NGO’en DareGender tilbyder gammel vin på nye flasker. Mænd skal gøres til feminister gennem en uakademisk tilgang til feminisme.
En ny NGO med navnet DareGender har set dagens lys, og i en flot artikel på Information fortæller dens forperson, Lasse Bundgård, at et af dens fremmeste formål er at få flere mænd til at kæmpe for ligestilling.
»Det er jo så vores opgave at få folk til at indse, hvorfor ligestillingskampen skal vedrøre dem. Og når det nu oftest er mænd, som ikke deltager i den her ligestillingskamp, er vi jo nødt til at understrege nogle af de ting, som mænd kunne gøre bedre. Noget af det problematiske ved, hvordan maskulinitet ser ud i dag«, siger han til avisen.
Dermed er banen kridtet op. Bundgård er tilhænger af feminisme, og DareGenders syn på mænd og ligestilling bærer præg af det. Ifølge NGO’ens vedtægter er DareGender en profeministisk forening, og som medlem skal man støtte foreningens formål. Da formålet hviler på et feministisk grundlag, er DareGender en forening for feminister.
I artiklen fremkommer Lasse Bundgård med to påstande, som efter min opfattelse er forkerte. Den ene er, at feminisme og ligestilling er det samme. Den anden er, at feminisme ikke handler om drengene mod pigerne.
»Jeg har tit diskussioner med mine venner om, at de er feminister, selv om de nægter at kalde sig det. Jeg synes, det er sjovt, hvordan mænd ikke kan forene sig med feminisme, men hvis jeg spørger ’Går du ikke ind for ligestilling’, svarer de ’Jo, selvfølgelig gør jeg det’, og hvis jeg så spørger ’Er du feminist?’, svarer de ’Nej, det er jeg ikke. ’ Og det er på grund af ordet og dets konnotationer. Så jeg prøver at overbevise folk om, at det ikke er begrebet feminisme, der er noget galt med – det må være begrebet maskulinitet, der på en eller anden måde har sat sig selv som modpol til feminisme. Det prøver jeg at tale folk fra. Feminisme handler ikke om drengene mod pigerne«, siger Bundgård.
Bundgård tager fejl, når han sidestiller feminisme med ligestilling. De er fuldt ud muligt at have det som de mænd, Bundgård har talt med, der går ind for ligestilling, men ikke er feminister. Det er det, fordi ligestilling er et konkret begreb, der udtrykker et ønske om, at ingen udsættes for diskrimination på baggrund af køn, mens feminisme er en politisk ideologi, som dækker over langt mere, eksempelvis ønsker om normative ændringer. Undersøgelser i flere lande understreger i øvrigt pointen: Spørger man folk, om de går ind for ligestilling, svarer de fleste ja. Spørger man folk, om de er feminister, svarer de fleste nej. Feminisme og ligestilling er ikke det samme og bliver det ikke af, at Bundgård eller andre feminister hævder det.
Bundgård tager ligeledes fejl, når han hævder, at feminisme ikke handler om drengene mod pigerne. Ser man på den danske debat om køn og ligestilling, er ingen mere optagede af at gøre diskussionen til en kønskamp på gruppeniveau end de feministiske debattører. Det er dem, ikke ikke-feministerne, der agiterer for kvoter, øremærkninger og særordninger baseret på køn, og det er dem, der bruger gruppebaserede begreber som løngab og ligeløn. Hvor ikke-feminister argumenterer for vigtigheden af at friholde det enkelte menneske fra diskrimination, er de feministiske debattører ganske ofte villige til at ofre det enkelte menneske i kampen for ligestilling på gruppeniveau. Så længe kvinder og mænd ender med at opnå lige meget på et område, er det for feministerne ligegyldigt, at man er nødt til at udøve diskrimination mod individer for at opnå resultatet. Det gælder for eksempel på universitetsområdet eller i kunstens verden, hvor ønsket om at opnå større kønslighed blandt henholdsvis professorer og kunstnere blandt diverse feministiske debattører i flere omgange klart har vist sig at overtrumfe respekten for ligestillingen af de enkelte ansøgere henholdsvis kunstnere. Feminisme handler ganske ofte om drengene mod pigerne, fordi feminisme ganske ofte baserer sig på idéen om mænd og kvinder som to kønskollektiver, der står i modsætning til hinanden som en slags fagforeninger, der repræsenterer hver deres sæt af kollektive interesser.
Bundgård fortjener dog støtte, hvis det er hans ønske, at ligestilling ikke skal være en kamp mellem drengene og pigerne. Eller kvinderne og mændene. Det ville være rart, hvis vi kunne begrave idéen om mænd og kvinder som kønskollektiver. Idéen baserer sig på et gammeldags kønssyn, som fortjener at blive afløst af et mere nutidigt.
Fremadrettet har vi brug for et større fokus på individets rettigheder i debatten om køn og ligestilling, herunder dets ret til ligestilling med andre individer uanset køn. Dansk lovgivning halter flere steder, og det skal der rettes op på. Blandt andet skal det ikke længere være sådan, at hvis man får tæsk af sin partner, er det ens køn, der afgør, om man har ret til hjælp fra sin kommune. Det er en skandale, at det er sådan, og det skal laves om.
Sideløbende har vi brug for at nedtone de dele af debatten, som dækker over politiske ønsker, der ikke har med ligestilling at gøre. Tag debatten om sygeplejersker som eksempel. Det afgørende er, at hverken kvinder eller mænd diskrimineres ved uddannelse til og arbejde som sygeplejerske. Det er, hvad ligestilling handler om. Det afgørende er ikke, hvad mænd og kvinder vælger at bruge fraværet af diskrimination til, herunder om flere kvinder end mænd vælger at uddanne sig inden for sygeplejefaget. Ligestilling skal give mænd og kvinder de samme muligheder for at vælge, ikke tvinge dem til at træffe de samme valg.
Det skal blive spændende at følge DareGender. NGO’en lover i sine vedtægter, at den vil lægge vægt på forskning, og det er – med forbehold for kvaliteten af meget af den forskning, der sker inden for køn og ligestilling – et positivt udgangspunkt. Ligeledes skal det blive spændende at se, om de danske mænd vil lade sig lokke af DareGenders uakademiske feminisme. Som Lasse Bundgård udtrykker det:
»Vi henvender os til folk i øjenhøjde. Vi behøver ikke tale om heteronormativitet og multiplicitet inden for køn. Men vi vil rigtig gerne åbne folks øjne for, at ligestilling måske også er noget for dem ved at sætte nogle af de ting, der måske er lidt ubehageligt genkendelige, på spidsen. F.eks. sådan noget som den her overdrevne selvsikkerhed, eller at det faktisk ikke er okay, når du sidder med gutterne på baren, at sige, ’Jeg så Frozen i går, og det er en virkelig god film.«
Personligt tvivler jeg på det. Jeg tror ikke, de danske mænd bredt set vil have svært ved at gennemskue, at DareGenders tilbud er gammel vin på nye flasker. At DareGender blot bruger andre ord, når de siger det samme som Henrik Marstal og co.: at der er en rigtig og forkert måde at være mand på, og at de fleste danske danske mænd skal laves om, fordi de er forkerte, som de er.
Du kan læse mere om DareGender på foreningens hjemmeside. DareGender kan desuden følges på Facebook og Twitter.