13. juni, 2024

Gør Marianne Jelved kvinderne en bjørnetjeneste?

Kulturminister Marianne Jelved (R). Billede: Ft.dk. Fotograf: Steen Brogaard.
Kulturminister Marianne Jelved (R). Billede: Ft.dk. Fotograf: Steen Brogaard.

Risikerer kvinder i fremtiden at blive opfattet som ‘kvindelige curlingkunstnere’ på grund af kulturministerens velmenende favoriseringspolitik?

Kulturminister Marianne Jelved (R) vil i fremtiden tvinge spillesteder til at indberette, hvad de har gjort for at få flere kvinder både på og uden for scenen. Det fortæller TV2.dk.

– Vi er fælles om at have en målsætning om at ændre på skævvridningen, men vi skal sørge for at sikre kvaliteten. Derfor forestiller jeg mig, at man beder spillestederne lave en beretning, hvor de redegør for, hvad har de gjort for at få kvindelige musikere ind og spille på spillestederne, og hvad har de gjort for at få kvinder ind i ledelsen på spillestederne, siger Jelved til TV2NEWS.

Jelveds ambition om at presse flere kvinder ind i spillestedernes ledelser og på musikscenerne i hele landet skal udmøntes i en firårig handlingsplan, som skal træde i kraft næste år. I øjeblikket ledes 18 af landets 19 regionale spillesteder af mandlige ledere.

Køn over kultur

Jelveds plan indskriver sig i rækken af planer, der sætter menneskers køn over deres faglige kompetencer. Både på scenen – hvor kunstnere og grupper af kvindekøn nu skal foretrækkes uden musikfaglige argumenter – og bag kulisserne, hvor velfungerende ledere nu skal skiftes ud med mindre kvalificerede, kvindelige ledere. Alt sammen for at hylde en misforstået ligestillingsideologi, der ser et problem overalt, hvor kvinder ikke udgør 50% eller mere i et regneark.

De helt store tabere bliver de mandlige ledere, der nu – uanset deres evner til at udføre deres arbejde – må se sig om efter anden beskæftigelse. Men også de mandlige kunstnere, der må belave sig på ulige konkurrence om pladsen på koncertplakaterne i fremtiden, vil blive ramt. Sidst, men bestemt ikke mindst vil Jelveds kønsmusikalske befalinger gå ud over publikum.

En tvungen kvote af ‘Jelved-koncerter’

Hvor man før kunne regne med, at det regionale spillested arbejdede for at tiltrække de dygtigste og musikalsk mest interessante kunstnere, må man i fremtiden indstille sig på, at en del af koncerterne vil være øremærket til, hvad man kunne kalde ‘Jelved-koncerter’ – altså koncerter, der ikke afholdes på grund af interesse eller musikalsk kvalitet, men for at leve op til indberetningskravene i ministerens nye handlingsplan.

Jelveds anslag mod spillestedernes muligheder for at præsentere de bedste og mest interessante kunstnere kommer kun få måneder efter, at man i museumsverdenen diskuterede et forslag, der handlede om, at museerne skulle begynde at vægte køn over kvalitet ved indkøb af ny kunst til væggene. Også her var argumentet en såkaldt ‘kønsskævhed’, som man fandt måtte bekæmpes aktivt gennem prioritering af kvindelige kunstnere.

Hvornår siger kvinderne fra?

Er man kvindelig kunstner, kan man i forhold til tidens kvindefavoriseringstendens i kunstens verden vælge én af to muligheder. Enten kan man læne sig tilbage og nyde, at andre arbejder for, at man i fremtiden vil få bedre forhold end sine mandlige kolleger; at man i vidt omfang vil blive friholdt fra reel konkurrence med dem og i stedet vil blive behandlet som et medlem af en særlig kategori af kunstnere, der af principielle – men ikke kunstneriske – årsager skal være plads til.

Eller også kan man sige fra. Fortælle Marianne Jelved og andre velmenende beslutningstagere, at man udelukkende vil vurderes på sine evner som kunster. At man ikke vil stå på scenen på de regionale spillesteder, fordi Mor Jelved har truet lederen til at sætte én på plakaten, men fordi spillestedet og publikum ønsker at se og høre, hvad man har at byde på. At man hellere kaster sit maleri på bålet end accepterer, at det skal hænge på et museum, der kun har det hængende af kønspolitiske årsager.

‘Shit og Chanel’ eller kvindelige curlingkunstnere?

Den kvindelige rockgruppe ‘Shit og Chanel’ med Lis Sørensen og Anne Linnet i spidsen sagde i 70’erne fra over for de feministiske kvindegrupper, der prøvede at gøre bandet til en del af kvindesagen. ‘Shit og Chanel’ insisterede på, at kunsten var vigtigere end det kønspolitiske. Samme entydige sondren er vanskelig at spore blandt nutidens kvindelige kunstnere. De mange rare penge og den lettere vej til scenerne og museernes vægge synes at veje tungere end hensynet til såvel de kunstneriske ambitioner som idealet om at begå sig i fri og lige konkurrence med andre kunstnere.

Den bane er de kvindelige kunstnere i deres gode ret til at slå ind på. Men hvis de gerne – også i fremtiden – vil tages alvorligt, burde de måske overveje i stedet at kappe båndene til de mennesker, der i øjeblikket synes at gøre dem den ene bjørnetjeneste efter den anden. For inden længe vil nogen måske begynde at tale om en generation af kvindelige curlingkunstnere, som kun eksisterer, fordi Marianne Jelved og hendes ligesindede fjerner hver en sten på deres vej.

Og det er sådan med ry – især med dårlige ry – at når først man har fået dem, er de forbandet svære at komme af med igen.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview