Henrik Marstal forsvarer i nyt indlæg mandlige feminister. Men er mandlige feminister overhovedet et problem?
I et nyt blogindlæg på Politiken.dk udråber Henrik Marstal sig til kønsforræder og holder en forsvarstale for mandlige feminister. Under titlen En kønsforræders bekendelser skriver Marstal om, hvordan han som mandlig feminist møder megen modstand, fortrinsvis fra andre mænd.
Om årsagerne til kritikken fra sit eget køn skriver Marstal:
“En årsag kunne være, at mange mænd ser mandlige feminister som nogle, der svigter deres eget køn ved at problematisere dets adfærd.
Med andre ord er mandlige feminister at opfatte som kønsforrædere og dermed som nogle, der fortjener afrettelse og social sanktionering samt at blive skammet ud af det mandlige fællesskab.”
Der skulle altså være en særlig kritisk tone over for mandlige feminister, som er ekstra hård, hvis man skal tro Marstal.
Ligestilling gælder også i debatten
Set fra denne stol er det imidlertid svært at se, hvorfor mandlige feminister skulle udgøre et selvstændigt problem. Feminisme er en politisk ideologi, og hvis man kritiserer den, er man naturligvis lige uenig med alle feminister, mænd som kvinder. Ligestilling gælder også i debatten.
Kritikken i forhold til Henrik Marstal angår med andre ord ikke hans køn, men den ideologi, han plæderer for.
Normer
Men har Marstal alligevel en pointe i forhold til måden, hvorpå han bliver kritiseret på af andre mænd? Måske. Det kan ikke afvises, at nogle mænd i deres omgangstone er mere direkte over for andre mænd, end de er over for kvinder.
Det kan være et udtryk for det, Marstal kalder heteronormative strukturer. Og som vi er nogle andre, der nøjes med at kalde normer. Altså det forhold, at der findes to sæt regler for, hvordan man som mand tiltaler henholdsvis en anden mand og en kvinde. Uskrevne spilleregler, som vi lærer at følge gennem positive og negative sanktioner fra vores omverden.
At der findes to sæt normer (også) i den sammenhæng, er der næppe nogen tvivl om. Spørgsmålet er bare – og det er her, det bliver interessant – om det udgør et problem, at der eksisterer normer for, hvordan mennesker opfører sig. Ikke blot i den konkrete sammenhæng, men helt generelt.
Forskellen på feminisme og andre ligestillingstankegange
Ifølge Marstal og de fleste andre feminister er særligt de mandlige normer problematiske. Marstal skriver følgende:
“Feminisme er for mig også noget andet: Det er at bidrage aktivt til, at mennesker taler mere empatisk, anerkendende og respektfuldt til og om hinanden, og at ironien, sarkasmen, nedladenheden, hadet og shamingen kommer på retur.” Og fortsætter: “(…) det er desuden at være normkritisk over for de måder, vi i samfundet forhandler køn på, ikke mindst den heteronormativitet, der gennemsyrer alt omkring os, ikke mindst i mange af de reklamer og film vi ser, popsange vi hører og romaner vi læser.”
Feminisme er altså ifølge Marstal også et normarbejde, hvis formål er at ændre på omgangsformer og udtryksformer, både mellem mennesker og i populærkulturen. Feminismen begrænser sig ikke til at skabe det, jeg kalder reel ligestilling, men går skridtet videre og ønsker at præge det enkelte menneskes måde at være menneske på.
Hvor befriende! For netop her ser man en afgrundsdyb forskel mellem feminisme og andre ligestillingstankegange, fx den, jeg her på siden kæmper for. Mens andre ligestillingsretninger kæmper for ligeværd og reel ligestilling mellem kønnene, således at det enkelte menneske aldrig diskrimineres på grund af sit køn, har feminismen et ekstra lag, der rækker langt ud over de praktiske – eller tillad mig at kalde dem reelle – ligestillingsspørgsmål.
Feminismens sande ansigt
For hvad er det, feminismen gør, når den med Marstals ord ønsker at bidrage aktivt til, at mennesker taler mere empatisk, anerkendende og respektfuldt til og om hinanden, og at ironien, sarkasmen, nedladenheden, hadet og shamingen kommer på retur?
Den gør præcis det samme som andre ideologier: Den opstiller en række idealer og værdier, som den forlanger efterlevet. Den gør sig til herre (m/k) over, hvordan mennesker skal tænke, tale og opføre sig.
Hvad den dermed samtidig gør, er at ophøre med alene at være en kamp for ligestilling. Feminismen vil mere. Feminismen vil bestemme. Bestemme, som Marstal har gjort sig til talsmand for, hvad der må indgå og ikke indgå i fx film og hiphoptekster. Bestemme, hvad mennesker må og ikke må tale om i det offentlige rum. Bestemme, hvordan mænd må og ikke må komplimentere kvinder. Og så videre.
Feminisme er dermed en kamp for et særligt værdisystem, som i den højere sags tjeneste skal udbredes og vinde over konkurrerende værdisystemer. Tanken er, at når først feminismen har gået sin sejrsgang, så vil alle de af feminismen udpegede problemer forsvinde, fordi folk da vil tænke, tale og opføre sig anderledes – nemlig i tråd med den feministiske ideologis forskrifter. Ringen vil da være sluttet.
Tak, men nej tak
Hvad man ser her, er forskellen på reel ligestilling og feminisme. Reel ligestilling handler om at sikre, at det enkelte menneske frit kan træffe beslutninger for sit eget liv uden at blive udsat for kønsdiskrimination. Men reel ligestilling har ingen ideologisk overbygning, der foreskriver, hvordan det enkelte menneske skal vælge. Hverken i forhold til hvilket tøj, det ønsker at gå i, eller hvordan det vælger at udtrykke sig over for andre mennesker. Reel ligestilling handler om lige rettigheder og muligheder – ikke om, hvordan den enkelte udnytter dem.
Heroverfor står feminismen med sin ideologiske indblanding i alt fra populærkultur til S-togssamtaler. Winding Refn’s film Only God Forgives skal boykottes, fordi den ikke følger feminismens idealer. Drenges samtaler i S-tog skal stoppes og deres telefoner konfiskeres, fordi samtalerne og filmene på telefonerne ikke følger feminismens værdier. Og sådan kunne man blive ved.
Feminismen ønsker således ikke blot at udbrede sine værdier, men forsøger tillige at undertrykke andres. Noget, feminismen er lykkedes særdeles godt med. Navnlig i de skandinaviske lande, hvor forståelsen af feminisme som politisk ideologi synes at være stort set fraværende. Her forbinder man – helt uden at blinke – feminisme med ligestilling og betragter ukritisk feminisme som noget positivt.
Men efterhånden er vi nogle stykker, der siger fra. Ikke over for feminismens grundlæggende ønske om ligestilling. Det støtter vi fuldt og helt. Men over for feminismens ideologiske overbygning og dens ønske om at bestemme, hvad mennesker skal og ikke skal. Hvad de må tænke, sige og gøre.
Det er præcis derfor, der er behov for nye ståsteder i ligestillingsdebatten for dem, som støtter ligeværd og kampen mod kønsdiskrimination, men som samtidig siger nej tak til feminismens ideologiske normkrig, der begrænser menneskers ret til selv at definere deres værdier.
Reelligestilling.dk ønsker at udgøre et sådant ståsted og hilser hjertens gerne andre velkommen.