16. januar, 2025

Mads Strange-pensionen

I dag beholder mænd som udgangspunkt deres pension, når de bliver skilt. Sådan skal det ikke være i fremtiden, mener Liberal Alliance. I stedet skal ekskonen have halvdelen. Billede: Pixabay.com.

Kan man købe kvindelige stemmer med mandlige pensioner? Det håber Liberal Alliance.

For fremtiden skal en kvinde kunne tage halvdelen af sin mands pension med sig, når hun kasserer ham. Det mener Liberal Alliance, som foreslår, at reglerne laves om, således at pensionen bliver delt ligeligt i tilfælde af skilsmisse – noget, som i dag kun sker, hvis der er indgået en ægtepagt.

Forslaget kommer efter et forår, hvor Liberal Alliance flere gange kom galt afsted i kønsdebatten, og flere kommentatorer peger da også allerede på, at det for partiet meget ukarakteristiske forslag om at blande sig i familiers privatøkonomi skal forstås i den kontekst.

”Jeg kan ikke lade være med at læse budskabet om, at pensionsformuer skal deles, som det betydelige imagetab, partiet fik hos kvinder,” siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

I en lynanalyse læner politisk reporter og analytiker hos TV 2 Morten Nielsen sig op ad samme konklusion:

”Liberal Alliance fik før sommerferien en del kritik for sit kvindesyn. Også fra egne rækker. Om det her forslag er et forsøg på at imødegå noget af kritikken, ved jeg ikke, men det er i hvert fald nye toner. Normalt er Liberal Alliance nemlig modstander af mere regulering på ligestillingsområdet, men her mener partiet altså, at Christiansborg skal gribe ind. Også selvom der allerede i dag er mulighed for på eget initiativ at indgå en ægtepagt.”

Kritikken af Liberal Alliances position på ligestillingsområdet kom efter debatten om kvindelig værnepligt og udtalelser fra EU-kandidaten Mads Strange om biologiske forskelle på mænd og kvinder. Og den kom ikke kun udefra. Også medlemmer af partiets ungdomsparti var utilfredse med det, de hørte fra Strange og partiformand Alex Vanopslagh. ”Alt i alt har denne valgkamp gjort mig pinligt berørt over at være kvinde i Liberal Alliance,” skrev udviklingsformand for Mette Marie Kjær Knudsen i et debatindlæg i Berlingske, som blev bragt 11. juni. ”Selvom han ikke nødvendigvis mener, at kvinder er reduceret til deres æg og, at kvinder er dårligere end mænd i ikke kun elitesport, men også i tankesport, har hans udtalelser formået at skræmme utrolig mange liberale, kvindelige vælgere væk,” uddybede hun, rettet mod Mads Strange.

Fra et strategisk perspektiv giver forslaget god mening. På den ene side kan det vinde nogle af de skeptiske kvinder tilbage, som i lighed med Mette Marie Kjær Knudsen følte sig skubbet væk af forårets kønspolitiske udskejelser. På den anden side er risikoen for tab minimal, for de mandlige eller for den sags skyld kvindelige vælgere, som måtte være imod forslaget, har ingen andre steder at gå hen. Der findes ikke et ”Ultraliberalt Alliance”, de kan stemme på i stedet.

Fra et kønspolitisk perspektiv tydeliggør forslaget, at Liberal Alliance er parat til gå hånd i hånd med partier på venstrefløjen, når det drejer sig om køn og ligestilling. ”Det her handler altså også om ligestilling. Vi kan jo se, at det er kvinderne, der bliver snydt, sådan som systemet er i dag,” sagde partiets ligestillingsordfører, Solbjørg Jakobsen, tidligere i dag til TV 2. En udtalelse, som både i form og indhold lige så godt kunne være kommet fra Enhedslistens Rosa Lund.

Derfor skal man heller ikke tro, at partiet vender tilbage til sin tidligere linje. Hvis det lykkes Liberal Alliance at købe kvindelige stemmer med mandlige pensioner, ville det, for nu at bruge et populært politikerudtryk, være tudetosset at smide dem på gulvet igen om to måneder. Snarere skal man forvente, at partiet vil tage yderligere skridt i retning af en mere feministisk kønspolitik.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview