laver de store linjer. Vi forsøger at inddrage hinanden mest muligt. Nu ved vi jo endnu ikke helt, hvordan vores økonomi lander, men tanken er et mere nationalt perspektiv i mit arbejde.
Hvad er situationen lige nu for mandekrisecentrene? Både det i Aalborg og de øvrige?
– I forhold til de store økonomiske linjer styres det fra landsledelsen, men i store træk har vi brugt vores opsparing og lever på lån, indtil satspuljemidlerne uddeles. Det sker fra 1. april, er vi blevet oplyst.
– Men samtidig har vi arbejdet intenst på et økonomisk fundament ud over sats, hvilket betyder, at vi gerne vil etablere §110 herberg (som er eneste mulighed for mænd). Det vil dog kun kunne sikre driften af botilbud, men ikke rådgivning m.v. og heller ikke etablering af botilbud.
Betyder det, at de økonomiske problemer driver over 1/4?
[pullquote]Der er afsat 10 mio, der skal række 4 år – dvs. 2,5 mio. per år – til 4 eksisterende centre i Danmark. Så kan du jo regne på, hvor meget der skal gå til husleje m.v., og hvor “meget” der så er til lønninger. Det giver vel omtrent en halv stilling per sted.[/pullquote]- Nej, sådan set ikke, vi har brugt vores opsparing og har lånt penge til driften indtil da, og de penge mangler jo stadig. Samtidig har vi ingen anelse om, hvad vi får af penge fra sats. Vi skal jo søge midlerne på lige fod med alle andre.
– Der er afsat 10 mio, der skal række 4 år – dvs. 2,5 mio. per år – til 4 eksisterende centre i Danmark. Så kan du jo regne på, hvor meget der skal gå til husleje m.v., og hvor “meget” der så er til lønninger. Det giver vel omtrent en halv stilling per sted. Jeg har ikke regnet på tallene, så præcis hvad der er til husleje og løn, kan jeg ikke sige – det er ren “formodning”.
– Men, men; nu kan alle jo søge. Og vi ved, at LOKK ofte søger fra mandemidlerne. De har f.eks. netop fået tildelt midler til national hotline til voldsramte mænd samt til juridisk rådgivning af voldsramte mænd.
Mandekrisecentrene hører ikke under servicelovens paragraf 109. Dansk Kvindesamfunds forkvinde Lisa Holmfjord har gjort opmærksom på, at det skyldes, at mandekrisecentrene fungerer anderledes end kvindekrisecentrene – fx modtager kvindekrisecentrene kun voldsramte kvinder, mens alle andre afvises i døren – og at mandekrisecentrene derfor skal laves om, hvis de skal kunne leve op til bestemmelserne i paragraf 109, selv hvis denne blev gjort kønsneutral. Har hun ret i det, og ville det give mening at lave mandekrisecentrene om, hvis paragraffen blev ændret til også at gælde mænd?
Læs også: Dansk Kvindesamfund: Mandekrisecentre er for skilsmisseramte middelklassemænd
– Jeg var ikke klar over, at Lisa med flere havde så indgående kendskab til, hvordan mandecentret virker. Men du kan egentlig sige, at hun både har ret og tager fuldstændig fejl.
– I grove træk kan du sige, at mandecentret dækker meget bredere end § 109, hvorfor hele vores arbejde selvfølgelig ikke kan finansieres af § 109. Det giver lidt sig selv. Hvis man driver et § 109-sted, skal man leve op til servicelovens krav, dvs. man skal imod en beboer og indskrive ham under § 109, hvis han lever op til samme kriterier, som kvindekrisecentre bruger. Vi kan sagtens tage en anden beboer ind, der ikke lever op til § 109, men vedkommende bliver så indskrevet som § 110 (herberg) i stedet.
– Der er en udfordring rent administrativt, fordi en § 110 beboer ikke kan benytte de udvidede tilbud, § 109 har, såsom psykologhjælp m.v. Kort sagt: Rådgivning og det sociale arbejde til en bruger indskrevet under § 110 skal finansieres af andre midler end § 109. Derimod ville en bruger indskrevet på § 109 kunne modtage denne hjælp.
– Det er en udfordring, fordi man skal kunne lave adskilte regnskaber for de to paragraffer i forhold til supplerende ydelser ud over bare “tag over hovedet”. Men det er slet ikke noget problem. Som Dansk Kvindesamfund og LOKK jo er klar over, så er der flere steder, hvor man (i begrænset omfang) indskriver kvinder under § 110 sammen med § 109. Men da mandecentret endnu ikke kører § 110, har det kort sagt ingen betydning for os endnu. Vi skal blot sikre en klar adskillelse af ydelserne efter de relevante paragraffer.
– I øjeblikket har vi et formelt estimat, der siger, at halvdelen af vores beboere lever op til voldskriterierne. Det skal dog siges, at det skyldes, at vores kriterier til vold er noget snævrere end på kvindekrisecentrene. Benytter vi samme kriterier som kvindekrisecentre, snakker vi omkring 90% af vores henvendelser, der handler om vold.
Hvad er din holdning til, at den danske lovgivning skelner mellem menneskers ret til krisehjælp, alt efter hvilket køn de har?
[pullquote]Jeg spekulerer nærmere på, hvad folk mon ville sige, hvis ambulancen kom til en trafikulykke, men kørte igen uden at tage den tilskadekomne med, fordi vedkommende havde forkert køn, race eller religion. Det forekommer mig absurd.[/pullquote]- Det er svært at have en særlig holdning, tænker jeg. Jeg spekulerer nærmere på, hvad folk mon ville sige, hvis ambulancen kom til en trafikulykke, men kørte igen uden at tage den tilskadekomne med, fordi vedkommende havde forkert køn, race eller religion. Det forekommer mig absurd.
Når man læser om mandecentrenes situation i medierne, får man det indtryk, at flere af dem er decideret lukningstruede. Er det korrekt, og hvad vil konsekvenserne være, hvis mandekrisecentrene forsvinder?
– Jeg kan ikke svare på landsplan, og slet ikke for de centre der ikke er under mandecentret. Jeg fornemmer, at det står hårdt til i Horsens, og at de har måttet opsige medarbejderne.
– Spørgsmålet er, om vores kreditorer vil lade os køre lidt endnu. Det, håber jeg, bestemt er tilfældet. Hvis vi ikke får andet end småpenge fra satspuljen, så må en eller begge botilbud lukke. Men det håber jeg selvfølgelig ikke. Vi håber selvfølgelig på en forankring i § 110 og tilstrækkeligt med midler til at klare os indtil da.
Jeg tænker også på, hvad konsekvenserne vil være for de mænd, I hjælper, og som i så fald ikke længere har noget sted at gå hen?
– Spørgsmålet om, hvad der sker, er jo svært at svare på med sikkerhed. Vores minister siger jo, at der er hjælp at hente ved kommunen. Med udgangspunkt i Aalborg Kommune kan jeg fortælle, at de henviser til Svenstrupgård, der p.t. ikke har plads. http://www.aalborg.dk/familie-og-boern/specialiserede-stoette-og-behandlingstilbud/institution?InstId=217
– Det er p.t. det eneste tilbud, Aalborg Kommune har. Og de øvrige kommuner i Nordjylland har heller ikke andet. Kommunerne har i store træk kun tilbud til voldelige mænd, og det er endda begrænset. I Aalborg henvises til Dialog mod vold i Århus. Man sætter ofte lighedstegn mellem voldsramte og voldsudøvende mænd.
Når jeg spørger, hænger det også sammen med mænds generelt høje tal i forhold til ting som selvmord og hjemløshed. Jeg formoder, at mandekrisecentrenes indsats har en positiv indvirkning på antallet af mænd, der ender med at blive en del af de statistikker?
– Det håber vi bestemt. Vores primære fokus ligger på at fange mænd, inden de falder igennem nettet. Størstedelen af de hjemløse i Danmark er mænd, og de fleste af dem er havnet der på grund af skilsmisse eller tilsvarende krise, der løb af sporet. Fire ud af fem selvmord er mænd, ofte i afmagt og frustration over skilsmisse eller som langvarig konsekvens af krisen. Det er i øvrigt beskrevet ret godt her: http://mandecentret.dk/vision/
Nu skal jeg ikke lægge ord i munden på dig, men det er jo logisk så at antage, at hvis mandekrisecentrene forsvinder, helt eller delvis, så vil de antallet af mænd, der ender med at “løse” deres krise på de måder, stige?
– Vi hører heldigvis ofte tilbage fra vores brugere, og en af de ting, vi hører, er, hvor glade de har været for, at vi var der og troede på dem, og at de er overbeviste om, at de ikke havde klaret sig igennem det her. Vi har også mænd, der akut overvejer selvmord, fordi skilsmissen og kampen virker helt uoverkommelig. Vi har desværre også haft enkelte ekstreme tilfælde, hvor det førte til selvmord alligevel.
[pullquote]Jeg vil ikke sige, at mænd vil begå selvmord i hobetal, hvis vi ikke findes – men der kan ikke være skyggen af tvivl om, at mandecentret er den største og mest effektive indsats mod mænds selvmord i forhold til livskriser. Psykisk sygdom rækker ud over vores kompetencer, og der må psykiatrien så tage over, men ellers.[/pullquote]- Jeg vil ikke sige, at mænd vil begå selvmord i hobetal, hvis vi ikke findes – men der kan ikke være skyggen af tvivl om, at mandecentret er den største og mest effektive indsats mod mænds selvmord i forhold til livskriser. Psykisk sygdom rækker ud over vores kompetencer, og der må psykiatrien så tage over, men ellers.
Hvad kan politikerne gøre her og nu for at forbedre situationen for mandekrisecentrene, og hvad kan de gøre på den længere bane?
– Her og nu kan de give en særbevilling. Det kunne også være en sikkerhedsstillelse over for kreditorer m.v., så banken ikke får kolde fødder og trækker tæppet væk.
– På den længere bane er det simpelt nok. De skal fjerne kønsdiskriminationen i § 109, så mandecentrene kan drives på lige vilkår i forhold til voldsramte. Den brede vifte, vi tilbyder, der rækker ud over § 109, kan så drives efter § 110 samt via vores frivillige rådgivning. Vi søger så løbende midler, præcis som kvindekrisecentrene gør, for at tilbyde rådgivning, der falder ud over § 109.
– Det betyder jo reelt, at vi ikke er så afhængig af sats, hvorfor der kan frigives midler på sats til både mænd og kvinder (okay kvinder er godt dækket i forvejen jf. DR’s opgørelse). Samtidig “spilder” mandecentret ikke satsmidler til basisdriften, så sats kan gå til det, der var hensigten, nemlig at afprøve nye sociale tiltag.
– Der er en masse tekniske ting i “her og nu”, og jeg tænker egentlig, at Karen Ellemann kunne være den bedste til at svare på, hvad man kunne gøre. Der er noget lovteknisk i forhold til forvaltningen. Faktum er vel reelt, at når Manu Sareen siger, at kommunen kan tage sig af mænd i krise, så har det ingen bund i virkeligheden.
Tak til René Vinding Christensen for at medvirke i interviewet.