Frygten for det ukendte

Er andre mennesker blevet nogen, vi helst vil være fri for, og er det en af grundene til, at kvinder finder henvendelser fra mænd i det offentlige rum ubehagelige? Billede: Pixabay.com.

Det er svært at finde ud af, om en kvinde er interesseret, hvis man ikke må henvende sig til hende.

I en tråd på Facebook, som hurtigt blev til en artikel i Politiken, som hurtigt blev til en omtale i Berlingske, fortæller kvinder om diverse former for ubehagelige oplevelser med mænd, de eller deres døtre har haft allerede i en ung alder.

Nogle af historierne handler om hændelser, som er strafbare. Det gælder eksempelvis historier om mænd, der har gramset på pigerne. Andre handler ikke om overgreb i strafferetlig forstand, men om hændelser, som af den ene eller anden grund har været ubehagelige. Mænd, der henvender sig, når det ikke er ønsket, for eksempel ved at råbe ud af en bil eller sætte sig på sædet overfor i toget og indlede en samtale. Det overordnede tema i tråden er, at mændene udviser upassende seksuel interesse for pigerne, og kritikken peger i to retninger. Dels at det sker i en alt for ung alder – mange af pigerne i historierne er kun mellem 10 og 13 – dels at det uanset alder er ubehageligt at blive genstand for uønsket seksuel interesse og henvendelser i det offentlige rum.

Mens det fleste nok kan blive enige om, at piger skal have lov at være piger, er det sidste mere uklart. De seneste års debat om MeToo og samtykkelov har sat fokus på, at mænd ikke automatisk skal formode, at kvinder er med på det, mænd ønsker, men blive bedre til at undersøge, om det faktisk er tilfældet. Mænd skal sikre sig samtykke, når de har sex med kvinder, og også i bredere forstand tænke over, om kvinden ønsker at deltage. Men hvordan? I tråden er der flere eksempler på mænd, der henvender sig til kvinder i det offentlige rum, og hvor det er selve henvendelsen, der gør kvinderne bange. Mændene gør ikke andet end at tale til dem, men frygten for, hvad mændene kan finde på på, gør henvendelsen ubehagelig. For kvinderne er det ikke det, der sker, der er problemet. Det er det, der kan ske. Det er bevidstheden om, hvordan situationen kan udvikle sig, der gør dem bange. Ikke situationen i sig selv. Den form for frygt kan mange sætte sig ind i, også mænd. Men hvor kommer den fra? Hvordan kan den forebygges? Og hvad betyder den for mænds muligheder for at gøre det, MeToo-bevægelsen og samtykkeloven vil have dem til? Det er svært at finde ud af, om en kvinde er interesseret, hvis man ikke må henvende sig til hende.

I et indlæg om samme emne fortæller den britiske feminist Jessica Valenti på sin blog om en video, hun har set på TikTok. I videoen ser man en ung pige sidde ved en bord i gårdhaven på et hotel. En mand kommer hen til bordet, peger på en af de andre stole og spørger, om den er optaget. Pigen tror, manden vil tage stolen med over til et andet bord og siger nej, men i stedet for at tage stolen og gå sætter manden sig ned og begynder at tale til hende. Han spørger, hvad hun hedder, og hun giver ham et falsk navn. Videoen er delt op i to og i part II indleder pigen med at skrive i teksten på videoen, at hendes hjerte er ved at banke ud af brystet på hende. Hun fortæller manden, at hun er live på Instagram på sin telefon. Derefter læner manden sig tilbage, men rejser sig så og forlader bordet. Da han er gået, tager pigen sig til brystet og ånder lettet op. I teksten skriver hun, at hun blev reddet af en ven, som stod og kiggede på fra balkonen ovenfor. Hun tager nogle dybe indåndinger og begynder at grine. I teksten skriver hun, at hun griner, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal reagere, da hun aldrig har oplevet sådan en situation før. Videoerne tagger hun med #help #man #foryou #staysafe #scary #april24 #creepy #stranger og #kidnapping. Som titel på den første af videoerne har pigen skrevet: ’Scariest night of my life so far’. På den anden ’I never expected this to happen to me in the middle of a hotel courtyard.’ Pigens alder er svær at bedømme. Mit bud er, at hun er i starten af teenageårene. Manden i videoen ser vi på intet tidspunkt. Hans alder og udseende er derfor ukendt, om end han lyder voksen og altså ældre end pigen.

Videoen er interessant på flere måder. Dels giver den indblik i den frygt, kvinder taler om. Forstår man den ikke, kan man her så den udspille sig i realtime. Det er ikke svært at se, at pigen faktisk er bange. Dels demonstrerer den, at mænd let risikerer at gøre kvinde bange, selv hvis det muligvis ikke er deres hensigt. Manden i videoen slår mig som en irriterende type. Hvis jeg var pigen, ville jeg også gerne være fri for ham. Men ser man analytisk på situationen, gør han ikke andet end at spørge om stolen er ledig, sætte sig ned og forsøge at indlede en samtale. Han er påtrængende, ja, men ikke mere, end at han rejser sig og går, da han – det skriver pigen selv i videoen – opdager, at hun er ukomfortabel ved situationen. Det, vi ser, er ikke er overgreb. Det, vi ser, er en mand, der har opdaget en pige, der sidder alene i en gårdhave, og ser det som en chance for at indlede en samtale med hende, formentlig i håbet om, at den kan føre til andet og mere. Formentlig. For i virkeligheden ved vi det jo ikke. Det kan i princippet lige så godt være en mand, der drønkeder sig og ser pigen som en mulighed for at tale med nogen. Mine penge er dog på det første.

Videoen er samtidig en anledning til at tænke mere fundamentalt over, hvad verden er for et sted, og hvordan man skal lære at begå sig i den. Det er noget, jeg har løbende har spekuleret over, siden den ophedede debat om gymnasieelevers ’puttemiddage’ fyldte avissiderne i 2018. Jeg var plaget af sygdom dengang, men fulgte med, så godt jeg kunne. Jeg købte også den bog, hovedpersonen bag debatten, Anja Leighton, skrev. Bogen hedder ’Aldrig kun til pynt’ og beskriver Leightons oplevelser i forbindelse med de ritualer, der omgærder ’puttemiddagene’, de fester, hvor piger i 1.g. serverer for drenge i 3.g., typisk iklædt udfordrende tøj og med en seksualiseret stemning. Det omvendte forekommer også, nemlig at piger i 3.g. lader sig servicere af drenge fra 1.g. Eller forekom, da gymnasierne efter debatten, som også fik politikere til at blande sig, slog hårdt ned på enhver form for ’puttemiddage’, som i dag formentlig langt sjældnere finder sted.

Da jeg læste Leightons bog, slog det mig, at det, jeg læste, var en klassisk coming of age-historie: Ung pige møder verden, bliver skræmt af den, søger tryghed hos sine forældre, tænker over sine oplevelser, lærer af dem, forstår verden bedre og bliver i stand til at møde den på ny. Leighton skriver selv et sted i bogen, at hvis hun dengang havde vidst, hvad hun ved nu, ville hun ikke have truffet de samme valg. ”Nu” er Leighton som 17-årig. ”Dengang” var hun 15. Det, vi som læsere får indblik i, er Leightons udvikling fra pige til ung kvinde. En nærmest arketypisk historie om at bevæge sig ind i det ukendte, gøre sig nogle erfaringer, søge tryghed i det kendte, fordøje indtrykkene, integrere dem i sin forståelse af verden og dermed gøre den kendte del af verden større og den ukendte mindre. Det er en proces, vi alle skal igennem. Ikke kun når vi er unge, og det meste af verden er ukendt territorium, men mange gange i løbet af vores liv. Igen og igen vover vi os ind i det ukendte uden at vide, hvad der venter, og med risiko for at blive skræmte, men med den forhåbning, at det udvider vores ’kort over verden’ og giver os bedre muligheder for at manøvrere i den. Leightons oplevelser ved ’puttemiddagen’ gjorde hende til et stærkere menneske, ikke et svagere, og gav hende værdifuld viden om verden. Eksempelvis gjorde hun sig den erfaring, at drenge kan finde på at drikke piger fulde i håbet om, at det øger sandsynligheden for sex. Er det forkert, at det forholder sig sådan? Ville Leighton være bedre stillet uden den viden? Selvfølgelig ikke.

