Manderådet fejrer sin første fødselsdag: Interview med formand Simon Simonsen

Manderådet fyldte et år den 22. maj. Til venstre formand Simon Simonsen. Billede: Simon Simonsen/Manderaadet.dk.

Manderådet vil være en mandlig pendant til Kvinderådet, fastslår formand Simon Simonsen.

For godt et år siden, den 22. maj 2019, kom Manderådet til verden. Det skete på Københavns Rådhus, hvor de dengang 10 medlemmer af rådet holdt deres stiftende møde.

Siden er de 10 blevet til 12, men planen er stadig den samme. Manderådet ønsker at blive en paraplyorganisation for organisationer, der arbejder for at forbedre drenge og mænds vilkår i Danmark.

I anledning af fødselsdagen har jeg talt med formand Simon Simonsen om, hvad Manderådet er, og hvad Manderådet vil.

En mandlig pendant til Kvinderådet

Hvor mange medlemmer har Manderådet?

– Vi er 12 personer, der er aktive, og så er der en kreds uden om det af folk, der hjælper med forskellige ting.

Hvordan er Manderådet opbygget organisatorisk? Du er formand, og så er der 11 andre medlemmer. Kan man melde sig ind, eller hvordan fungerer det?

– Nej, vi startede som en råd for et år siden med nogle vedtægter, der lagde op til, at vi var den type organisation, der skulle starte op. På et tidspunkt reviderer vi vedtægterne, så vi kan være flere personer. Det er helt almindelige vedtægter, baseret på, at vi indtil videre er en forberedende gruppe. Vi havde det første møde for et år siden, den 22. maj 2019, på Københavns Rådhus, hvor vi stiftede Manderådet.

I har valgt navnet Manderådet. Er det et bevidst valg, der afspejler, at I vil være en slags mandlig pendant til Kvinderådet?

– Ja, vi betragter Kvinderådet som både et forbillede og et modbillede. Forbillede i den forstand, at de med held og også med rette i nogle tilfælde har været en stemme for kvinders vilkår. Det samme ønsker vi at være for mænds. Modbillede i den forstand, at vi på nogle områder har modsatrettede interesser. Ikke på alle, men på nogle. Vi kigger naturligvis også på andre kvindeorganisationer, eksempelvis Dansk Kvindesamfund, når vi lader os inspirere.

Hvad er det, Kvinderådet kan, som I ønsker at kunne?

– Kvinderådet samler forskellige organisationer, og det er vigtigt. Jeg startede selv i Mænds Sundhed for 25 år siden og har været aktiv på forskellige måder i forskellige mandeorganisationer, og mange af dem er små og spredte og baseret på en eller to-tre personer. Vores idé var både at skabe en fælles stemme, men også at forsøge at samle nogle af de folk, der sidder for sig selv. De fleste af dem, der er med i Manderådet, er også aktive i en eller to andre foreninger. Det er noget af det samme, man ser i Kvinderådet, men det er større organisationer, der er medlem af Kvinderådet. Det er blandt andet fagforeninger og interesseorganisationer. På sigt ser vi os som nogen, de samme organisationer melder sig ind i, da halvdelen af deres medlemmer i en fagforening jo typisk er mænd. Vi ønsker at være en paraplyorganisation for alle, der arbejder for at forbedre drenge og mænds vilkår i Danmark.

Mænds stemme er fraværende

Hvorfor startede I Manderådet? Hvorfor lod I det ikke bare idéen om en samlende mandeorganisation ligge, som andre har gjort i tidens løb?

– Det gjorde vi, fordi der er rigtig mange sager, hvor mænds stemme er fraværende. Det kan være alt fra krænkelsesdebatten over sundhedsdebatten til debatten om repræsentation og kvoter. Der synes vi, at en koordineret indsats for mænds vilkår er fraværende, og det er den koordination, vi gerne vil skabe. Vi er hverken halvvejs eller helvejs, men det er det, vi forsøger at gøre.

Hvis du står om tre år og ser tilbage, hvor er Manderådet så henne, og hvad har I opnået på det tidspunkt?

– Om tre år har vi en god dialog med beslutningstagere på kommunalt niveau, regionalt niveau og folketingsniveau. Vi har gode og langvarige relationer til dem, der træffer beslutninger, der involverer drenge, mænd og fædre. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi om tre år kan reagere hurtigt og med saglighed på forskellige mediekampagner og indslag i pressen, hvor drenge, mænd og fædre bliver omtalt. Endelig kan vi om tre år sørge for, at der er en koordination mellem mange af de aktører og gode kompetencer, der er, som er interesserede i gode og ens vilkår for piger og drenge, kvinder og mænd og mødre og fædre, både i kvindeorganisationerne og i mandeorganisationerne. Det er sådan set målet. Vejen derhen er at finde en klarere stemme, der omfavner både piger og drenge, kvinder og mænd og mødre og fædre. Det er en af de udfordringer vi har. At gøre det samtidig med, at vi går til biddet. At bevare sagligheden samtidig med, at vi forholder os til den ofte meget ensidige debat, der er i medierne og blandt intellektuelle, når det gælder køn og ligestilling.

Kan du uddybe, hvad du mener, når du siger, at debatten ofte er ensidig?

– Jeg har selv en baggrund som forsker i det her område og har helt tilbage fra den tid oplevet en stor skævhed i interessen for de problemer, mænd og kvinder står med. Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at noget af den er biologisk funderet. Drenge og mænd og fædre er i vores kultur desværre en tand mere ’expendable’, end kvinder er. Vi har en større naturlig trang til at føle sympati for piger, kvinder og mødre, end vi har for drenge, mænd og fædre. Det er vi nødt til at være opmærksomme på. De fleste synes simpelthen, det er mere synd for en kvinde end en mand, selv om de står i nøjagtig samme situation. Og det går igen i mediernes historier. Det er en af de udfordringer, vi skal forholde os til.

Det er kammet over

De feministiske organisationer er ofte meget sikre i deres sag. De ved, hvordan verden hænger sammen, og er man uenig med dem, skyldes det, at man ikke har ”sat sig ind i tingene”. Den tanke, at de måske tager fejl, tænker de slet ikke. Hvordan ser det ud i Manderådet? Er I kritiske over for jeres eget udgangspunkt og muligheden for, at jeres analyse ikke altid er den rigtige?

– Ja og nej. Ja til, at hvis vi skal lykkes overhovedet, så er det afgørende, at vi ikke har en offerretorik omkring os selv og er ’mandebitre’ og ’mandesure’. Og det er vi. Og det er jeg også en gang imellem. Desværre. Og det må folk bære over med, indtil vi forhåbentlig får luftet ud og finder en anden stemme i forhold til det. Når det så er sagt, og det er her, jeg svarer nej til dit spørgsmål, så har jeg selv brugt 15-20 år på at tale om mange af de problemer, mænd har med misbrug. Det har jeg både skrevet og talt om. Jeg har snakket om de problemer, mænd har med at henvende sig til læger og tage sig nok af sig selv. Så mange af os har faktisk brugt rigtig meget tid, og gør det stadig, på at tale om mænds sårbarhed. Og der, hvor mænd ikke slår til. Og mange af de problemer, mænd faktisk skaber i samfundet. Mænd er jo gode til at skabe virksomheder, men der er også mange mænd, der sidder i fængsel. Så vi er jo også nødt til at være kritiske over for mænd. Men min oplevelse er, at det er kammet over. For 20-30 år siden kunne vi tale om de problemer, mænd har, for eksempel med deres mandighed eller deres egenomsorg. Det er kammet over i, at nu er det mændene alene, der er skyld i de her ting. Og det er der, hvor retorikken er nødt til at blive intensiveret og blive mere pågående, end den har været tidligere, uden at vi ender i en offerretorik. Uden at vi ender i en offerkommunikation og påstår, at det kun er mænd, der er fantastiske, og kvinder, der er forfærdelige.

Hvad er årsagen til, at det er kammet over, som du siger?

– Vi står med en 68’er-tsunami af kvinde-kønsideologi, der de sidste 20-30 år er væltet helt ind over os. Det sidste gode eksempel er #MeToo-bevægelsen, der er meget ensidig. Men der findes mange andre. En stor del af medierne og det akademiske system ser helt bort fra de klare biologiske forskelle, der er mellem drenge og piger, mænd og kvinder og fædre og mødre. Det er noget, jeg synes, både medierne og det akademiske system burde tage langt mere alvorligt.

– Men tilbage til dit spørgsmål om at være selvkritisk. I min egen faglige historik har jeg været ekstremt kritisk over for mænd. Hvis man googler, hvad jeg sagde i 90’erne og 0’erne, vil man finde masser af eksempler på, at jeg bliver interviewet om, hvor dumme mænd kan være i forhold til egen omsorg. Jeg har også forsket i mænds misbrug, og det er jo især mænd, der er misbrugere. Der har vi som noget, vi som mænd skal arbejde med. Men Manderådet starter et sted, hvor kønskampen er taget til i et omfang, hvor det at fokusere på mænds sårbarhed, på de ting, mænd skal blive bedre til, og på de steder, mænd skal hanke op i sig selv, er nødt til at blive suppleret af et fast og stærkt forsvar for mænd. For når mænd bliver misbrugere, eller når mænd begår selvmord, så ligger der nogle gange nogle historier bag. En af de ting, jeg fandt ud af i min selvmordsforskning, det var, at nogle af de mænd, der begik selvmord, ikke kun gjorde det, fordi de havde psykologiske eller medicinsk-psykiatriske problemer. De gjorde det også, fordi de for eksempel havde mistet deres børn. Eller havde en stor spillegæld. Hvor den risikoadfærd, vi som samfund nyder godt af, når mænd for eksempel starter virksomheder, har en bagside. Warren Farrel kalder det et ’social bribe’, som består i, at samfundet fremmer mænds risikokultur, fordi det er godt for samfundet, at mænd tager i krig eller gider bruge 80 timer om ugen på at drive virksomhed. Det, man ofte glemmer, er, at det ’social bribe’ også har en slagside. Det er det, der gør, at mænd kommer til at træde over stregen i andre tilfælde, for eksempel ved at anvende den vold, man har trænet dem i, på andre og så ryger i fængsel. Eller begår vold på sig selv. Og der savner jeg, at vi snakker om det samfundsansvar, vi har for at opdrage mænd og opdrage hinanden. At hvis vi understøtter risikoadfærden, som måske også delvist er naturlig, så har det både en solside og en skyggeside. Solsiden nyder vi godt af, men skyggesiden… Jeg tror, Kåre Fog [medlem af Manderådet, red.] vil sige det sådan, at alfahannerne vinder på det her, men de øvrige handyr, som ikke er alfahanner, de taber på det. For mig er det jo et social projekt også. Jeg er jo rød [medlem af borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet, red.], så det handler også om at drage omsorg for mange af de mænd, som samfundet er, undskyld jeg siger det, fucking ligeglad med. Det er jo dem, der dør tidligt, og det var det, der startede min egen mandekamp. At det gik op for mig, at mange mænd klarer sig rigtig dårligt i forhold til sundhed.

En mandlig feminist?

Hvad er din forklaring på, at mænd klarer sig så dårligt i forhold til sundhed?

– Min ph.d.-afhandling handlede om mænds problematiske egenomsorg. Den hed ’Ronkedorfænomenet’, et udtryk, jeg fik fra en af mine klienter. Og mænd har bestemt problemer med egenomsorg. Men årsagen til mænds ringere sundhed er ikke kun, at mænd er dårlige til egenomsorg. Det handler også om, at vi har et sundhedssystem og systemer rundt om det, som ikke er designede til mænd. Jeg sidder selv i socialudvalget og er tit på besøg rundt omkring i København, hvor man arbejder med udsatte grupper. Meget af det sociale arbejde, vi laver, er ikke designet til mænd. Det er lavet kvinder, det er kvinder, der er ansat der, og det er designet til kvinder. En stor del af vores sundhedsvæsen er også designet til kvinder. Et lillebitte eksempel er lægebesøg. Det ligger tit i et tidsrum, hvor personer der arbejder i industrien eller som håndværkere, og det er oftest mænd, ikke bare kan tage fri. Det er et problem. Vil man have mænd til at gå oftere til lægen, er man nødt til at have nogle åbningstider, der er mere mandevenlige.

Det, du gør her, er at sige, at der findes nogle strukturer, som skader drenge og mænd. Det er en ret feministisk måde at analysere verden på, bortset fra, at det i dit tilfælde handler om drenge og mænd. Er du i virkeligheden en slags mandlig feminist?

– Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er materialist. Jeg tror på, at de strukturer, vi laver, betyder noget. Jeg tror også, det er bedre at indrette samfundet godt fra starten af, end det er at rende rundt med løftede pegefingre og sige til folk, at de ikke opfører sig fornuftigt. Så i den forstand har du ret. Der deler jeg de bedste feministers, og de er der jo også, strukturalistiske-marxistiske analyse. Det, jeg ikke deler, er den kulturmarxistiske analyse. Altså den tsunami, jeg omtalte tidligere.

Hvis du vil vide mere

Manderådet består foruden formand Simon Simonsen af de elleve medlemmer Torben Haugaard, Niels Nørløv Hansen, Thomas Wiwel, Ole Bjerg, Thomas Markersen, Kåre Fog, Poul Lloyd Robson, Søren Dresmer-Hansen, Morten Schütt, Kresten Lidegaard og Kim Lindgreen.

Vil du vide mere om Manderådet, kan du besøge Manderådets hjemmeside. Her kan du læse mere om rådets ambitioner og finde links til dets aktiviteter på sociale medier.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *