Når man ikke kan føre krig med våben, må man gøre det med værdier. Feministerne blæser til normkrig.
I et debatindlæg på Politiken fremturer feminist og medstifter af Everyday Sexism Project i Danmark Irene Manteufel med anklager mod Danmark og danske mænd under overskriften ‘Sexismen stortrives i Danmark’ og underoverskriften ‘Danmark diskriminerer, nedvurderer og objektiviserer stadig kvinder.’
Læs også: Sandheden om Everyday Sexism Project
Tvivlsom EU-rapport
I særlig grad retter Manteufel sin kritik mod danske politikere og mediers manglende interesse for en EU-rapport fra foråret 2014, der viste, at danske kvinder var mere udsatte for vold end kvinder i alle andre EU-lande.
Manteufel afviser, at rapporten skulle være utroværdig – noget den er blevet kritiseret for på grund af sine målemetoder – selv om rapportens tal er svære at tro på. Fx skulle 80% af alle danske kvinder have oplevet sexchikane og mere end hver anden kvinde i Danmark have været udsat for vold.
Nye bryster
Også Manteufels hjertebarn, Nygarts busreklamer for brystoperationer, genoplives i indlægget. Kritikken rettes mod Movia, der efter et møde besluttede, at reklamerne kunne fortsatte. Manteufel skriver:
– Men efter flere møder om sagen vedtog den næsten enige (udelukkende mandlige) bestyrelse, at der ikke var noget galt i at fortsætte med busbrysterne og opfordringen til at få skiftet attributterne (’Nye bryster’), på linje med hvordan man skrotter et gammelt skodkøkken og installerer et nyt og lækkert i stedet.
Resten af indlægget rummer kritik af diverse politikere, kommentatorer og andre, der ikke deler feminismens og Manteufels syn på, hvordan verden skal se ud.
Ti stille, mand!
Der er som sådan intet nyt i Manteufels indlæg, der blot opsummerer, hvad hun og andre feminister allerede har klaget over i årets løb. Politikerne og medierne tager ikke feminismen alvorligt, og danske mænd får i alt for høj grad lov til at være mænd. Fx bør der sættes en stopper for mænds ret til at henvende sig til kvinder, hvis det står til Manteufel:
– Men for mange debattører – og medier – er det altså magtpåliggende uimodsagt at demonstrere deres interesse i, at ingen kritiserer de mænd, der siger, hvad der falder dem ind, til enhver kvinde og pige, uanset hvor og hvornår, og helt uanset hvordan kvinden/pigen har det med det.
Det er et emne, Manteufel tager alvorligt, og hun har tidligere udtalt sig om, at lovgivning på området ikke kan afvises som en mulighed:
– Alt, hvad der kan have signalværdi, er vigtigt. Jeg ved ikke, hvad man konkret kunne gøre via lovgivning, men jeg ville bakke op om det og samarbejde, hvis politikere ville se på, hvad man kan gøre juridisk, skriver Manteufel på sin blog.
Den feministiske normkrig
I forlængelse af sin udtalelse om mulige juridiske indgreb over for mænds adfærd i det offentlige rum gør Manteufel det klart, at juraen ikke kan stå alene:
– Lovgivning er dog ikke nok – der skal ske en kulturændring. Hvis man husker tilbage på rygeloven, så var der en kulturændring i forhold til rygning på vej, men rygeloven skubbede til den proces. Der er dog så mange sexistiske mønstre i vores kultur, at der skal mere til.
Dermed gør Manteufels sig til talsmand for den normkritiske del af feminismen, som også debattør Henrik Marstal tilhører. Marstal har tidligere beskrevet, hvordan feminisme for ham handler om et opgør med de eksisterende normer i samfundet:
– Feminisme er for mig også noget andet: Det er at bidrage aktivt til, at mennesker taler mere empatisk, anerkendende og respektfuldt til og om hinanden, og at ironien, sarkasmen, nedladenheden, hadet og shamingen kommer på retur.
Hvor Manteufel vil bestemme, hvad mænd må sige til kvinder på gaden, vil Marstal bestemme reglerne for god og dårlig humor. De måder, mænd henvender sig på i dag, og de ting, vi griner ad i dag, skal kasseres og erstattes med henvendelsesmåder og humor, som feminismen finder passende. Feminisme er for Manteufel og Marstal normkrig.
Omvurdering af alle kønsværdier?
Den tyske filosof Friedrich W. Nietzsche (1844-1900) blev aldrig færdig med sit hovedværk, som havde titlen ‘En omvurdering af alle værdier’. Nietzsches grundtanke var, at mennesket skulle gøre sig fri af de værdier, kristendommen havde påført mennesket, og skabe sin egne på baggrund af dette opgør.
En af Nietzsches hovedpointer i den sammenhæng er, at det, vi opfatter som ‘godt’ og ‘ondt’, ikke er godt og ondt i sig selv, men kun er det i kraft af vores opfattelse af det som godt og ondt. Det betyder, ifølge Nietzsche, at værdier – alle værdier – kan nedbrydes og bygges op på ny; mennesket bestemmer selv, hvad det vil opfatte som godt og ondt, rigtigt og forkert. Moral er ikke Gudsgivet, men til forhandling.
Når man betragter feminismens kamp mod de eksisterende kønsværdier i Danmark, kan man få det indtryk, at feministernes metoder er inspireret af Nietzsches logik. Deres udgangspunkt er, at de eksisterende kønsværdier er skadelige/forkerte/urimelige, og deres mål er en omvurdering af alle kønsværdier.
Ved at kritisere de eksisterende værdier, fx mænds henvendelser til kvinder, indholdet af hiphoptekster eller den nuværende humor, ønsker feminismen at nedbryde værdierne og derefter bygge dem op igen på baggrund af feminismens opfattelser af godt og ondt.
Tag en mands fløjten på gaden efter en smuk kvinde som eksempel: Hvad før var udtryk for et kompliment (noget godt), bliver efter omvurderingen til sexisme (noget ondt). Samme handling, ny værdi.
Værdikamp
Mens Nietzsches omvurdering af alle værdier tog sit udgangspunkt i Nietzsches mest kendte udsagn, at Gud er død, er det uklart, hvad udgangspunktet for feministernes omvurdering af alle kønsværdier er. Hvad er rationalet bag ønsket om ændringerne?
Her har feminismen intet svar. Febrilsk peger den på såkaldte ‘heteronormative strukturer’, på ‘patriarkatet’ eller på en ‘historisk ulighed’, som for længst er forsvundet. Men ingen af disse, om de så fandtes, berettiger en omvurdering af alle kønsværdier i feminismens navn.
Feminisme er ikke en målestok
Hvad feministerne må erkende er, at mens de har al ret i verden til at kæmpe for at fremme deres værdier, så har de ingen ret til at krænke andres værdier. Det feministiske syn på, hvordan mennesker henvender sig til hinanden, hvilken musik mennesker hører, og hvad mennesker griner ad, er ikke universelt gyldigt.
Feminismen er ikke en målestok, man kan holde andres værdier, udsagn og handlinger op imod; feminismen er blot ét sæt værdier, som må kæmpe på lige fod med andre om at definere det gode og det onde, det rigtige og det forkerte.
Eller mere konkret: Et fløjt på gaden bliver ikke til sexisme, fordi feminismen kalder det sexisme. Feminismen har ingen ubestridt definitionsmagt, som alle andre skal adlyde.
Og hvis der er noget, politikere og medier skal tage alvorligt, så er det denne pointe. Feminismen skal ikke behandles som en ophøjet hersker over værdierne i ligestillingsdebatten.