Skal sex uden samtykke opfattes som voldtægt? Det mener Mette Frederiksen, Morten Østergaard og Pia Olsen Dyhr. Jeg er uenig.
I et fælles indlæg på Berlingske bebuder lederne af de tre centrumvenstrepartier Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, at de vil arbejde for at ændre voldtægtslovgivningen.
Konkret foreslår partierne to ændringer. Dels skal forældelsesfristen forlænges eller helt fjernes, dels skal samtykke være det afgørende element i voldtægtssager.
»For det første skal vi have flere ofre til at anmelde voldtægten. Derfor skal vi gøre det til en mindre ubehagelig oplevelse at anmelde en voldtægt. Samtidig skal vi have hævet forældelsesfristen. Netop fordi det kan være så grænseoverskridende at anmelde en voldtægt, skal offeret have længere betænkningstid. Og gerningsmanden skal kunne stilles til ansvar i længere tid. Forældelsesfristen skal forlænges. Måske endda helt fjernes. Samtidig skal voldtægtsofferets behov for betænkningstid ikke gå ud over muligheden for efterfølgende at få erstatning. Så også her er der brug for at se på, om der er behov for ændringer.
For det andet skal vi sikre os, at antallet af voldtægter falder. Det kræver en lovgivning, der stjerneklart signalerer, at enhver har et ansvar for, at seksuelle handlinger kun finder sted, når parterne er enige. En lovgivning hvor samtykke er det helt centrale og afgørende gerningselement. En lovgivning, hvor det ikke er afgørende, hvad der var optakten til den seksuelle krænkelse. Seksuelle handlinger uden samtykke skal straffes. Det skal afspejles i loven. Og det skal afspejles i domstolenes afgørelser. For hvis lovgivningen er tydelig, vil misforholdet mellem antallet af sigtelser og domsfældelser også kunne rettes op. Det skylder vi ofrene«, skriver Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen i indlægget.
Forslaget kommer efter en sommer, hvor voldtægt har været et stort debatemne. Ikke mindst Herfølge-sagen, hvor tre unge mænd først blev frikendt i byretten og senere dømt i landsretten for voldtægt af en ung kvinde, har bragt sindene i kog og gjort voldtægt til et emne, alle har en holdning til.
Ifølge den seneste Offerundersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd udsættes 4.200 kvinder årligt for tvangssamleje eller forsøg på tvangssamleje, og det er bredt anerkendt, at kun en brøkdel af overgrebene fører til anmeldelser, sigtelser og domme. Derfor er det ikke vanskelig at forstå, at voldtægtssager vækker vrede i befolkningen. Voldtægt er en dybt krænkende forbrydelse, og det er indiskutabelt samfundets opgave at forebygge og straffe voldtægt.
På strafsiden har politikerne allerede gjort noget ved at hæve normalstraffen for voldtægt, og selv om straflængden næppe vil have den store indflydelse på antallet af voldtægter, er det svært at indvende noget imod, at gerningsmændene straffes hårdere. Om ikke andet kan længere straffe medvirke til at styrke retsfølelsen i samfundet.
På forebyggelsessiden har Folketingets partier derimod ikke gjort nok. I årevis har skiftende regeringer forfulgt en forfejlet forebyggelsesstrategi, som tager udgangspunkt i, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere. Derfor har den forebyggende indsats rettet sig mod alle i stedet for at rette sig mod dem, der faktisk kan finde på at begå voldtægt. Et skifte er her nødvendigt, hvis man ønsker større effekt af de forebyggende midler. Konkrete risikogrupper skal udpeges, og indsatsen skal målrettes mod dem.
Desværre er det ikke det, S, SF og R foreslår. I stedet er partierne hoppet med på den feministiske samtykkebølge, som er opstået i kølvandet på debattør Emma Holtens lancering af begrebet i forbindelse med, at hun blev udsat for såkaldt »hævnporno«.
Holten, som først fik delt nøgenbilleder mod sin vilje og siden frivilligt delte nye billeder, påpegede i forbindelse med sin sag, at netop samtykke er forskellen på, om deling af nøgenbilleder er i orden eller ej. Samtykkebegrebet har siden spredt sig, blandt andet ind i voldtægtsdebatten, og det er i det lys, det nye forslag fra S, SF og R skal forstås. Samtykke er hot, og det er centrumvenstrepartierne klar over.
Ved første øjekast virker det da også rimeligt at betragte sex uden samtykke som voldtægt. For selvfølgelig er sex kun sex, hvis det er en gensidig aktivitet, som begge (eller flere) parter ønsker at deltage i. Kun de færreste vil være uenige i det.
Men gensidighed og samtykke er ikke det samme. Hver dag dyrker tusinder og atter tusinder af mennesker sex uden samtykke, uden at der er tale om voldtægt. Det kan være ægteparret, der ligger i sengen og uden verbal udveksling elsker med hinanden. Eller de to unge mennesker, der har mødt hinanden til en fest, og hånd i hånd går ud i sommernatten, mens musikken spiller videre indenfor. Nogle gange, og ikke så sjældent, er der ikke brug for ord.
Hvis man følger forslaget fra S, SF og R og gør sex uden samtykke til voldtægt, kriminaliserer man de facto sex. Ikke al sex, men meget sex. Ægteparret og de to unge mennesker bliver potentielle forbrydere, der kan trækkes i retten og dømmes for en af menneskelivets værste ugerninger. For hvordan skal man påvise et samtykke, som ikke var nødvendigt og følgelig ikke forelå?
Et andet problem ved forslaget er, at det vender om på bevisbyrden. Traditionelt er det sådan, at den, der anklager en anden for et kriminelt forhold, skal bevise, at forbrydelsen har fundet sted. Hvis jeg anklager dig for at have stjålet min pung, er det ikke dig, der skal bevise, at det ikke er sket. Det er mig, der skal bevise, at det er sket.
Sådan er det også med voldtægt, men det vil ændre sig, hvis forslaget gennemføres. Sker det, kan følgende scenarie opstå: En kvinde, jeg aldrig har mødt, anklager mig for voldtægt, og det er op til mig at bevise, at der forelå samtykke, da voldtægten, som aldrig har fundet sted, foregik. Hvis jeg ikke kan det, skal jeg dømmes for voldtægt. Og hvordan kan jeg det, når voldtægten aldrig er foregået?
Som formand for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, udtrykker det: »I sin reneste form vil man ende med at vende bevisbyrden om, og det er et fundamentalt opgør med dansk retspraksis. Vi vil risikere at få dømt nogle unge mænd, der er uskyldige«.
Og Sjöberg er endda diplomatisk. For hvorfor kun »nogle«, hvorfor kun »unge« og hvorfor kun »mænd«? Gennemføres centrumvenstres forslag, der som nævnt også indeholder et opgør med forældelsesfristen, vil alle voksne uanset køn og alder kunne dømmes for voldtægt, hvis de ikke kan bevise, at en seksualpartner på et givet tidspunkt i al fortid samtykkede i forbindelse med en seksuel relation. Noget, som i praksis vil være umuligt. For hvordan vil du i 2040 bevise, at ham eller hende, du var sammen med i teltet på Roskilde i år, samtykkede? Hvordan?
Skal man være flink, kan man glæde sig over det positive ved, at S, SF og R ønsker at gøre noget på voldtægtsområdet. Ingen kan være uenige i målsætningen om at bekæmpe voldtægt.
Men selv med ja-hatten trukket helt ned over øjnene, er det umuligt at overse forslagets negative konsekvenser. Det vil næppe gøre den store forskel for de grupper, der står bag hovedparten af voldtægterne, men det vil gøre enorm forskel for alle andre. Ganske almindelige seksuelle relationer vil med ét blive farlige, fordi begge parter i al eftertid potentielt vil skulle kunne bevise, at den anden ønskede at deltage. Samtidig vil bevisbyrden med ét være vendt på hovedet og stille den anklagede i en urimelig situation.
Dér skal vi ikke hen. Derfor må man håbe, at Folketingets øvrige partier ikke lader sig lokke af centrumvenstres forsøg på at profitere på sommerens ophedede voldtægtsdebat. Justitsminister Søren Pind har i flere omgange prioriteret området, senest med undersøgelsen Respekt for voldtægtsofre, som peger på seks initiativer, der skal forbedre politiets arbejde og nedbringe antallet af voldtægter, blandt andet ved hjælp en målrettet anmeldelseskampagne og bedre beskrivelser af gerningsmændene, og Pinds vej er langt mere løfterig end centrumvenstres aktuelle forslag.
I det omfang der findes en ’kur’ mod voldtægt, består den ikke i at omdefinere sex til voldtægt eller forlange beviser, som ikke findes. Den består i at skabe viden om, hvem der voldtager, hvorfor de voldtager og på baggrund heraf målrette den forebyggende indsats. En indsats, som i parentes bemærket meget vel kan indeholde tiltag, centrumvenstre traditionelt forbinder sig med. Voldtægt er i langt højere grad end det anerkendes i den offentlige debat en kriminalitetsform med rødder i sociale problemer, og derfor er det her, man skal sætte ind, hvis man ønsker at nedbringe antallet af voldtægter i Danmark.