Venstrefløjen og de borgerlige ender samme sted i diskussionen om drenge og mænds problemer.
Der er gang i debatten om drenge og mænd. Udløseren var en artikel i Financial Times om stigende politisk polarisering blandt unge. Artiklen er blevet omtalt af flere danske medier og har kastet flere diskussioner af sig.
En af dem var en debat i Deadline mellem Rosa Lund (Ø) og Katrine Evelyn Jensen (S). Evelyn Jensen, som er DSU-formand, havde forinden i et interview med Weekendavisens Arne Hardis kritiseret venstrefløjen for at overse drenge og mænds problemer. “Vi svigter de unge mænd, vi mister dem i hvert fald,” sagde hun til Hardis og uddybede senere i interviewet: “Det er altså nødvendigt at få sagt, at venstrefløjen ikke tager unge mænds og drenges problemer alvorligt.”
Pas nu på, hvad I har gang i her
Siden stemplede iværksætteren Martin Thorborg ind. I en podcast og efterfølgende i et interview med Berlingske og endnu en podcast, advarede Thorborg om, at hvis en pendul svinger for langt til den ene side, udløser det en modreaktion. Drenge og mænd har det svært af en række årsager, påpeger Thorbog, og det skaber en frustration, vrede og håbløshed, som også kan få konsekvenser for kvinder. “Pas nu på, pas nu på, hvad I har gang i her,” sagde Thorborg, henvendt til dem.
“Den der udskamning, der foregår på et generaliserende niveau i forhold til de mandlige værdier, er forfejlet. Og den er pissefarlig. Den skaber en enorm modstand mod kvinder, som til sidst leder de unge mænd direkte i armene på idiotiske demagoger som Andrew Tate,” uddybede Thorborg i Berlingske.
Kæmpepandaen er i krise, det er mænd ikke
Her stoppede debatten ikke, for også Liberal Alliances Ole Birk Olesen ville blande sig. I en serie af posts på X understregede Olesen sit og partiets syn på drenge og mænds problemer. Blandt andet spurgte Olesen sine følgere, om mænd er i krise, og det svarede 71 procent nej til. Svarene harmonerede med Olesens egen opfattelse, som han havde udtrykt et par dage forinden.
“Jeg var træt af at høre om “drengenes krise”, allerede inden den debat begyndte. “Drengene” er ikke i krise, de har det – som køn – rigtigt fint. Nogle drenge har det dårligt, ligesom nogle piger har det dårligt,” skrev Olesen.
Da han blev spurgt, hvad han forstår ved ordet krise, svarede han: “Kæmpepandaen er f.eks. i en krise. Det er ræven ikke. Heller ikke manden.”
I endnu en post uddybede Olesen, at der rigtignok findes syge, handicappede og andre, som har det svært, men at “behovet for den nødvendige hjælp til disse måske 10 pct. gør ikke, at de resterende 90 pct. af os kan forfalde til fortællinger om, at vores liv er “samfundets skyld”. Det er først og fremmest vores egen skyld, uanset om vi er kvinder eller mænd, høje eller lave, sorte eller hvide.”
“Hvad klynkehoveder til højre og til venstre opfinder af begrundelser, som ikke har med dem selv at gøre, når de skal retfærdiggøre, hvorfor de ikke fik et lige så tilfredsstillende liv som deres skole- eller studiekammerater, fører ingen positive steder hen,” understregede han.
Hesteskoens to sider
Uenigheden mellem venstrefløjen og de borgerlige, her eksemplificeret ved Ole Birk Olesen, angår kun på overfladen køn. Den grundlæggende uenighed handler om forskelle i opfattelse af mennesker, samfund og forholdet mellem dem. Hvor venstrefløjen betragter mennesket som stærkt begrænset af strukturer af enhver slags, betragter de borgerlige mennesket som et frit handlende individ. Det er derfor, Ole Birk Olesen tilskriver den enkelte det fulde ansvar for sine succeser og fiaskoer, og derfor, Rosa Lund og andre på venstrefløjen ikke gør det.
Selv om disse forskelle i udgangspunktet ikke har noget med køn at gøre, har de stor betydning for de respektive parters opfattelser af køn.
For venstrefløjens vedkommende fordi strukturforklaringen af vævet sammen med en tro på, at vi lever i et samfund, som undertrykker kvinder og privilegerer mænd, altså et patriarkat. For hvordan kan drenge og mænd overhovedet have problemer, når det er dem, der har alle fordelene? Venstrefløjen er skeptisk over for, at drenge og mænd kan have det svært, og i det omfang, den overhovedet anerkender det, peger den konsekvent på, at drenge og mænd – eller maskuliniteten, et andet ord for drenge og mænd – er skyld i det. Nødtørftigt, som man så i Deadline-debatten, kan politikere som Rosa Lund gå med til, at mandlige hjemløse er udsatte, men der stopper det så også. Generelt er mænd set fra venstrefløjens position skyld i mænds problemer, hvorfor det er ikke en samfundsopgave at løse dem, men en opgave, mænd selv skal tage på sig.
For de borgerliges vedkommende fordi troen på individets muligheder og ansvar opløser betydningen af køn. Køn er for Ole Birk Olesen blot endnu en af de strukturer, han er træt af at høre venstrefløjen tale om. Først som sidst er ansvaret for Ole Birk Olesen det enkelte menneskes, uanset hvilket køn det har. At tale om begrænsninger er “klynk” og “fører ingen positive steder hen.” Sat på spidsen eksisterer køn slet ikke for Ole Birk Olesen. Det gør kun individet. Det er derfor, Ole Birk Olesen afviser, at mænd er i krise og henviser til den enkelte mands ansvar for sine problemer: “Det er først og fremmest vores egen skyld, uanset om vi er kvinder eller mænd, høje eller lave, sorte eller hvide.”
Dermed ender venstrefløjen og de borgerlige samme sted, hvad angår drenge og mænds problemer. Som hver sin side af en hestesko mødes Rosa Lund og Ole Birk Olsen trods deres vidt forskellige udgangspunkter og argumenter tæt på hinanden i enighed om, at mænds problemer er mænds skyld og ikke skal løses gennem forandringer af samfundet, men ved, at mænd ændrer adfærd.
Når jeg er skeptisk over for det politiske systems evne til at løse drenge og mænds problemer, er det i høj grad derfor.
Venstrefløjen fokuserer på piger og kvinder og har meget svært ved at forstå mænds problemer, fordi det ikke passer ind i venstrefløjens samfundsopfattelse, at mænd overhovedet kan have problemer. De borgerlige fokuserer på individets ansvar, er skeptiske over for eksistensen af strukturer og er store modstandere af enhver form for løsninger, der kræver offentlig finansiering. I det omfang, mænd har problemer, som rækker ud over, hvad den enkelte mand selv kan løse, er det svært at se, hvem der skal tage politisk initiativ til at løse dem.
Det siges, at hestesko bringer held. For drenge og mænd gør denne hestesko ikke.