Skal drengebørn opdrages til at støtte kvindelige partneres lederambitioner? Nej, kvinder må tage ansvar for deres valg af partnere.
Ganske ofte kan man læse artikler om kvinders problemer med at få plads på de øverste ledelsestrin i virksomhederne. I en nylig en af slagsen trækker Berlingske Business’ souschef og digitale redaktør, Mikael Hjorth, paralleller mellem andelen af kvinder i toplederstillinger og fordelingen af husarbejdet i hjemmene.
»Forbehold skal tages, når man henviser til amerikanske forhold, men en undersøgelse fra Harvard Business School springer i øjnene: 70 procent af unge mænd siger her, at deres egen karriere kommer før deres partners, og 86 procent af mændene forventer, at deres kone tager sig mest af børnene.
Hvis det er udgangspunktet for fordelingen af tid og ressourcer til yngelpleje og karriere, så er det vist ikke så mærkeligt, at der stadig er et stykke til lige fordeling af lederposter mellem mænd og kvinder. Det behøver strengt taget ikke være et mål i sig selv, men hvis den bedst kvalificerede takker nej til forfremmelse på grund af indgroede forestillinger og modstand fra partneren, så har vi stadig et arbejde at gøre – med at opdrage vores drengebørn«, konkluderer han i artiklen.
Hov, vent lige et øjeblik
Hvis vi opdrager drengebørn anderledes, vil de som voksne tage større del i husarbejdet og støtte deres kvindelige partnere i at blive topledere, er Hjorths argumentation altså. En bemærkelsesværdig tankegang i 2015. For hvor er kvindernes ansvar blevet af?
Sat på spidsen reducerer Hjorth kvinder til objekter for mænds beslutninger. Kvinder bestemmer tilsyneladende ikke selv, hvilke mandlige partnere de er sammen med, og hvis en mandlig partner er imod, at en kvinde søger en lederkarriere, adlyder hun ham blindt.
Nu ved jeg ikke, hvor Hjorth har dette indtryk af kvinder fra, men hans billede af mænd og kvinders parforhold harmonerer meget dårligt med de parforhold, jeg kender til.
Her er det bestemt ikke sådan, at kvinderne i er tvunget til at blive i dem, og det er heller ikke sådan, at de bliver beordret til at forvalte deres karrierer på bestemte måder af mændene og stiltiende accepterer at blive det. Tværtimod er det sådan, at kvinderne til hver en tid kan forlade deres mandlige partnere, hvis de ønsker det, og at de ikke af deres mandlige partnere beordres til ikke at søge lederkarrierer. Ingen kvinde, jeg kender, ville i øvrigt finde sig i det.
Med respekt følger ansvar
I forhold til de tal, Hjorth henviser til angående unge mænds holdninger til husarbejde, som viser, at et flertal af mændene forventer, at deres kvindelige partnere kommer til at tage sig mest af børnene, må man påpege, at det er aldeles op til kvinderne selv, om de vælger partnere, der har de holdninger.
Med tvangsægteskaber som undtagelse tvinges ingen til at være sammen med en partner, de ikke har lyst til at være sammen med. Det står kvinder frit for at fravælge potentielle partnere, der ikke støtter kvinder i deres ambitioner om at blive ledere. Ligeledes står det kvinder frit for at forlade partnere, der har holdninger af den karakter.
Respekterer man kvinder, må man også respektere kvinders valg. Samtidig må man gøre klart, at med respekt følger ansvar. Kvinders frihed til at vælge partnere betyder – ganske indlysende – at de har det fulde ansvar for, hvem de vælger. Hvis kvinder ønsker partnere, der ikke støtter dem i at blive topledere, så er det altså her, hos kvinderne selv, ansvaret må placeres. Ikke, som Hjorth mener, hos ufødte drengebørn.
Kvinde, tag ansvar for din karriere
Dermed er jeg ganske uenig med Hjorth. Hvor han ser en ændring af opdragelsen af drengebørn som løsningen på problemet, ser jeg en adfærdsændring hos kvinderne selv som svaret på udfordringen.
Hvis mandlige partneres holdninger faktisk påvirker kvinders muligheder for at få lederkarrierer – en påstand, Hjorth ikke underbygger i sit indlæg, og som jeg heller ikke vil forholde mig til her – så er det op til kvinderne selv at tilvælge mandlige partnere, der støtter dem, og fravælge mandlige partnere, der ikke støtter dem.
Vi har alle, mænd som kvinder, et ansvar for, hvem vi vælger at dele vores liv med. Hvis vi vælger en partner, der ikke støtter os i de ambitioner, vi har, så kan vi ikke samtidig brokke os over, at det er sådan. Vi har jo selv valgt det – og det står os frit for at vælge om.
Hvor Hjorth opfodrer kvinder til at kende deres mænds holdning til deres karrierer, vil jeg opfordre kvinder til at tage ansvar for deres partnervalg. Ønsker du en mandlig partner, der støtter dine ledelsesambitioner, så vælg en partner, der gør det. Danske kvinder har enhver mulighed for at finde partnere, der vil støtte dem i tykt og tyndt. Vælger de dem fra og andre partnere til, må de naturligvis acceptere, at støtten til deres ledelseskarrierer bliver derefter.
Sådan må man se på det, hvis man respekterer kvinder og deres ret til at leve det liv, de ønsker.