Af og til kontaktes jeg af skoleelever, der laver projekter om ligestilling. Her er et eksempel på, hvad de spørger om, og hvad jeg svarer.
Tidligere i dag skrev Anders, Louis og Julie fra 9.C. på Skelgårdsskolen til mig og spurgte, om jeg ville svare på syv spørgsmål om ligestilling. De skulle bruge svarene til en projektopgave om ligestilling. Det ville jeg naturligvis gerne.
Det er ikke første gang, jeg bliver kontaktet af skoleelever, der laver projekter om ligestilling. Men hvor jeg sidste gang mødtes med to elever og blev interviewet mundtligt, ønskede Anders, Louis og Julie mine svar på skrift. Et valg, jeg godt kan forstå, da det gør arbejdet meget nemmere bagefter.
Samtidig giver det mig mulighed for at bringe spørgsmålene og svarene her. Jeg har naturligvis spurgt eleverne, om det var ok med dem, og det var det. Så uden videre introduktion til sagen.
Elevernes syv spørgsmål om ligestilling og mine svar
Hvad mener du generelt om emnet ligestilling?
– Jeg mener, at mænd og kvinder er ligeværdige, og jeg er stor tilhænger af, at mænd og kvinder har de samme muligheder og rettigheder. Ligestilling betyder for mig, at ingen diskrimineres på grund af deres køn. Det skal ikke være en fordel at være Mads frem for Mette.
– Til gengæld mener jeg så, at når Mads og Mette har de samme muligheder og rettigheder, så er det ikke en samfundsopgave at presse hverken Mads eller Mette til at træffe bestemte valg. Her adskiller jeg mig fra dem, der går ind for resultatlighed, og som mener, at kvoter er den rigtige vej til ligestilling. Som jeg ser det, er kvoter det stik modsatte af ligestilling, for kvoter betyder, at det enkelte menneske bedømmes på sit køn. Når man siger, at man vil have en bestemt procentdel med et bestemt køn, siger man jo også, at kønnet er vigtigere end personen. Og det er jeg uenig i. Mads og Mette skal bedømmes på, hvad de kan, ikke på deres køn.
Synes du, at der mest bliver fokuseret på kvinder?
– I ligestillingsdebatten er der større fokus på kvinders problemer end mænds. Det er der flere grunde til. En af dem er, at ligestillingsdebatten i høj grad er præget af feministiske debattører. Feminisme har som bevægelse sit historiske udgangspunkt i kampen for kvinders rettigheder, og derfor er det naturligt, at de feministiske ”teorier” i overvejende grad handler om kvinder. En anden grund til at der i debatten fokuseres mest på kvinder er, at få mænd for alvor interesserer sig for ligestilling. Det gælder både politisk, hvor de fleste ligestillingsordførere er kvinder, og i den bredere debat.
– Noget tyder dog på, ikke mindst hvis man kigger til udlandet, at flere mænd begynder at engagere sig. Jeg tror, vi inden for de kommende år vil se en slags mandebevægelse opstå, fordi det går op for flere og flere mænd, at ligestilling ikke længere kun handler om at brænde bh’er af, men faktisk også handler om mænds vilkår. Mænds problemer er i et vist omfang blevet overset i mange år, og det er i høj grad mændenes eget ansvar. På bunden af samfundet er mænd overrepræsenteret, og det er ved at gå op for mændene, at hvis der skal laves om på det, må de selv komme ind i kampen.
Er kvindeundertrykkelse en del af dansk kultur, selv i dag?
– Følger man debatterne på avisernes websites, får man let det indtryk, at det er tilfældet. I en uendelig række af debatindlæg forsøger diverse debattører at kæde forskellige former for ’mandlig’ adfærd, fx mænds humor, sammen med grov kriminalitet som vold og voldtægt. Jeg køber det ikke. Den ”lige linje”, der skulle gå fra en blondinejoke til et overlagt knivmord, eksisterer ikke. Skal vi så ikke diskutere, hvordan vi taler med og om hinanden? Jo, det skal vi da. Men vi må adskille tingene. Selv den dårligste joke er fundamentalt noget andet end selv den mildeste form for vold. Humor og kriminalitet er to forskellige ting.
– I Danmark har vi bestemt normer, som kan være generende for nogle kvinder. Jeg siger nogle, fordi de selvsamme normer for andre kvinder ikke er det. Jeg har talt med kvinder, der siger, at de bliver direkte skuffede, hvis mænd ikke kigger efter dem, når de tager i byen. Andre kvinder er trætte af, at de ikke kan tage i byen uden at blive kigget efter. På den måde er det jo svært. Både for kvinderne, men også for mændene. Nogle gange får man den fornemmelse, at lige meget hvad en mand gør, så er det forkert.
Er mandeundertrykkelse lige så slemt som kvindeundertrykkelse?
– Her må man jo starte med at definere, hvad man mener med undertrykkelse. Som jeg forstår ordet, handler det om, at man forhindres i at gøre det, man gerne vil. Ser man på hele verden ud fra den definition, er kvinder absolut stadig det undertrykte køn. Der er lande i verden, hvor kvinders frihed er tæt på ikke-eksisterende.
– Kigger man på Danmark, er det ikke tilfældet. Danske kvinder har de samme muligheder som danske mænd. I forhold til spørgsmålet vil mit svar være, at al undertrykkelse er slem, og at det ikke giver mening at mene, at undertrykkelse af det ene køn er ’bedre’ eller ’værre’ end undertrykkelse af det andet. Det er undertrykkelsen i sig selv, der er modstanderen. Undertrykkelse skal bekæmpes, uanset hvem den eller de undertrykte er.
Hvad synes du om nutidens feminister og deres holdninger?
– Det er vigtigt at forstå, at der er mange slags feminister. Skal man dele dem op i to grupper, kan man tale om radikale feminister og moderate feminister. De radikale feminister har de mest ekstreme holdninger, og især uden for Danmark kan man finde helt absurde udtalelser fra denne gruppe, fx at alle mænd skal spærres inde i lejre, hvor kvinder så kan besøge dem, når de har lyst (noget, en engelsk radikalfeminist har udtalt i et interview). Det er klart, at holdninger af den type ikke repræsenterer alle feminister og heller ikke alle radikale feminister, og jeg nævner det kun for at sige, at man blandt de radikale feminister kan finde personer, der har meget ekstreme holdninger.
– I Danmark bruger de radikale feminister meget af deres energi på at ”bevise”, at diverse former for mandlig adfærd skyldes eksistensen af strukturer, som efter deres opfattelse skal nedbrydes. I stedet for at fokusere på det enkelte individ og sige: ”Den mand er idiot”, ønsker de at tolke mandens handlinger som en konsekvens af strukturer i samfundet. Når en mand voldtager, skyldes det eksistensen af en ”voldtægtskultur”, mener de. Hans voldtægt skal ikke forstås ud fra, hvem han er, men som et symptom på et generelt problem. På den måde gør de alle mænd ansvarlige for de voldtægter, der sker, for alle mænd bidrager til den ”voldtægtskultur”, de mener eksisterer. Den samme model bruger de i forhold til sexisme, vold og andre ting. Det er en ”teori”, jeg er meget uenig i, og som jeg finder skadelig. I værste fald, hvis den bliver stærk nok, forhindrer den, at man undersøger, hvem de her mænd er, og hvorfor faktisk gør, hvad de gør. Og finder man ikke ud af det, står man med dårlige kort på hånden i forhold til at forhindre dem i at gøre det.
– Jeg har stor respekt for nutidens feministers engagement, men jeg tror, at de på grund af deres kønsteoretiske udgangspunkter i en del tilfælde modarbejder det, de må formodes at ønske at opnå, nemlig et mere ligestillet samfund med mindre sexisme, vold, voldtægt og så videre. Samtidig er de desværre ofte meget svære at diskutere med. Flere af dem udelukker enhver, der ikke er enig med dem, fra at deltage i diskussionen på deres Facebooksider. Det kan jeg for så vidt godt forstå. Det er irriterende at bruge tid på folk, der er uenig med en. Men der er jo behov for, at man udveksler synspunkter på tværs af grundopfattelser. Ellers ender man med at stå på hver sin side og være enig med sine meningsfæller om, at de andre er idioter. Det bliver Brøndby-fans mod FCK-fans, og det er ikke særlig konstruktivt.
Hvad er din holdning til kvindeundertrykkelse?
– Den er meget simpel. Jeg er modstander af enhver form for undertrykkelse og derfor naturligvis også kvindeundertrykkelse. I mit idealsamfund er alle mennesker frie til at skabe det liv, de ønsker sig.
Synes du overhovedet, at kvinder bliver undertrykt, eller synes du allerede, at vi har ligestilling i Danmark?
– Min opfattelse er, at ligestilling handler om at stille mennesker lige og skal sikres gennem lovgivning. Her er vi meget langt i Danmark. Kigger man på det med juridiske briller, er det mænd, der er udsat for uligestilling i Danmark. Tre konkrete eksempler er omskæring, værnepligt og samlivsvold. Det er ulovlig at omskære pigebørn i Danmark, men ikke drengebørn. Mænd skal stille en del af deres liv til rådighed for staten gennem værnepligt, kvinder skal ikke. Kvindelige samlivsvoldsofre har lovsikrede rettigheder til hjælp, det har mandlige ikke. Det er klart, at man i sidste ende må se på, om de fysiske forskelle på mænd og kvinder berettiger, at man uligestiller kønnene i nogle sammenhænge. Men grundlæggende bør det være sådan, at loven er ens for alle uanset køn, og det er den ikke på de områder.
– I forhold til spørgsmålet vil jeg sige: Hvis der eksisterer kvindeundertrykkelse i Danmark, så har den ikke med lovgivningen at gøre. Man kan ikke afvise, at der eksisterer subkulturer i Danmark, hvor kvindeundertrykkelse finder sted, fx gennem tvangsægteskaber og anden form for adfærdskontrol. Det bør man tage alvorligt og gøre noget ved. Men den gennemsnitlige danske kvinde er ikke undertrykt. Hun lever i et af verdens mest ligestillede lande. Hun kan blive, hvad hun vil. Vi har lige haft en kvindelig statsminister, og vi har i mange år haft en kvindelig regent. Vi har ligestilling i Danmark, og det skal vi både være stolte af og værne om. Det centrale er, at vi holder fast i, at ligestilling skal handle om at give folk lige muligheder og rettigheder, ikke om at få dem til at passe i nogle kasser, der ser godt ud i et Excel-ark. Det vigtige er ikke, om der er 50% kvinder og mænd inden for et område. Det vigtige er, at ingen diskrimineres på deres køn. Mads og Mettes chancer på arbejdsmarkedet skal ikke styres af politiske ønsker om procentsatser. De skal styres af Mads og Mettes egne ønsker, og samfundets rolle er at sørge for, at hverken Mads eller Mette forhindres i at udleve deres drømme på grund af deres køn.