19. maj, 2024

Den vrede debat om voldtægt

Voldtægtsdebatten skaber vrede hos både mænd og kvinder. Billede: Arkivfoto.
Voldtægtsdebatten skaber vrede hos både mænd og kvinder. Billede: Arkivfoto.

De sidste par dage har lært mig, at der ikke er plads til nuancer i voldtægtsdebatten.

Lørdag mistede jeg en Facebook-ven. Det skete, efter jeg havde deltaget i diskussionen under et opslag, hun havde skrevet.

Opslaget handlede om den aktuelle sag fra retten i Roskilde, hvor tre drenge tidligere på ugen blev frifundet for voldtægt. Min tidligere Facebook-ven var tydeligt vred over dommen, som hun mente var forkert.

De første tre, der kommenterede opslaget, var enige med hende. Det skreg til himlen, at drengene var blevet frifundet, fastslog de.

Jeg skrev en kommentar, hvori jeg spurgte, om de havde læst dommen eller Berlingskes referat (som opslaget linkede til). En enkelt skrev »ja«.

Jeg skrev til ham, at jeg ikke var ude på at være på tværs, men at jeg havde svært ved at forstå, hvordan man så skråsikkert kunne mene, at der var tale om voldtægt, hvis man havde læst dommen. Her skal det indskydes, at jeg selv har læst dommen, og at den tegner et mere broget billede af begivenhederne, end flere mediers artikler om sagen har givet indtryk af.

Personen, jeg skrev til, nåede ikke at svare, før min tidligere Facebook-ven kommenterede mit spørgsmål. Hun skrev, at pigen var blevet misbrugt, og at jeg skulle »styre mig selv«.

Det var ikke svært at fornemme, at hun havde en klar opfattelse af sagen. Jeg skrev derfor tilbage, at jeg ikke formodede, hun var interesseret i at diskutere hændelsesforløbet, men at hun kunne sige til, hvis hun var.

Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort.

For i sit svar skrev hun til mig, at hun ikke var interesseret i »idiotiske mandschauvinistiske bortforklaringer«, og at jeg var velkommen til at slette mig selv fra hendes venneliste.

Det sidste viste sig dog unødvendigt, da jeg kort tid efter kunne konstatere, at hun havde slettet mig.

Really?, var min første tanke på moderne dansk. Vi har været venner på Facebook i små to år, og du sletter mig for dét? For at forholde mig til det emne, du har lavet et opslag om? For at deltage i diskussionen på en sober måde?

Men man må jo også se indad. Måske forstår jeg ikke, hvor følsomt et emne voldtægt er for nogle. Hvor jeg ser på sagen på samme måde, som hvis den havde handlet om ethvert andet emne, opfatter de sagen som endnu et eksempel på juridisk uretfærdighed over for voldtægtsofre.

Skal man udtrykke det med feministiske termer kan man sige, at jeg er privilegieblind. Jeg ved ikke, hvordan det er at leve med en frygt for at blive voldtaget, fordi jeg som mand har en meget minimal risiko for at blive det. Jeg ved ikke, hvordan det er at læse om en voldtægtssag og tænke: »Det kunne have været mig«. Og fordi jeg ikke ved det, overser jeg, hvor meget det betyder for andre.

Derfor, på grund af de to helt forskellige perspektiver, opstod uenigheden og vreden, tror jeg. Min tidligere Facebook-ven var rasende over, at nogle mænd igen var gået fri i en voldtægtssag. Sagen var for hende et symptom på et system, som ikke fungerer. Det interessante for hende var ikke den konkrete sag, men det generelle problem. Og det sidste, hun havde brug for, var en mand, der kom og fortalte hende, at der måske slet ikke var tale om voldtægt.

Sådan vil jeg i hvert fald mansplaine, hvad der skete.

Min tidligere Facebook-ven er langt fra den eneste kvinde, der reagerer voldsomt i diskussioner om voldtægt. Jeg har set det samme andre steder, både i forhold til den konkrete sag og den generelle debat om emnet.

Samtidig ser jeg en modtendens blandt nogle mænd. De reagerer også voldsomt, men på en anden måde. Hver gang en debat om voldtægt blusser op, kaster de sig ind i Facebook-trådene og fortæller, at der også findes falske voldtægtsanklager. De henviser til tidligere eksempler, og de fremhæver elementer i konkrete sager, som kan rejse tvivl om, hvorvidt der var tale om voldtægt eller ej*.

På en måde reagerer denne gruppe mænd på samme måde som den gruppe af kvinder, min tidligere Facebook-ven tilhører, og årsagerne er også sammenlignelige. Heller ikke for dem handler det om de konkrete sager, men om et generelt problem.

Hvor hver ny frifindelse for kvinderne er et eksempel på et dysfunktionelt retssystem, er hver ny voldtægtssag for mændene et eksempel på, at mænd skæres over én kam og holdes ansvarlige for alverdens ondskab. Og her tror jeg, at nogle kvinder er privilegieblinde.

De ved ikke, hvordan det er få at vide, at man tilhører en gruppe, hvis seksualitet omtales i debatindlæg som »skadelig« og »perverteret«. De ved ikke, hvordan det føles at blive sat i bås med voldtægtsforbrydere, bare fordi man har samme køn som dem. De ved ikke, hvordan det er at læse om en mand, der er blevet fængslet på grund af en falsk voldtægtsanklage og tænke: »Det kunne have været mig«. De ved ikke, hvor frustrerende det er igen og igen og igen at få at vide, at hvide, heteroseksuelle mænd er roden til alt ondt. Og præcis som før: Fordi disse kvinder ikke ved det, overser de, hvor ubehagelig denne konstante nedrakning og mistænkeliggørelse er.

Lagt sammen bliver det til et bud på, hvorfor debatterne om voldtægt så ofte eksploderer.

Voldtægtssagerne aktualiserer det, begge grupper er vrede over. For kvindernes vedkommende det uretfærdige retssystem, for mændenes vedkommende det uretfærdige narrativ om den hvide, heteroseksuelle mand. På den måde bliver voldtægtsdebatterne i overført betydning skueplads for en stedfortræderkrig, som handler om noget andet, end man umiddelbart kunne tro.

I et sådant debatmiljø er der selvfølgelig ikke plads til nuancer, og det skulle jeg måske have tænkt på, inden jeg blandede mig i diskussionen på min tidligere Facebook-vens side.

Hun var vred over det, hun opfatter som en generel urimelighed, og var overhovedet ikke interesseret i at nørde detaljer fra den 17 sider lange dom. Debatten handlede om noget andet for hende, end den gjorde for mig.

Samtidig opfattede hun mig som en repræsentant for den gruppe af mænd, der kaster sig ind i debatten, hver gang en ny sag om voldtægt opstår. Det, hun omtalte som »idiotiske mandschauvinistiske bortforklaringer«, refererer til denne gruppes konsekvente modreaktioner.

Sagen fra Herfølge er nu blevet anket til landsretten, og jeg kan læse, at det vækker glæde i feministiske kredse, hvor man opfatter sagen som et symbol på eksistensen af en voldtægtskultur i Danmark.

Den idé køber jeg ikke, men også jeg er glad for, at sagen er blevet anket. Både for pigen og for de tre drenge er det positivt, at episoden granskes igen.

Var der tale om voldtægt, skal drengene naturligvis dømmes for det. Var der ikke, skal de med samme selvfølgelighed frifindes. Forhåbentlig har vi et klarere billede af, hvad der skete den aften i Herfølge, når landsretten har taget stilling til sagen.

*Her vil nogle måske sige: »Hov, er det ikke lige præcis det, du selv gør?«. Og jo, det er jo hulens svært for mig at løbe fra, at jeg også nogle gange gør det. Men her vil jeg have lov til at fastholde en nuance, selv om jeg indrømmer, at det kan forekomme at være en tynd forklaring. Som jeg ser det, er der forskel på at interessere sig oprigtigt for, hvad der er op og ned i en sag, og at sidde klar med links til alverdens tidligere sager, hver gang debatten dukker op. Selv om det første, som beskrevet ovenfor, kan virke anstødeligt på nogle, så er der dog forskel på det og på aktivt at opsøge konfrontationer.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview