Sexismeundersøgelse på CBS er eksempel på, hvad kønsforskning ikke skal være, mener professor Hans Bonde.
En sexismeundersøgelse på CBS gennemført under ledelse af professor Sara Louise Muhr demonstrerer to af de problemer, der for tiden diskuteres i forhold til politikeres løftede pegefinger over for de danske universiteter, nemlig pseudovidenskab og aktivisme.
Det mener professor Hans Bonde, der gør rede for sit synspunkt i en kronik i Jyllands-Posten.
98 procent medvirkede ikke
Dels er den videnskabelige standard for ringe, mener Hans Bonde, der refererer til Torsten Skovs gennemgang af artiklen om studiet i tidsskriftet Kvinder, Køn & Forskning.
Det skyldes blandt andet svarraten, der er så lav, at det burde vække alvorlig bekymring, påpeger Hans Bonde.
»CBS havde 19.708 studerende i 2018, hvor undersøgelsen blev gennemført. 342 medvirkede, hvilket giver en responsrate på 1,7 pct. eller et frafald på mere end 98 pct af de potentielle medvirkende. En så utroligt lav responsrate vil normalt få seriøse forskere til at løbe skrigende bort, men ikke her, hvor den tjener et aktivistisk mål. Undersøgelsen kan intet validt sige om, hvad der eventuelt foregår af sexchikane på CBS,« skriver han.
Dels er formuleringen af spørgsmålene om sexchikane i undersøgelsens spørgeskema problematisk, mener Hans Bonde.
»De virker meget tilfældigt valgt og begrundes ikke videnskabeligt«, skriver han.
Hans Bonde bemærker desuden, at når respondenterne gør opmærksom på, at de ikke opfatter en given type adfærd som sexchikane, vælger forskerne at se bort fra det og fortsætte med at betragte den som sexchikane.
»For CBS-undersøgerne er der ikke tvivl: Det er undersøgernes opfattelse af, hvad der er acceptabelt, der definerer, hvad der er sexchikane. Når respondenten ikke føler sig krænket, er det åbenbart alligevel forskeren, der bestemmer, at der er tale om en krænkelse. Herved kan der tegnes et mere dystert billede,« skriver han.
Aktivisme bagt ind i forskningen
Samtidig er artiklen et eksempel på aktivisme i forskningen, mener Hans Bonde.
»Den omtalte artikel er ikke kunet udtryk for pseudoforskning, men også for aktivisme,« skriver han og henviser til artiklens abstract, der henvender sig direkte til universitetsledelserne.
»Problemer med sexchikane kan kun løses, hvis og når universiteterne tager ansvar for de normer, der er herskende i deres indflydelsessfære,« står der i abstractet.
Og det bør der ikke, mener Hans Bonde.
»Problemet her er ikke, om man er uenig eller enig i opfordringen, men alene om, at det er et normativt udsagn, der ikke på mindste vis er relateret til de data, forfatterne har fremlagt, men som begrundes i de værdier, der er nedlagt i den,« skriver han.
Mediernes rolle
Når pseudovidenskabelig og aktivistisk forskning skal forhindres, handler det ikke kun om at opretholde høje standarder på universiteterne, men også om, at forskningen påvirker den offentlige debat og ultimativt de politiske beslutninger.
En del af ansvaret for det tilfalder medierne, som velvilligt godtager og videreformidler pseudovidenskabelige, aktivistiske forskningsresultater, mener Hans Bonde. Som eksempel peger han på en artikel i Berlingske, der omhandler undersøgelsen på CBS. Artiklens overskrift lyder: ‘»Alarmerende« sexchikane på CBS: »Det er helt almindeligt, at fyre kommenterer pigers kroppe«’.
Undersøgelsen, som 98 procent af de studerende slet ikke ikke deltog i, og hvoraf 75 procent af dem, der faktisk medvirkede, svarede »nej« til spørgsmålet om, om de havde oplevet, at nogen at havde kommenteret på deres krop, blev altså i Berlingske til, at »det er helt almindeligt at fyre kommenterer pigers kroppe« på CBS.
Ifølge Hans Bonde er det præcis, hvad de aktivistiske pseudoforskere ønsker at opnå.
»Målet med pseudoforskningen i sexisme er for det første at smide benzin på bålet ved at vise, at sexismeproblemet er langt mere omfattende og graverende, end det reelt er. For det andet at gøre det til et særproblem for kvinder, hvorfor sexisme rettet mod mænd ofte negligeres, og for det tredje at gøre alle mænd til potentielle krænkere, hvorved det hævdede »mandssamfund« som helhed kan stilles i dårligt lys og afkræves kompensationer som f.eks. kvoter. Hermed kan forskningen tjene en radikalfeministisk dagsorden om at omstyrte »patriarkalske« strukturer,« skriver han.
Hans Bonde afslutter sin kronik med en sondring mellem politiske holdninger og forskning.
»Det er alt i alt legitimt at lade ens forskningserfaringer få konsekvenser for ens holdninger og aktivisme i det politiske liv, men det er absolut ikke legitimt at lade ens politiske holdninger og aktivisme få indflydelse på ens forskningsresultater. Og det er desværre det, der sker i dag inden for en del af kønsforskningen,« skriver han.