Blæstline

Rapperen Tessa i Deadline, hvor hun 1. januar fik lov til at holde en alternativ nytårstale. Billede: Screenshot, dr.dk/tv.

Deadline reddede dagen for skuffede feminister. Men satte samtidig sin troværdighed over styr.

Det havde været en hård 1. januar for de danske feminister. Statsministeren havde ikke nævnt MeToo i sin nytårstale, og det var mange fortørnede over.

Forfatteren Carsten Jensen havde dagen forinden sammenlignet Sofie Linde med den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.

»Sofie Linde er en sand frihedsheltinde. Det er ikke bare hendes kjole, der er endt på Nationalmuseet. Hun vil selv gå over i historiebøgerne på linje med modstandsbevægelsen under Besættelsen. For der er en besættelse, kvinder må leve under på de fleste arbejdspladser: Mænds besættelse af deres egen magt«, havde han skrevet.

I det lys var det måske ikke så mærkeligt, at skuffelsen var stor. Mener man i ramme alvor, at Sofie Lindes tredive sekunders tale om en påstået hændelse for 12 år siden ved en julefrokost i DR står mål med modstandskampen under krigen, herunder dens omkostninger for de 861 danske modstandsfolk, der mistede livet i kamp, ved henrettelse og i tyske koncentrationslejre, er det klart, at man forventer det nævnt i statsministerens nytårstale.

På sociale medier lod feministerne deres utilfredshed komme til udtryk i timerne efter Mette Frederiksens tale, men skuffelsen skulle snart forstumme. En uventet redningskvinde dukkede op i horisonten: Deadline på DR 2.

Deadline, DR 2’s nyhedsprogram, som hver aften i 30 minutter er scene for debat om samfund og politik, havde ryddet de sidste små fem minutter af udsendelsen til en alternativ nytårstale fremført af rapperen Tessa, hvis karriere DR tidligere har fremmet, blandt andet i udsendelsesrækken ‘Tessas hævn’ og i en episode af serien ‘Upcoming’ med undertitlen: ‘Tessa gider ikke være den pæne pige’.

Hvis corona ikke allerede havde gjort det af med Deadlines kerneseere, er der en risiko for, at Deadlines beslutning om at gøre programmet til et veritabelt freakshow kostede de sidste livet.

Tessa brugte sin ubrudte taletid til i vulgære vendinger at tale om sex, men først og fremmest til at iscenesætte sig selv. Deadlinestudiet var omdannet til en gratis reklameplads, og den tog rapperen godt imod. Så overlegen var hun, at hun på et tidspunkt ligefrem pralede med, at DR’s begejstring for hende havde været værdifuld i forhold til antallet af henvendelser. »Hundredvis blev til tusindvis, efter jeg fortalte min historie i en DR 3-dokumentar«, berettede hun.

Når Tessas absurde forestilling i Deadline kunne redde dagen for de danske feminister, skyldes det, at hun sagde det, feministerne gerne vil høre. Tessa talte om sin ret til at være seksuelt dominerende, om et negativt kvindesyn, som skal bekæmpes, og om sociale medier, som er lige så virkelige som den fysiske virkelighed.

Samtidig må formatet have glædet feministerne. Tessa blev ikke udsat for et eneste kritisk spørgsmål, som kunne forstyrre hendes påstande, nej, hun fik en mikrofon og et tomt studie og kunne sige præcis, hvad hun havde lyst til. En feministisk drøm gik dermed i opfyldelse: drømmen om helt fri taletid i et landsdækkende medie. Tessa blev behandlet som en dronning. Det eneste, der manglede, var, at studieværten holdt mikrofonen for hende.

For Deadline var gårsdagens program en fadæse, som bliver svært at overgå på noget tidspunkt i år, selv om det i dag blot er den 2. januar.

Deadline har i årenes løb gentagne gange lagt studie til toneangivende interview med fremtrædende intellektuelle fra både ind- og udland og markeret sig som et program, man er nødt til at se, hvis man interesserer sig for politik og samfund i bred forstand. Hvem husker eksempelvis ikke Martin Krasniks række af kritiske interview, som satte den ene politiker efter den anden under pres?

Det er næsten svært at tro, at det var det samme program, som I aftes lagde studie til 23-årige Tessas forestilling. Der er meget langt fra den dygtige interviewer, der holder gæsten fast på de svære spørgsmål, til det onewomanshow, Deadline præsenterede seerne for i går.

Det er svært at gennemskue, hvad det er, Deadline med sin redaktionelle beslutning om at omdanne programmet til et cirkus ønsker at opnå. Er det hensigten, at Tessa skal blive en slags kvindelig Yahya Hassan, og ser Deadline det som sin opgave i samarbejde med resten af DR at sørge for, at det sker? Eller handler det bare om, at Deadline forsøger at være ung med de unge?

Det sidste virker som det mest sandsynlige. Også debatprogrammet P1 Debat har leget med tanken og i 2020 inviteret en anden kvindelig rapper, Nikoline, i studiet til debat. Modsat Tessa deltog Nikoline dog i debatten på lige fod med de øvrige debattører.

Der er selvfølgelig også et kønsaspekt i sagen. Tessa er kvinde, og Deadline har et erklæret ønske om at hæve antallet af kvindelige gæster. På væggen bag redaktionen hænger et stykke hvidt karton, hvorpå der sættes en blå og orange sedler, når mænd henholdsvis kvinder har gæstet programmet.

‘Tavlen’ har en panoptisk effekt. Den animerer Deadline-redaktionen til at tænke over kønsfordelingen blandt gæsterne og virker således ikke ved tvang, men ved at trække på redaktionens dårlige samvittighed. Den er som et Guds øje, der overvåger alt og er en evig påmindelse om at gøre det rigtige.

Med Tessa i Deadline 1. januar kunne redaktionen hænge en orange seddel op og for en stund slappe lidt af i forhold til farvespillets sammensætning og dets evigt tunge blik.

Er man ikke feminist, er det svært at se det positive i Tessas Deadline-performance.

Hvis jeg var kvinde, ville jeg ikke synes om, at kvindelige gæster behandles med fløjlshandsker og afskærmes fra ubehageligheder som relevante spørgsmål.

Hvis jeg var fra Vestegnen, ville jeg heller ikke synes om det.

Det virker nedladende. Er man ikke i stand til at forholde sig til kritiske spørgsmål, fordi man er en 23-årige kvinde fra Askerød? Kan man, hvis man er det, kun bruges i Deadline som ufrivillig pauseklovn?

Endelig var Tessas show endnu en lussing til de mænd og kvinder, som ønsker andre perspektiver på ligestilling end de feministiske. De fik fra første færd at vide, at heller ikke 2021 bliver året, hvor DR tager dem alvorligt. Desværre.

DR har en enorm ideologisk skævhed i sin dækning af køn og ligestilling, som betyder, at DR’s udsendelser for mange danskere ikke er vedkommende.

De fleste danskere er ikke feminister. Men de fleste gæster i DR’s programmer om køn og ligestilling er feminister. Det er hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt. Man kan gå så langt som til at sige, at DR svigter sin public service-opgave, når DR så konsekvent og så vedholdende lader en ideologisk minoritet dominere så uhæmmet, som det er tilfældet.

Undersøgelser viser, at unge mænd fra den såkaldte Generation Z er mere skeptiske over for feminisme end midaldrende og ældre mænd. Mere end 50 procent af de unge britiske mænd mellem 16 og 24 mener således, at feminismen er »gået for langt«.

Det er måske ikke så mærkeligt, når de vokser op i en tid, hvor de kan se feminister blive behandlet som dronninger, der tilbydes troner overalt, mens de selv bedes om at holde kæft og høre efter.

På den lidt længere bane er det et problem, også Deadline bør tage alvorligt.

Deadline har ikke kun et ansvar for at fortælle om virkeligheden. Programmet er også med sine redaktionelle valg og fravalg med til at skabe den. Billede: Screenshot (YouTube) fra filmen ‘Joker’, DR 2-logo indsat.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

One thought on “Blæstline

  • Avatar
    3. januar 2021 kl. 10:30
    Permalink

    For det første, så er der tale om en nytårstale. Hvordan det bliver til ‘fløjlshandsker’ og en fornærmelse af både kvinder og Vestegnen vil jeg gruble videre over.
    For det andet, så ville jeg gerne vide hvilke ‘kritiske spørgsmål’, skribenten ville have stillet til taleren. Måske “hvor ved du fra, at så mange ikke anmelder seksuelle overgreb?” eller “hvis nogen er i tvivl om hvorvidt, de er blevet voldtaget, så er de jo nok ikke blevet det, VEL?”
    For det tredie, hvad er artiklens formål? Hvis det var en anmeldelse, ville den formentlig have forholdt sig til talens indhold, så det må vel være en klage til Deadline over deres koncept ‘nytårstale’ og valg af taler.
    Hvis det er tilfældet, så kan jeg jo egentlig bare nøjes med at erklære mig uenig.
    Der ER håb endnu for unge kvinder – og når de har kæmpet deres (og vores, de ældre kvinder) kamp, så kommer turen forhåbentlig, hvor også unge mænd får modet til at sige fra.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *