28. februar, 2024

Henrik Marstals racistiske privilegieteori

Henrik Marstals privilegieteori bygger på ideen om den hvide races overlegenhed.

I et nyt debatoplæg på Politiken med titlen Den hvide mand fylder for meget gentager debattør og feminist Henrik Marstal sin korstogsagtige kritik af hvide, heteroseksuelle mænd og deres påståede “privilegieblindhed”.

Privilegieblindheden består, ifølge Marstal, i, at den, der har alle fordelene, ikke kan se det, fordi fordelene for ham udgør det normale:

At forstå sig selv som både neutral, objektiv, almen og universel er den hvide, heteroseksuelle mands største kardinalsynd: Deres største priveligium består paradoksalt nok i, at de slet ikke er opmærksomme på privilegierigdommen, præcis ligesom fisk ikke ved, at de befinder sig i vandet”, skriver Marstal i indlægget.

Marstal peger på, at den seneste tids “hvidhedsdebat” kan være med til at skærpe opmærksomheden på de “identitetspolitiske kendetegn”, som ifølge Marstal ” i stigende grad er begyndt at præge de måder, hvorpå vi forholder os til kunst, politik, samfundsforhold og erhverv“.

Det er Marstals håb, at hvidhedsdebatten vil føre til et “identitetspolitisk skift”. Som han udtrykker det:

Ingen bør længere kunne opfatte sig selv som neutrale aktører – sidst af alle hvide, heteroseksuelle mænd.

En racistisk privilegieteori

Marstals argumentation baserer sig på to grundtanker. Den ene er, at samfundet kan opdeles i afgrænsede grupper baseret på race, seksualitet og køn. Den anden er, at samfundet udgøres af en magtkamp mellem disse grupper, og at gruppen af hvide, heteroseksuelle mænd historisk har været og fortsat er den stærkeste og derfor sidder på privilegierne.

Denne model er mindre fjern fra racistisk teori, end Marstal muligvis er klar over. At betragte samfundet som en kamp mellem racer og at udråbe den hvide race som den stærkeste læner sig op ad teorier, Marstal næppe ønsker at blive forbundet med, men som han i kraft af sin model deler teoretisk udgangspunkt med.

Det, Marstal kalder “historisk betingede privilegier”, kan kun forstås som et resultat af en magtkamp, hvor den hvide mand har været stærkere end alle andre og derfor har erobret magten til at definere samfundet i sit billede.

At Marstals hensigt er at kritisere måden, hvorpå den hvide mand administrerer sin magt, og at han opfordrer til, at den hvide mand bidrager til afståelsen af sine privilegier, ændrer ikke ved, at det grundlæggende historie-, samfunds- og menneskesyn i Marstals privilegieteori er racistisk.

Historien er, ifølge Marstal, en beretning om den hvide mands triumf, samfundet er, ifølge Marstal, den hvide mands bygning, og mennesker skal, ifølge Marstal, enten forstås som privilegerede medlemmer af den stærke, hvide race eller som undertrykte medlemmer af andre racer.

Det lyder alt sammen lidt for bekendt.

Sein Kampf

Det er ikke første gang, Marstal med udgangspunkt i sin racebestemte privilegieteori retter kritik mod hvide, heteroseksuelle mænd (og kvinder).

I forbindelse med en diskussion om påstået kvindehad i film og musik sidste år skrev Marstal:

Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet.”

Tilsvarende gjorde Marstal tilbage i 2010 rede for tilstanden på den rytmiske danske musikscene ved at henvise til hvide mænds overherredømme:

Desuden spiller det ind at både kvinder og flerkulturelle danskere bliver sat uden for indflydelse igen og igen, fordi den mest kanoniserede og mediedyrkede sociale musikformation overhovedet gennem de seneste 40-45 år – nemlig rockbandet – domineres næsten fuldkomment af hvide mænd. Det er en sammensætningen der svarer ganske godt til sammensætningen af musikbranchens gatekeepers lige fra musikkritikere, radioprogramværter og kulturredaktører til pladeselskabspersoner og bookere der altovervejende også er hvide mænd“.

Det samme gjorde sig gældende, da Marstal samme år anklagede Roskilde Festival for at være “en lukket hvid klub”:

På festivalen mødte man praktisk taget ingen danskere med anden etnisk baggrund, og man så ingen hudfarver, beklædningsdele eller kulturvaner blandt publikum, som ikke signalerede det hvide Europa i almindelighed og det hvide Danmark i særdeleshed.

Roskilde er god til at holde sig ung og svinge med den tid, den er en del af. Men den egenskab og den selvforståelse kan jeg ikke få til at stemme med, at det reelt er en lukket hvid klub“.

At modellen i sin grundform fokuserer på racen – og ikke kun kønnet – blev tydeligt i slutningen af 2014, hvor Marstal til ALT for damerne igen udtalte sig om den hvide race, denne gang blot om dens kvindelige medlemmer:

Og en tredje udfordring er de mest privilegerede, hvide, veluddannede kvinders insisteren på, at alle kvinder i hvert fald i Danmark skam allerede er ligestillede med mænd. Men disse kvinder overser komplet deres egen privilegierigdom og ser ikke hvordan det i meget høj grad fortsat er mænds betingelser, som denne verden fungerer på økonomisk, seksuelt, rangordensmæssigt – også på de bonede gulve, hvor disse privilegerede kvinder selv færdes.”

En perspektivløs teori

Det er vigtigt at skelne mellem en person og de teorier eller tankemodeller, en person benytter sig af.

Formålet med at fremhæve det racistiske grundlag for Henrik Marstals privilegieteori er ikke hverken at antyde eller påstå, at Marstal er racist. Naturligvis er han ikke det. Det dokumenterer hans tekster til fulde.

Men anderledes forholder det sig med hans analysemodel. Dens insisteren på at opdele verden i racebestemte grupper og dens nuanceløse fremstilling af den hvide mand som verdens enehersker er ikke mindre racistisk i sin forståelse af virkeligheden end visse totalitære ideologiers modeller.

Marstals analysemodel må derfor mødes med samme kritik som de modeller, den er i familie med. Det er ikke sådan, at en perspektivløs teori med et trylleslag bliver løfterig af at blive brugt i en mere positiv sammenhæng.

At Marstals privilegieteori er perspektivløs, er ikke svært at se. Hvis modellens grundtanke – at hvide, heteroseksuelle mænd er stærkere end alle andre grupper og ønsker at dominere verden – er korrekt, så er der ikke noget at stille op. Alle andre må i så fald underkaste sig de hvide, heteroseksuelle mænd. Eller alternativt kæmpe en kamp, de på forhånd er dømt til at tabe.

Hvis grundtanken ikke er korrekt – hvis heteroseksuelle, hvide mænd ikke er stærkere end alle andre, eller hvis de ikke ønsker at dominere verden – så er modellen forkert og derfor uanvendelig. Det samme gælder, hvis selve ideen om at inddele mennesker i grupper baseret på race, seksualitet og køn viser sig at være forkert.

Marstals privilegieteori er med andre ord kun gyldig i et eneste scenarie. Modellen kan kun anvendes, hvis – og det er det tragiske – der ikke er noget at stille op. Kun hvis hvide, heteroseksuelle mænd er en samlet gruppe, som er stærkere end alle andre, og som ønsker at dominere verden, kan Marstals privilegieteori bruges som forklaringsmodel. Men det vil i så fald være aldeles perspektivløst, da dens analyser vil blive forkastet af de magtfulde, hvide, heteroseksuelle mænd, der ønsker at dominere verden.

Her kan Marstal så indvende, at det er lige præcis, hvad der sker. At hans analyser forkastes, fordi verden styres af heteroseksuelle, hvide mænd, der undertrykker alle andre og deres analysemåder. Men logikken er her den samme: Hvis Marstal har ret i det, så spilder han sin tid. På grund af modellens determinisme, er præmisser og konklusioner givet på forhånd. Marstal vil, hvis hans model er rigtig, bruge sin tid bedre som musiker end som magtanalytiker.

Enten er modellen rigtig, men kan ikke bruges til noget, netop fordi den er det, eller også er modellen forkert og kan derfor ikke bruges til noget. Marstals racebestemte privilegiemodel er en perspektivløs teori.

Fylder hvide mænd for meget?

Foruden sin deterministisme lider Marstals analyse af et meget forsimplet samfundssyn.

Dikotomien mellem undertrykkere og undertrykte kender vi fra de marxistiske teorier. Men ligesom det næppe er meningsfuldt at analyse det danske samfund anno 2015 med udgangspunkt i modsætningen mellem kapitalister og arbejdere, er det formentlig en dårlig ide at forsøge at forstå race, seksualitet og køn i nutidens Danmark ud fra en simpel modsætning mellem hvide, heteroseksuelle mænd og alle andre.

Fx må man spørge: Er Marstals grundfigur – de heteroseksuelle, hvide mænd – vitterlig så fasttømret en gruppe, som Marstal hævder? Eller er virkeligheden snarere, at heteroseksuelle, hvide mænd på mange områder er dybt forskellige, og at mennesker i dag i langt større grad end tidligere i historien har flere, men flygtigere relationer til andre mennesker? Måske så mange og så flygtige, at det ikke længere giver mening at beskrive mennesker ud fra deres tilhørsforhold til en eller flere grupper?

Er det fx virkelig en mands hudfarve, seksualitet og køn, der først og fremmest definerer ham, når han agerer i verden som ven, medarbejder, forbruger, tv-seer, avislæser, fodboldsspiller, piberyger, vælger, dykker, Facebook-bruger, biografgænger, turist, skolebestyrelsesmedlem eller museumsgæst?

Eller er det sådan, at der i dag er mange forskellige måder at være hvid, heteroseksuel mand på, og at den enkelte har stor frihed til at være det på sine egne præmisser og løbende kan udvikle sig løsrevet fra tidligere tiders faste forventninger til manderollen?

Noget kunne tyde på det sidste. Kernefamilien er i dag blot én blandt flere måder at leve sit familieliv på; skilsmisser og nye partnere fører til nye familiemønstre, hvor relationerne ikke længere er bundet op på blodets bånd. Samtidig er det ikke længere unormalt at leve alene – at være single – til langt op i 30’erne og 40’erne eller endda hele livet. Manden som pariark er stendød.

På arbejdsmarkedet er livtidsansættelsernes tid for længst forbi; også her er relationerne mere kortvarige, og også her må man derfor agere med en bevidsthed om, at der kommer en dag, hvor man skal videre. Det medfører et øget krav om stærke relationelle kompetencer, ikke mindst da jobdistributionen i stigende grad sker via uformelle kanaler – gennem netværk. Manden som livslang garant for familiens økonomi er stendød.

Marstals påstand om, at hvide, heteroseksuelle mænd ser sig selv som neutrale aktører og ikke er i stand til at se ud over egen næsetip, er derfor næppe korrekt. For det første er det tvivlsomt, om hvide, heteroseksuelle mænd overhovedet med nogen mening kan beskrives som én, samlet gruppe. For det andet er det usandsynligt, at de hvide, heteroseksuelle mænd ikke skulle have opdaget, at det ikke i sig selv er en kvalifikation at være hvid, heteroseksuel mand.

Marstal afslutter sit indlæg med at opfordre hvide, heteroseksuelle mænd til at være selvkritiske. Jeg vil afslutte mit med at opfordre Marstal til at være det samme.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview