Fire kvinder i Danmark og Norge lærte i denne uge på den hårde måde, at der ikke er plads til enegang, hvis man vil være en del af det feministiske selskab.
20. september 2001, ni dage efter terrorangrebet på World Trade Center, holdt USA’s daværende præsident, George Bush, en tale til Kongressen og den amerikanske befolkning, som altid vil blive husket for én sætning: »Enten er i med os, eller også er i med terroristerne«.
USA agtede at gå forrest i kampen mod terrorisme, gjorde Bush klart, og verdens øvrige lande skulle beslutte, om de ville være på USA’s eller terroristernes side.
Tiden for kompromiser og mellemstandpunkter var forbi. USA’s kommende beslutninger ville ikke blive afgjort i en gensidig udveksling af synspunkter med andre lande. Bush inviterede ikke til dialog, men krævede ubetinget opbakning. My way or the highway, var præsidentens klare budskab.
Den samme besked har fire kvinder i Danmark og Norge fået i den forgangne uge. Den ene for at vælge at arbejde på deltid for at være mere sammen med sit barn. De tre andre for at fremsætte et forslag om ændring af prostitutionslovgivningen.
Alle fire har måttet sande, at pladsen til afvigende synspunkter er omtrent lige så stor i den feministiske bevægelse, som den var i amerikansk udenrigspolitik efter 9/11. Enten gør man, som de toneangivende feminister siger, eller også er man feminismens fjende.
Den første til at gøre sig den erfaring var Anne-Mette Karstad, der i et interview havde fortalt, at hun havde fravalg at arbejde på fuld tid, fordi hun ønskede at give sin datter den bedste start på livet.
Reaktionerne kom prompte. På Facebook beskrev Ditte Giese, hvordan Anne-Mette snart ville blive forladt af sin mand og stå uden chancer i livet som fraskilt.
»Hun lever af sin mands penge og lidt SU. Lige om lidt er hun gravid med barn nummer to, og så bliver barslen og forældreorloven forlænget, og det er smadderdejligt at gå hjemme og pusle om børnene og hente tidligt.
Så sker der desværre det, at hendes mand bliver forelsket i en anden kvinde, sådan en ambitiøs en der er sej til et eller andet andet end at føde og passe børn, og de bliver skilt.
På dette tidspunkt er mor her i starten af 40’erne og har ingen erhvervserfaring, der kan bruges til noget. Hun har heller ingen pensionsopsparing, til gengæld er hun tæt med sine børn. Nu skal far og mor i statsamtet og kæmpe om 7/7 vs 10/4. Speltmor mener, at hun har mest ret til børnene, da hun har taget al barslen og været mest sammen med dem, og børnene er desuden hendes mission i livet, mens far arbejdede sent og gjorde karriere og betalte for kolonihavehuset. Far mener, at det er hans ret at have børnene halvdelen af tiden, fordi vi har ligestilling, og gider desuden ikke betale børnepenge til sin møgsure ekskone.
Staten overtager opgaven og forsørger kvinden, der aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet igen, da alt hvad der står på hendes CV datererer 10 år tilbage, og hun endte som evighedsstuderende. Hun tilbringer hele sit arbejdsliv på dagpenge/SU/jobtilbudsordninger etc«, var Gieses profeti.
En anden, som reagerede med foragt, var Mette Viktoria Pabst, der hurtigt forfattede et indlæg om emnet til sin blog på Jyllands-Posten. Pabst spekulerer i indlægget i, at Anne-Mette Karstad udnytter SU-reglerne til at få staten til at finansiere sit »babygilde« og slår fast, at »dropper man sit arbejde til fordel for baby-kærlighed, er der én forudsætning: Man betaler fandme selv for gildet«.
Anne-Mette Karstad har siden taget til genmæle i et indlæg i Politiken. »Jeg er ramt af Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst Andersens fuldstændigt usmagelige personangreb på mig og min kæreste«, skriver hun blandt andet og fortæller, at hun er rystet over de negative reaktioner og over, »at det kan vække sådan et ramaskrig, at en mor i en 3-årig periode, for egen regning, vælger at sætte sit barns trivsel over karrieren«.
Men det kan det, og det gjorde det. Anne-Mette Karstads ønske om i en periode at prioritere sit barn over karrieren passer ikke ind i den feministiske kvindeskabelon, som fordømmer enhver form for anknytning til traditionelle, kvindelige værdier. Reaktionerne fra Giese og Pabst var en tydelig melding – ikke bare til Anne-Mette Karstad, men også til andre kvinder – om, at hvis en kvinde afviger fra feminismens leveregler, så er hun en forræder, der modarbejder det samlede projekt.
En tilsvarende fordømmelse af manglende evne til at gå i takt oplevede tre unge kvinder i Norge i torsdag ved et møde forud for kvindernes internationals kampdag 8. marts.
De tre kvinder, Anna Dåsnes (17), Maria Katinka Lie (19) og Amanda Schei (24), der er liberale feminister og ungdomspolitikere, foreslog ved mødet legalisering af sexkøb i Norge, og det førte til skarpe reaktioner fra flere af de tilstedeværende, blandt andet fra den toneangivende Kari Jaquesson og andre medlemmer af den radikalfeministiske kvindegruppe Ottar.
»I, der går ind for det, bør være de første til at arbejde på et bordel«, lød en kommentar. »Hvis du er imod sexkøbsloven, er du for vold mod kvinder«, lød en anden. Den måske værste af dem alle kom fra Kari Jaquesson, som tog ordet og sagde til de unge kvinder, at de burde sutte pik 10 gange om dagen i et år for at finde ud af, hvor sjovt det er at sælge sex.
De tre kvinder blev så rystede over reaktionerne, at de forlod mødet. Amanda Schei har siden fortalt, at hun fik det fysisk dårligt af chikanen, som stod på i en time, og at hun aldrig har følt sig så uvelkommen noget sted. Den oplevelse deler 17-årige Anna Dåsnes, der samtidig undrer sig over, at kvinder, der kalder sig feminister og burde bekæmpe undertrykkelse, bruger den slags herskerteknikker og så ufin retorik.
Men det gør de. Dåsnes, Lie og Scheis ønske om at legalisere sexkøb og tillade bordeller strider direkte imod de radikale feministers opfattelse af prostitution som vold. At organisationer som Amnesty International anbefaler legalisering af sexsalg, sexkøb og rufferi i hele verden, gør intet indtryk på de feminister, der mener, at sex per definition er vold, hvis det sker i forbindelse med udveksling af penge.
De voldsomme reaktioner tjente det klare formål at fortælle alle, at holdninger som Dånes, Lie og Scheis ikke tolereres i den etablerede, norske feministbevægelse, og at man vil blive betragtet og behandlet som en fjende af feminismen, hvis man drister sig til at sætte spørgsmålstegn ved de vedtagne opfattelser.
De to episoder i Danmark og Norge fortæller den samme historie. Den feministiske bevægelse kræver, at kvinder marcherer i takt. Gør de det ikke, udsættes de for negative sanktioner som hån, ringeagtelse og eksklusion.
Både i Danmark og i Norge har feministerne i de to sager anvendt de samme udskamningsmetoder, de i andre sammenhænge bekæmper. Anne-Mette Karstads ønske om at hente sit barn før klokken 15 blev hurtigt omsat til, at hun udnyttede SU-systemet, og at hendes mand formentlig ville gå fra hende inden for en overskuelig årerække. Anna Dåsnes, Maria Katinka Lie og Amanda Scheis ønske om at liberalisere sexkøbsloven førte på sekunder til opfordringer til en 17-årig pige om at sutte pik på 10 mænd hver dag i et år og ytringer om, at de tre unge kvinder var tilhængere af vold.
Plads til uenighed er der ikke, og ethvert forsøg på at nuancere debatten slås ned. Enten køber man hele pakken, eller også får man ingenting. Enten accepterer man de gældende spilleregler, eller også kan man ikke spille med. Enten gør man, som de toneangivende feminister siger, eller også gøres man til grin.
Så simpelt er budskabet til kvinder fra de nordiske feminister: Enten er I med os, eller også er I imod os.