26. maj, 2024

Ostefeminisme

Ostefeminisme

Coops oste ‘Frederik’ og ‘Frederikke’ fastholder stereotype kønsrollemønstre, mener manden bag den feministiske Facebook-side ‘Mandehad’. Og det har han ret i.

Jeg har kendt til Facebook-siden ‘Mandehad’ et stykke tid. Siden drives af en mandlig feminist, som foretrækker at være anonym, og som bestemt ikke bryder sig om min side. Det skriver han direkte i sit værdigrundlag, som består af ni afsnit, hvoraf de to er dedikeret til at fortælle, hvad der er galt med Reelligestilling.dk – den side, du læser på nu.

»Siden Mandehad har et feministisk sigte i modsætning til antifeministiske Reel Ligestilling. Begge sider administreres af cismænd. RL har en mission om at tage begge sider af ligestillingskampen under kritisk behandling ved at lege djævlens advokat, men det tjener intet formål, der kan gavne ligestillingen, når vedkommende lader alle parametre blive vægtet lige højt, mens modarbejdende initiativer, grupper og enkeltpersoner i mange tilfælde er i fokus og overall er dem, der vejer mest.

RL er blot endnu en blog som har til formål at bekæmpe ‘fløjkrigen’ og samle sine læsere omkring status quo. RL har i bedste fald ingen mission og intet formål med at eksistere udover sig selv. I værste fald er den med til at give antifeministerne et kønt ansigt ved at forsyne dem med et legitimerende talerør«, skriver ‘Mandehad’ om mig og min side.

Bortset fra, at jeg ikke er antifeminist – og min side følgelig heller ikke er antifeministisk – er ‘Mandehad”s beskrivelse ikke helt skæv. Jeg leger gerne ‘djævlens advokat’ ved at lytte til flere stemmer i ligestillingsdebatten. Det indebærer blandt andet, at både feminister, antifeminister og alle andre er velkomne til at deltage i diskussionen på hjemmesiden og Facebook-siden. Jeg tror i vidt omfang på fri debat, ligesom jeg nærer et – muligvis naivt – håb om, at øget gensidig forståelse kan optø ellers fastfrosne konflikter.

Men nok om mig, og nok om ‘Mandehads’ opfattelse af Reelligestilling.dk. For det skal handle om noget ganske andet. Det skal handle om ost.

På Facebook skrev ‘Mandehad’ den 17. april til supermarkedskæden Coop angående navnene på kædens oste. Ordlyden var som følger:

Kære Coop.
Jeg ved godt det lyder som en beskeden ting, men har I overvejet at lade være med at markedsføre jeres oste med åbenlyse kønsstereotyper?

Jeg tænker ikke så meget på farvevalget med de såkaldte røde piger og blå drenge, der godt nok også kan være problematisk, men mere det faktum at Frederikke er den milde [bløde] ost, mens Frederik er den mellemlagrede [kraftige] ost.

Det har sikkert ikke været jeres intention, men I er faktisk ubevidst med til at kode folks opfattelse af kvinder som svage og mænd som stærke.
Venlig hilsen.

I et svar til ‘Mandehad’ skrev Coop dagen efter:

Hej Mandehad. Tak for jeres input som jeg lader gå videre til de ansvarlige. Jeg kan med det samme forsikre om, at det bestemt ikke er intentionen at kode nogle menneskers opfattelse af køn. Det er også første gang, vi oplever det input, men det vil vi da have med i overvejelserne fremover. Mvh Jeppe.

‘Mandehad”s ostehenvendelse blev hurtigt genstand for debat blandt mange rundt omkring på Facebook, og nyhedsmediet Dagens.dk skrev sågar en artikel om sagen i går onsdag.

Kigger man reaktionerne igennem på Facebook, finder man hurtigt ud af, at ganske mange mener, at ‘Mandehad”s henvendelse til Coop er latterlig og demonstrerer, at de danske feminister har rod i prioriteringerne. En af dem er Venstres Jakob Engel-Schmidt, der i sin deling af ‘Mandehad”s opslag skriver:

Personligt er jeg rasende på “Gamle Ole’s vegne”. Kønskrænkende oste? Nej vel?

Her et fremragende eksempel på, hvorfor ligestillingsdebatten i Danmarks trænger til en saltvandsindsprøjtning af relevans.

Og faktisk er der vigtige ting, at beskæftige sig med. Eksempelvis stærkt social kontrol af unge nydanske piger, der oplever kulturel ufrihed og overfald, hvis de selv vil bestemme over deres tilværelse. I det lys, er navne på danske mejeriprodukter uendelig irrelevant.

En anden er Tine Veje Klinge-Christensen, der har deltaget i Metroxpress’ serie om voldtægt, og som i går fik sin sag underkendt af Statsadvokaten. Om ‘Mandehad”s opslag skriver hun:

Kender I de dage, hvor politiet og Statsadvokaten totalt blæser på misbrugte kvinders retssikkerhed og afviser deres sager på grund af manglende beviser, der kan føre til domsfældelse i voldtægtssager, alt imens danske feminister raser over Coops åbenlyse forsøg på at markedsføre deres oste med kønsstereotype navne såsom Frederik og Frederikke.

Godt at de har styr på deres prioriteter. 🙄

Det er let at forstå Engel-Schmidt og Klinge-Christensens synspunkter. For der er da ved Gud 100 vigtigere emner at tage op, end hvad ostene hedder i Kvickly og resten af Coops butikker.

Men nogen god kritik er det ikke.

Dels kan »relevansargumentet« bruges til at kritisere stort set enhver dagsorden. Der er altid noget, der har større relevans.

Dels er det en kritik, som undlader at forholde sig til det substantielle. »Det er tåbeligt at diskutere ostes navne«, fastslår man afvisende – og undgår derved at forklare, hvorfor det er tåbeligt.

Set fra min stol er ‘Mandehad”s kritik mindre latterlig, end de fleste lader til at mene.

For selvfølgelig påvirkes vi af, hvilke værdier vi forbinder med det mandlige og det kvindelige, og selvfølgelig gælder det også for madvarer, herunder oste.

Når man på caféer og restauranter kan bestille lady steak eller damebrunch, er der i navnet indbygget en klar indikation af, hvem retterne henvender sig til.

På mange restauranter kan man støde på kønnede navne på retterne. Her er Lady steak på menukortet. Billede: Screen shot af menukortet på den københavnske restaurant City Kroen.
På mange restauranter kan man støde på retter med kønnede navne. Her er Lady steak på menuen. Billede: Screen shot af menukortet på den københavnske restaurant City Kroen.

En mand forventes at vælge den store bøf eller brunch, og en kvinde forventes at foretrække den lettere og sundere udgave. De kønnede navne, som kan forekomme uskyldige, udøver et stille socialt pres på kunden til at opføre sig som anvist.

Som bloggeren Mette udtrykker det på sin blog, Mettiske Strøtanker:

Hvis jeg er på café med en mandsperson, og han ligesom kommer til at bestille en cafe latte, ville jeg næsten begynde at betvivle hans fuckability. Mænd latter ikke. Altså, de macho størrelser drikker kaffe, capuccino, whatever. Bare ikke latte. Kald mig forudintaget, gammeldags og fordomsfuld. Og dobbeltmoralsk, så det batter. For jeg hader, at det ligesom forventes, at jeg som repræsentant for det feminine køn ubetinget skal elske grønt. (…)

Og tag et andet eksempel; hvis man beskuer et velassorteret menukort på en given café, kan man ofte finde herrebrunch og damebrunch eller vegetarbrunch. Brunch, efter min mening, skal som minimum være røræg, bacon og pølser. Og hvor finder man det? Som ingredienser i herrebrunchen, naturligvis. Det er, pardon my french, røvirriterende. Det er jo nærmest en direkte kastration af min feminitet. Så sidder jeg jo der og føler mig maskuliniseret, fordi jeg har bestilt en såkaldt herrebrunch. Og lige meget hvor meget jeg stritter imod tanken og bestiller alskens bøffer, burgere og herrebrunchs, fordi jeg elsker det, så ved jeg, at det ikke tager kegler, når jeg sidder overfor en potentiel scoring. Han vil med garanti betvivle min fuckability. Hvorfor i alverden skal forholdene være så urimelige?

Mettes tanker afslører to vigtige pointer.

Dels er de kønnede forventninger ikke nødvendigvis knyttet til retternes navne. Latte betyder mælk, ikke kvinde, men alligevel er det – ifølge Mette – en feminin kaffetype (jeg vælger selv latte omtrent to ud af ti gange, men ville givetvis bestille min standard, cortadoen, i selskab med Mette). Navnene er altså ikke hele forklaringen.

Dels udøves det sociale pres, som er forbundet med de kønnede navne (og retter), først og fremmest af dem, vi er sammen med, når vi spiser eller drikker. Mette er bekymret for sin dates reaktion, hvis hun bestiller den store herrebrunch, fordi hun frygter, at det vil få ham til at opfatte hende mindre feminin og ‘fuckable’. Helt tilsvarende vil de færreste mænd på en date bestille en pink lady af frygt for, hvordan hende ovre på den anden side af bordet vil opfatte så »feminin« en drinkpræference. Ja, kulørte drinks er i det hele taget en risikozone for den kurtiserende heteroseksuelle mand, mens whisky, cognac, rom og øl er sikre valg, som forsikrer daten om, at hun har med en »rigtig mand« at gøre.

Som Mette beskriver, er mad og kønsroller ikke adskilte størrelser. Vi forbinder maskuline og feminine værdier med forskellige retter og drikke, og det påvirker os i de valg, vi foretager. Både når vi er på restauranter, caféer og barer, og når vi handler ind i supermarkeder og andre butikker.

Jeg har lavet følgende liste baseret på mine egne iagttagelser. Det er muligt, du ikke er enig hele vejen, men jeg gætter på, at mange i store træk vil kunne nikke genkendende til opdelingen.

Maskuline retter, drikke, råvarer: Tatar, bacon, pølser, bøffer, øl, stærk spiritus, rødvin, sort kaffe, stærk ost, chili.

Feminine retter, drikke, råvarer: Kylling, fisk, skaldyr, salat, drinks, hvidvin, caffe latte, yoghurt, smoothies, frugt, juice, chokolade, is.

Er det i det lys latterligt, at ‘Mandehad’ påpeger, at Coop med et drengenavn til den stærke ost og et pigenavn til den milde er med til at fastholde stereotype kønsopfattelser?

Det synes jeg ikke.

Men dér skilles vores veje så også. Jeg er overvejende enig i analysen, men ikke i konklusionen og dens perspektiver. Det gælder i øvrigt ikke blot i dette tilfælde, men ganske ofte, når jeg læser feministisk samfundskritik.

For i modsætning til ‘Mandehad’ med flere har jeg ikke et ønske om, at samfundet ovenfra skal indrettes på en bestemt måde, som tilgodeser bestemte værdier. Det betyder ikke, at jeg er konservativ og ønsker, at alt skal fortsætte med at være, som det altid har været (en underlig tanke i øvrigt, idet intet nogensinde har fortsat med at være, som det altid har været). Det betyder blot, at jeg ikke tilslutter mig, at bestemte værdier trækkes ned over hovedet på folk af grupper, der har styrke til at gøre det. Det er en af de dele af feminismen, jeg har sværest ved at identificere mig med: ideen om, at man har fundet de vises sten og besidder nøglen til indretningen af det perfekte samfund.

Konkret betyder det, at jeg ikke er modstander af Coops kønnede oste, ‘Frederik’ og ‘Frederikke’. Det er muligt, de på mikroniveau er med til at fastholde den stereotype opfattelse af kvinder som milde og mænd som stærke, men det må være op til kunderne – ikke Coop eller feministiske grupper – at vurdere, om det er et problem. Det feministiske utopia, hvor de stereotype kønsopfattelser er forsvundet, er ikke nødvendigvis alles drøm, og det bør ikke opstå, fordi nogen har magt til at indføre det, men fordi der er bred tilslutning til det. Hvis mænd og kvinder skal ændre syn på køn, skal det komme fra mændene og kvinderne selv, ikke fra kønsideologer med kønsrevolutionære idealer.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview