Emma Holten og drømmen om det stille kontor

»Det kræver et ønske om magt og opmærksomhed at være i det her«. Interview med Emma Holten om den offentlige debat og rollen som debattør.

Nedenstående er en del af et længere interview med Emma Holten, som blev gennemført i oktober 2016.

Emma Holten og drømmen om det stille kontor

– Lad os tale lidt om din rolle som offentlig debattør.

– Jeg tror faktisk ikke, jeg er så interesseret i at være i den offentlige debat så meget mere.

– Hvorfor ikke?

– Jeg er ikke så glad for at få så meget opmærksomhed. Det kan virke modstridende, men jeg har været i det i to år, og jeg er fuldstændig smadret. Jeg vil gerne have et almindeligt job. Jeg skal skrive mit speciale færdigt, og så tror jeg, jeg trækker mig tilbage til et eller andet kontor.

– Og flytter til Jylland?

– Ja, flytter ud på en gård og slapper lidt af.

– Et økologisk landbrug sammen med Bonderøven?

– Ja, det kunne være skønt. Det kræver et ønske om magt og opmærksomhed at være i det her. Og et ønske om at blive bekræftet hele tiden. Og jeg kan bare mærke, og det er jeg positivt overrasket over, at jeg ikke har det så meget i mig. De mennesker, der har været i det her i 15 år og har det som deres job… Jeg kan ikke forstå det. Jeg synes, det er fuldstændig uforståeligt.

– Jeg kunne jo godt nogle gange tænke mig at være lidt med. Jeg står udenfor og siger: ’Kan jeg ikke få lov til at få bragt et debatindlæg eller et eller andet’. Og du er en, som har været vildt meget med i to år. Og du siger så, at det ikke er så sjovt, som man kunne gå og tro, inden man er det.

– Det er meget udmattende, og man bliver hele tiden sat i bås. Det, man skal tænke på med medierne, det er, at du arbejder for dem, når du er debattør. De vinkler dig og bruger dig til at få seere til deres program og læsere til deres avis. De har ikke nogen interesse i at videreføre det, du siger, på nogen særligt nuanceret måde. Det er ligesom ikke det, der er deres gebet. Og det gavner ikke en særlig dynamisk debat, og det gavner i hvert fald ikke noget, der er så komplekst som køn. Og jeg tror, at det er derfor, jeg hellere underviser og holder foredrag og kommer ud og snakker med folk og trækker mig lidt tilbage. Jeg oplever, at min interessere for det her kan komme bedre til gode et andet sted. Selv om det har været sjovt at være med, og jeg kommer nok aldrig til helt at forsvinde, så til det her med at være i det som fuldtidsdebattør: Nej tak. Det er noget, jeg gør, mens jeg studerer. Nu afleverer jeg speciale her til sommer, og så håber jeg virkelig, at jeg kan få mig et arbejde.

– Og så er det slut?

– I hvert fald i det tempo her.

– Okay. Jamen, det er jo vildt nok. Du virker jo utrolig dygtig til det her.

– Tak.

– Som en, der har et naturtalent for det. Du får det til at se nemt ud, og så får man jo det indtryk, at det er nemt for dig.

– Det er jeg glad for. Men jeg finder det ekstremt, ekstremt udmattende. Jeg føler mig så tit fejlrepræsenteret og føler, at der er for meget fokus på min person.

– Der er der jo også. Du bliver kanoniseret, eller hvad skal man sige.

– Ja.

– Men omvendt giver det jo også noget indflydelse?

– Det gør det. Jeg har da noget magt. Det benægter jeg da overhovedet ikke. Og det kommer også med sit ansvar. Jeg tror bare, at jeg ikke… Jeg kan ikke lide det.

– Du kan ikke lide det?

– Nej. Jeg oplever, at jeg gør en forskel, og derfor gør jeg det. Og jeg synes, at jeg har ret i mange af de ting, jeg siger. Ellers ville jeg jo ikke sige det.

– Nej, sådan har vi det jo nok alle sammen.

– Ja, sådan har vi det alle sammen. Det er, fordi jeg oplever, det resonerer med mange mennesker. Det kan jeg mærke. Der er mange mennesker, som synes, det er rigtigt og vigtigt, det jeg siger. Det er for dem, jeg gør det. Men jeg kan mærke, at der er en masse gode, kloge, unge feminister på vej, som sagtens kan tage over for mig, så jeg er slet ikke bekymret. Det kunne lige så godt være en af dem.

– Jeg kan godt lide, at du siger »unge«, når du selv kun er 25.

– De er yngre end mig og meget klogere end mig. De har været feminister, siden de var 11. Jeg forstår ikke, hvordan de opdager det så hurtigt.

– Det er nok nettet igen.

– Det er det nok. Men ja, jeg har ikke noget behov for at være i det her resten af mit liv.

– Så på en måde holder du op med at være Emma Holten på et tidspunkt? Og bliver Emma?

– Forhåbentlig. Og bare bliver Emma og sidder på et kontor og passer mig selv.

– Man kunne ellers godt forestille sig, at det bliver nemmere hen ad vejen? At det er hårdt i starten, men så bliver det hverdag? At man lærer at håndtere det?

– Man bliver bare afkrævet sin holdning til alt hele tiden. Og jeg har også holdninger til en masse ting, og jeg vil gerne udtale mig om det, jeg har en viden om. Men det der med at være en offentlig person og blive genkendt på gaden og sådan noget, det synes jeg er meget mærkeligt. Og at folk begynder at blande sig i ens privatliv. Og hele strukturen på debatten. Sproget er så hårdt, ikke? Folk taler meget hårdt om én og til én. Måske nok specielt, hvis man er en ung kvinde, og folk tror jo, at jeg er 17 af en eller anden grund. Jeg er jo næsten cand.mag. i køn, ikke? Jeg er bare en meget følsom person. Og jeg tror, jeg er lidt for følsom.

– Okay.

– Ja. Der er mange tårer på den konto.