16. juli, 2024

Henrik Dahl: Kønsdiskursen er værre end alle andre

Henrik Dahl. Fotograf: Peer Elmelund-Præstekær

Interview med Henrik Dahl om kønsdiskursen, dens aktører og dens ‘regler’ for unge hanløver.

Det omtalte meme fra Henrik Dahls Facebookside.
Memet fra Henrik Dahls Facebookside.

For omkring en måned siden smed sociolog og folketingskandidat for Liberal Alliance Henrik Dahl et såkaldt meme på Facebook, som bestod af et billede af to løver fra tegnefilmsuniverset og teksten: »Hvad er det, far? Det er kønsdiskursen, Simba. Der må du aldrig gå hen«. Det fik mig til at reagere. Hvorfor skrev Henrik Dahl, at kønsdiskursen er farlig? Det måtte jeg finde ud af.

Men først et par ord om manden bag udmeldingen. Henrik Dahl blev landskendt, da jeg læste sociologi på universitet i slutningen af 90’erne og starten af 0’erne. Det var dengang, hans bog ’Hvis din nabo var en bil’ gjorde sociologien folkelig og var med til at lægge grunden for livsstilsprogrammer som ’Kender du typen’ – et program, han selv en overgang deltog i som gættende ekspert.

Den krøllede sociolog, der i dag er 54, har siden skrevet adskillige bøger, deltaget i andre programmer, begået sig i virksomhedsverdenen, arbejdet som foredragsholder og er som nævnt gået ind i politik. Det sidste bekymrede mig en smule. For ville Henrik Dahl overhovedet uddybe sin opfattelse af kønsdiskursen, når han 1) hævder, at den er farlig og 2) som folketingskandidat vel – sådan forestiller jeg mig, det er – skal tænke ekstra meget over, hvad han udtaler sig om?

Det korte svar er: Ja, det ville han godt. Mine bekymringer viste sig at være aldeles grundløse, og hvis jeg havde regnet med, at Dahl ville svare diplomatisk – politisk korrekt – på mine spørgsmål, kunne jeg ikke have taget mere fejl. For det skulle vise sig, at han ikke bare var rede til at svare, men også til at sige tingene ligeud.

Udvekslingen af spørgsmål og svar skete via e-mail, og det følgende er en sammenskrivning af mine overvejelser og Dahls svar.

Hvorfor skal Simba holde sig væk?

Mit første spørgsmål tog udgangspunkt i det meme, Henrik Dahl havde uploadet til Facebook. Hvad mente han med, at Simba skulle holde sig væk fra kønsdiskursen?

»Det er selvfølgelig alt sammen en form for satire, når man betjener sig af et meme med Simba. Men ingen satire er sjov, hvis den ikke er alvorlig – og det er denne selvfølgelig også«, skrev Dahl og fortsatte:

»Min erfaring med kønsdiskursen er, at man simpelthen ikke kan komme igennem med kritiske synspunkter over for feminister. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet nogen, det er lykkedes for. Heller ikke fx Hans Bonde, der ellers er rigeligt seriøs, eller Henning Bech – om hvem, man kan sige det samme«.

Henrik Dahl har en pointe. Hvis ikke Hans Bonde, professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forfatter til blandt andet debatbogen Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme, og Henning Bech, professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og forfatter til en lang række bøger og artikler om køn, kan komme igennem med saglige argumenter i kønsdebatten, hvem skal så kunne gøre det?

Og hvorfor er det sådan? Hvorfor er det så svært at komme nogen vegne med kritiske argumenter i kønsdebatten i almindelighed og over for feminister i særdeleshed? Og næsten umuligt, hvis man er mand? Dahl uddybede sin pointe:

»Der sker altid meget – hvis ikke det hele – af følgende:

  1. Man bliver angrebet personligt. Altså fx på sit køn, på sin alder, på sit udseende, på sin sociale baggrund
  2. Ens synspunkter bliver forvrænget til ukendelighed
  3. Man udsættes for alverdens motivgranskning og –tillæggelse
  4. Man tales nedsættende og/eller arrogant til.
Falsk Tinder-profil, som foregiver at være Rasmus Jarlovs. Den falske profil blev delt på de sociale medier efter Jarlovs kommentarer i kønsdebatten i december 2014.
Falsk Tinder-profil.

Desuden BIDER argumenter ikke på feminister. Selv betjener de sig næsten altid af »cherry picking« – altså: de finder de argumenter, der understøtter deres argumentation. Og ser bort fra resten.

Af alle disse grunde bør Simba ikke gå hen til kønsdiskursen. Kønsdiskursen er – i min oplevelse – værre end alle andre, når det gælder de fire ‘pinde’ ovenfor. Og selvfølgelig er den værst for kritiske mænd – fordi de udgør den største risiko for feministerne«.

Henrik Dahls fire ‘pinde’ bringer tankerne i retning af Rasmus Jarlov og hans famøse Facebook-opdatering om kvinder og mænds præferencer i forhold til partnervalg. Man behøver næppe spørge Jarlov, om han kan genkende de ‘pinde’, Dahl taler om – han har stadig dem alle fire siddende i ryggen.

Hvis din nabo var en kønsdebattør

Hvis der er noget, sociologer kan lide, så er det at tænke i typer. Det er en tradition med rødder i Max Webers idealtypebegreb, og det er en måde at systematisere og inddele virkeligheden på, så den bliver overskuelig.

Derfor lå det lige til højrebenet at spørge Henrik Dahl, om han kunne se nogle bestemte typer i kønsdebatten. Konkret spurgte jeg efter kønsdiskursens hovedaktører og deres karakteristika. Til det svarede Dahl:

»Lad mig prøve med nogle typer:

  • Sex-og-Samfund-typen. Det vil sige mandlige eksperter, som Politiken-segmentet godt kan lide. Hvorfor? Ved det ikke… men har sådan en lækkerprogressiv måde at være for og imod de rigtige ting på.
  • Hans Bonde/Henning Bech-typen. Det vil sige ret hårdtslående, mandlige eksperter. Kritiske over for feminismen, både politisk og fagligt. I Norge her du Kjetil Rolness. Samme model.
  • Manfo-typen. Hårdtslående, politiske modstandere af det, de kalder »statsfeminismen«. Bliver altid angrebet hårdt af feministerne – hvorefter de kvitterer med at slå endnu hårdere igen.
  • Damefrokosten. Det vil sige »blå feminister«, der blandt andet kæmper for sexarbejderes rettigheder.
  • Lækkerprogressive feminister. Har gjort det til en vane at opføre sig grimt og hårdt og vrængende og rimeligt selvretfærdigt (og man har altid en mistanke om, at det er for at provokere drengene til at løbe efter dem og fange dem). Evigt forurettede over ting, der mest er »first world problems«. Sådan en diskurs med: »Vi tror, at ligestillingen for længst er indført. Men det er den bestemt ikke. For eksempel knækkede jeg en negl forleden, og det var fuldkommen umuligt at få tilskud til at få den ordnet«.
  • Statsfeministerne (KVINFO osv.). Grundlæggende bare venstreorienterede karrierekvinder, der er gode til at få penge ud af statskassen. Er ikke tilhængere af, at kvinder kommer frem i samfundet. Men tilhængere af, at feminister som dem selv kommer frem i samfundet«.

For de velbevandrede i ligestillingsdebatten er det ikke svært at genkende de typer, Henrik Dahl her peger på. Som det fremgår, er tre af typerne feminister, to af typerne ikke-feminister og en af typerne, dem Dahl kalder ‘blå feminister’, lidt en blanding. Inddelingen synes ikke at være udtømmende, men blot at fremhæve de mest markante aktørtyper i ligestillingsdebatten.

Skulle jeg komme med en tilføjelse til Dahls typer, ville jeg pege på de feminister, for hvem feminisme ikke først og fremmest er en politisk opfattelse i traditionel forstand, men snarere et personligt frigørelsesprojekt fra samfundets køns- og seksualitetsnormer. Jeg tror, at det er meningsfuldt at forstå disse feminister som en særlig gruppe med egne værdier og dagsordener i ligestillingsdebatten.

Feministerne har ikke en »sag« i Danmark

Det var et tilbagevendende tema i Henrik Dahls svar, at feminister ikke lytter til kritik og argumenter. Jeg spurgte ham derfor, hvorfor han tror, at det er sådan. Til det svarede han:

»Fordi hvis de lyttede til argumenter, ville de stort set ikke »have en sag«. I hvert fald ikke i Danmark:

  • Der ER ligeløn (jf. Lønkommissionen, 2010)
  • Det SKYLDES i vidt omfang livsvalg af helt personlig art, at kvinder ikke har bestemte typer af karriere
  • Der ER ingen juridiske barrierer for kvinder
  • Mænd arbejder faktisk mere end kvinder, hvis man lægger tallene for lønarbejde + arbejde i hjemmet sammen
  • Piger og drenge bliver i meget vidt omfang opdraget ud fra de samme værdier og forventninger i den danske middelklasse
  • Det absolut største, kønsrelaterede »sundhedsproblem« i Danmark (og det meste af verden) er, at mænd lever kortere tid end kvinder«.

Dahl fremhæver her en række pointer, som ofte påpeges af ikke-feminister, men som alligevel ikke synes at vinde indpas i ligestillingsdebatten, hverken i den brede offentlighed eller blandt politiske beslutningstagere. Fx vedtages der fortsat lovgivning og oprettes særlige ordninger for at fremme kvinders »repræsentation« på områder, hvor kvinder allerede er overrepræsenterede.

Man kan vove den tanke, at ligestilling – forstået som positiv særbehandling af kvinder – har udviklet sig til noget indiskutabelt godt, som virksomhedsledere, politikere og andre kan smykke sig med på linje med fænomener som ’økologi’, ’energieffektivitet’, ’arbejdsmiljø’ og ’social ansvarlighed’ helt løsrevet fra såvel behovene for denne særlige form for ligestilling som dens konsekvenser; altså at ligestilling er frosset fast til at betyde én ting – positiv særbehandling af kvinder – og at det er næsten umuligt for nogen at sætte spørgsmålstegn ved ligestillingspolitikken, fordi ligestilling udelukkende forstås som noget positivt.

Kønsdiskursen er en kampplads

Mit sidste spørgsmål til Henrik Dahl angik kønsdiskursen som helhed. Hvad er kønsdiskursen for et sted, og hvad handler den om? Til det svarede Dahl helt kort:

»Jeg tror, at kønsdiskursen er

  • en magtkamp, hvor statsfeministerne vil have penge, stillinger og andre privilegier til sig selv og
  • en karrierevej, hvor man ved at tale om »problemer« (som for det meste er ret ligegyldige og first world-agtige) kan fremme sin helt personlige karriere og
  • en slags identitetspolitik (når det gælder feminisme af den radikale, svenske type).«

Uden selv at bruge udtrykket antyder Henrik Dahl her, at kønsdiskursen i ikke uvæsentlig grad befolkes af, hvad man kunne kalde ’levebrødsfeminister’; altså personer, der først og fremmest beskæftiger sig med ligestilling, fordi ligestillingsverdenen rummer fine muligheder for karriere og indtjening – hvis man vel at mærke har de ’rigtige’ holdninger.

Denne pointe kan være med til at perspektivere, hvorfor mange feminister afviser saglige argumenter. Det er ikke kun ideologien, de forsvarer, når de afviser rationel debat, men også deres arbejdsplads og personlige karriere; at bede dem se med fornuftsøjne på feminismen er det samme som at bede dem indlevere deres opsigelse. Det gør ikke deres argumentresistens mere rimelig. Men det gør den lidt lettere at forstå.

Skal man holde sig væk fra kønsdiskursen?

Dermed er vi ved vejs ende i jagten på meningen med Henrik Dahls Facebook-meme. Simba skal holde sig væk fra kønsdiskursen, fordi den er et ubehageligt sted at være for en ung hanløve, og fordi den er et sted, hvor gode argumenter ikke har værdi, men tværtimod afvises af kønsdiskursens ’beboere’. At gå hen til kønsdiskursen vil for Simba være at påtage sig en høj risiko med udsigt til et – i bedste fald – lavt afkast.

Her kunne man sætte et punktum, men der var en sidste ting, jeg måtte have svar på. Hvis man skal holde sig væk fra kønsdiskursen, hvorfor svarede Henrik Dahl så på mine spørgsmål? Gjorde han ikke dermed det modsatte af, hvad han rådede Simba til? Det blev jeg nødt til at spørge ham om.

Han skrev tilbage, at han svarede, fordi jeg spurgte høfligt og tilføjede: »Men i øvrigt synes jeg da ikke, man skal holde sig væk. Man skal bare være klar over omkostningerne«.

Således på falderebet en opfordring til andre hanløver, der påtænker at deltage i ligestillingsdebatten: Gør det, men vær klar over, hvad du går ind til. Henrik Dahls fire ‘pinde’ er et godt sted at starte, inden du drager ind i ligestillingsjunglen.

Tak til Henrik Dahl for at deltage i interviewet.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview