Skal man helt opgive drømmen om det tilfældige møde i en verden fuld af datingsider og datingapps?
Der går ikke mange dage imellem artikler om datinglivets ulyksaligheder. Selv om der aldrig har været flere enlige (eller singler), og selv om udvalget af datingsider og datingapps aldrig har været større, er det stadig svært at finde kærligheden.
Man skulle ellers tro, at alene antallet af singler ville gøre det let at finde en partner. Ifølge Danmarks Statistik er 1,6 millioner danskere – eller 37% af den voksne befolkning – enlige.
Men sådan er det altså ikke, hvis man skal tro artiklerne i avisernes og i diverse dame- og mandeblade. Her sukker den ene skribent efter den anden efter at finde den eneste ene, og et hav af mere eller mindre meningsfulde forklaringer på problemet hives frem, fx at der ikke findes »gode mænd« over 30.
Spørgsmålet er, om det passer, og om der overhovedet er plads til kærlighed i en tid, hvor mødet med nye mennesker er outsourcet til datingsider og apps som Tinder og Happn.
Hvad blev der af det tilfældige møde?
Personligt har jeg altid haft en naiv drøm om, at kærlighed skal opstå ved et tilfælde. Det skyldes måske, at jeg er gammel nok til at huske lokalavisernes kontaktannoncer, som var en tragisk udstilling af desperate menneskers manglende evner til at finde kærligheden på »den rigtige måde«. »(K)ærlig mand søger«, stod der altid, og alle var klar over, at der måtte være noget galt med denne (k)ærlige mand, når han ikke var i stand til at finde en partner på anden vis. Det var ikke uden grund, at kontaktannoncerne altid havde et bogmærke i stedet for navn og adresse; selv afsenderen var klar over det pinlige ved situationen.
Min romantiske drøm om det tilfældige møde skyldes måske også diverse bøger og films iscenesættelse af disse »chance meetings« som udtryk for ægte kærlighed: dette uhåndgribelige, der opstår ud af ingenting, og som med ét ændrer alt. Det er jo det, man gerne vil opleve. Hvem drømmer ikke om at få slået fødderne væk under sig og miste fornuften, fordi noget pludselig bliver vigtigere end fornuft?
Jeg er næppe den eneste, der drømmer om det tilfældige møde. Men vi, der gør det, er udfordrede, for nu at sige det på moderne dansk. Det er vi, fordi sandsynligheden for det tilfældige møde er blevet mindre. Siden Dating.dk for alvor gjorde dating til en folkesport i Danmark, er en strøm af nye datingsider og datingapps kommet til, og i dag er man vel nærmest underlig, hvis man er single og ikke er på mindst et par af dem. Det betyder, at antallet af singler, man kan møde tilfældigt, er blevet lavere. Ikke kun fordi de allerede er engagerede i dates gennem datingindustrien, men også fordi de ikke er til stede i de situationer, hvor kærligheden før opstod ved et tilfælde.
Der lader til at være opstået slags systematisering af kærligheden. En mental adskillelse mellem »nu er jeg på date, så nu handler det om kærlighed« og »nu laver jeg noget andet, og derfor koncentrerer jeg mig om det«. I stedet for hele tiden at være modtagelig for signaler fra omverdenen, er daten blevet til det sted, hvor man er i »kærlighedsmode«. Med den konsekvens, at resten af tiden er man det ikke.
En dobbelt tragedie
Det er naturligvis et problem for håbløse tosser som mig, der ikke har en profil på en datingside og ikke er på Tinder eller Happn. Hvordan skal vi kunne opleve det tilfældige møde, når de fleste render rundt som kærlighedszombier, der lukker ned for deres følelser på alle andre tidspunkter, end når de er på date?
Det er et spørgsmål, jeg ikke har et svar på. Måske er der ikke andet at gøre end at opgive drømmen om det tilfældige møde? Kapitulere. Følge flertallet ind i datingindustrien. Lære dens logikker at kende. Swipe, skrive, chatte og mødes. Ja, mødes. For folk mødes jo stadig. Og hvem har ikke en ven eller veninde, der fandt kærligheden via en datingside og i dag lever lykkeligt med ham eller hende, der startede med bare at være endnu en date?
Så måske. Men der er stadig noget gustent ved det. Noget forkert, noget uægte. Det tilfældige har en tiltrækningskraft, som datingindustrien ikke kan kopiere. Noget fascinerende, som går tabt, når kærligheden sættes i system. Når man bliver en profil blandt profiler i stedet for et menneske blandt mennesker.
Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan, og som derfor ikke har gjort min entre på datingindustriens digitaliserede kærlighedsmarked. Det vil i så fald være en del af forklaringen på, hvorfor der ikke findes »gode mænd« over 30. For mens de kvinder, der tror, vi ikke eksisterer, swiper til højre og venstre i deres jagt efter kærlighed, er vi ude i virkeligheden, hvor vi drømmer om at møde dem ved et tilfælde.