For at kunne begå sig i verden er piger og kvinder nødt til at gøre sig erfaringer med mænd. Det er nødvendigt, hvis vi vil opretholde et samfund, hvor piger og kvinder kan bevæge sig frit. For med friheden følger ”risikoen” for, at de møder mænd på deres vej. At tro, at piger og kvinder er bedre stillet ved ikke at vide, hvad mænd kan finde på, er naivt. Tværtimod er det vigtig viden. Kan det være ubehageligt at gøre sig de erfaringer, som er nødvendige for at opnå den viden? Ja, det kan det helt sikkert. Tag videoen med pigen på hotellet. Det er åbenlyst, at hun ikke brød sig om situationen. Men lige så åbenlyst er det, at hun står bedre rustet, næste gang det sker. Og det sker igen. Det er ikke sidste gang i hendes liv, en mand henvender sig til hende, og den rette løsning er ikke, at hun begrænser sit liv for at undgå det. Den rette løsning er, at hun bliver god til at håndtere situationen. Og det kan hun kun blive ved at opleve den og forstå den. Der er ingen quick fixes.

Desværre er mulighederne for at gøre sig den slags erfaringer blevet mindre, og at det forekommer at skabe en ond cirkel, som gør oplevelserne mere ubehagelige. Det skyldes ikke mindst den teknologiske udvikling, den digitalisering, den har medført, og de adfærdsændringer, begge dele har forårsaget. Det er, som om den teknologi, der bringer os tættere på hinanden i den digitale verden, skubber os fra hinanden i den analoge.

Da jeg flyttede hjemmefra i 1998, havde jeg som det naturligste i verden en fastnettelefon i min stue. Når den ringede, tog jeg den. Det gjorde man dengang. Man vidste ikke, hvem der ringede, og ingen kunne forestille sig, at det nogensinde ville blive anderledes. Men det gjorde det. I takt med udbredelsen af mobiltelefoner blev det muligt at se, hvem der ringede. Det gjorde det muligt at sortere i opkaldene og nøjes med at tage telefonen, hvis man ønskede at tale med den, der ringede. Med sms og siden sociale medier opstod et utal af andre måder at kommunikere på end ved at ringe. De fleste af dem via tekst. Det vænnede os til ikke at tale sammen. Man skriver en mail eller sender en besked, hvis man vil have fat i nogen. Man ringer ikke bare. I hvert fald ikke lige så ofte og med samme naturlighed som for 20 år siden. Mange lader helt være med at tage telefonen i dag, hvis de ikke ved, hvem der ringer. Det er ubehageligt ikke at vide, hvem man skal tale med. Og det har en selvforstærkende effekt. Jo sjældnere, man taler med nogen, man ikke kender, desto mere ubehageligt bliver det. Og jo større ubehaget bliver, desto sjældnere tager man telefonen og gør det. Det ene styrker det andet og fører til, at man til sidst holder helt op.

Det samme gælder for tilfældige møder i de offentlige rum. Se dig omkring i toget, bussen eller metroen. Eller på torvet, caféen eller restauranten. For 10-15 år siden grinede vi, når vi så optagelser fra asiatiske byer, hvor alle gik rundt og gloede ned i deres telefoner. I dag gør vi det selv. Læg dertil udbredelsen af hovedtelefoner og earplugs, som skærmer os fra det fælles lydbillede og lader os være fysisk til stede, mens vi lytter til musik eller podcasts. Vi sætter vægge op mellem os selv og alle andre, når vi færdes i det offentlige rum. Det sidste, vi ønsker, er, at nogen henvender sig til os og indleder en samtale. Vi vil være i fred. Vi gemmer os i det kendte for at holde det ukendte væk. Vi finder tryghed i at lytte til noget, vi kender, mens vi bevæger os rundt mellem mennesker, vi ikke kender. Fordi vi er et andet sted mentalt, føler vi, at vi også er et andet sted fysisk. Ingen bør henvende sig, når man har hovedtelefoner på. De kan jo se, man lytter til noget. Lyden og skærmene bliver en undskyldning for ikke at være til stede og føles som et beskyttende skjold mod den rå virkelighed. Og igen er det selvforstærkende. Fordi det bliver sjældnere, at nogen henvender sig og indleder en samtale i det offentlige rum, bliver det mere ubehageligt, når det sker. Og fordi det bliver mere ubehageligt, gør man mere for at undgå det. Hvilket i sin tur gør det mere sjældent, og så fremdeles. Grænsen for ubehag falder i takt med beskyttelsen mod det ubehagelige.

Er det i det lys mærkeligt, at kvinder ikke bryder sig om henvendelser fra mænd i det offentlige rum? Nej. Den slags skal jo foregå via Tinder. Ikke ved at sige hej og spørge, hvordan det går. Det kunne Joey gøre i Friends i 90’ernes New York, men vi befinder os i 20’erne København. Vi er blevet bange for det ukendte, og det er vi, fordi vi har tillagt os vaner, der skærmer os mod det. Det, der for blot et årti eller to siden var almindelig menneskelig kontakt, er i dag forbundet med stort ubehag. Det får os til at undgå det, hvilket berøver os erfaringen med det og gør os dårligere til at håndtere det, når det sker, hvilket i sin tur forøger ubehaget. Det er en ond cirkel, som fører os fra hinanden og gør andre mennesker til nogen, vi helst vil undgå.

Intet af det undskylder naturligvis de historier om unge piger, kvinderne i Facebook-tråden taler om. Det er ikke den teknologiske udviklings skyld, at mænd dytter, når de kører forbi 11-årige piger. Men problemet handler næppe kun om nogle mænds grænseoverskridende adfærd over for unge piger. Det handler også om en udvikling, hvor kontakt mellem mennesker er blevet mindre hyppig, hvor vi derfor er blevet dårligere til den, hvor vi derfor finder den mere ubehagelig, og hvor vi vi derfor i højere grad bestræber os på ikke at blive udsat for den.

Da jeg var ung for 20 år siden, var det ikke sjældent at høre danske kvinder tale om, at danske mænd burde lære af sydeuropæiske mænd at være mere direkte over for kvinder. Lægge mere mærke til kvinder, komplimentere kvinder i højere grad, oftere henvende sig til kvinder. De danske kvinder ville beundres og charmeres, og det var de sydeuropæiske mænd meget bedre til end de kedelige danske mænd med deres tennissokker og sure ostemadder. I dag ville meget af den adfærd, danske kvinder dengang efterspurgte, blive betragtet som sexistiske krænkelser. Den udvikling rejser sammen med de øvrige forandringer spørgsmålet om, hvad pokker mænd skal stille op.

Det gælder både i det offentlige rum, på arbejdspladser og andre steder, hvor mennesker mødes. Et populært begreb, som har betydning i sager om sexchikane, er ”uønsket seksuel opmærksomhed”. Ser man problemet? Hvordan skal en mand på forhånd kunne vide, om den seksuelle opmærksomhed er ønsket eller uønsket? Det kan han jo kun netop finde ud af ved at udvise den. Det samme i bredere forstand med de ”uønskede henvendelser” fra mænd i det offentlige rum. Mænd er hverken tankelæsere eller tidsrejsende. De er begrænset af deres viden her og nu, og de ved ikke, om en kvinde er interesseret, før de henvender sig til hende. Hvis også selve henvendelsen gøres til en krænkelse, hvordan kan en relation så overhovedet indledes? Dét savner jeg svar på fra de mange mennesker, der kritiserer mænds adfærd. Vi får meget at vide om, hvad mænd ikke skal gøre. På et tidspunkt ville det være rart, hvis disse begrænsninger blev tænkt igennem og holdt op mod deres konsekvenser.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *