Mænd, der kommenterer kvinders udseende i det offentlige rum, er svin, og sådan er det! Eller hvad? Måske er problematikken mere kompleks end som så.
Den seneste uges debat om street harrasment, catcalling og uønskede henvendelser og komplimenter har bragt sindene i kog i den danske debat. Men mens mange har forholdt sig til det principielle, har næsten ingen sat sig for at forstå, hvad der egentlig er på spil, når mænd kommenterer kvinder i det offentlige rum.
Byen er en verden af fremmede
Sociolog Henning Bech, der har forsket indgående i (homo-)seksualitet og by, byliv og byformer, betegner byen som en verden – eller verdener – af fremmede. Det er byens grundlæggende karakteristikum; det er det, der adskiller byen fra ikke-byen. I byen cirkulerer fremmede rundt blandt fremmede.
Dette grundtræk har den konsekvens, at man ikke kan vide, om andre er ‘gode’ eller ‘dårlige’ mennesker. Det eneste, man kan orientere sig efter, er overflader. I byen kan man kun se andres overflader. Og man kan kun selv blive set som sin overflade – aldrig som den, man mener egentlig at være.
I byen er alle objekter
Byen er altså en verden af fremmede, som kun kan registreres via deres overflader. Det vil sige via de karakteristika, der hurtigt lader sig afkode, fx køn, etnicitet, udseende, påklædning, stil. Den enkelte kan godt skille sig ud fra mængden, men det er ikke den enkelte som person, men den enkelte som overflade, der skiller sig ud. Kun via overfladen er det enkelte menneske overhovedet til stede i byen.
De fleste af os vil mene, at vi er andet og mere end den overflade, andre kan iagttage. At vi har en essens. At der gemmer sig noget mere meningsfuldt bag overfladen. Måske fordi vi har et behov for at tro på, at det er sådan, og fordi vi ikke kan lide tanken om det overfladiske. Men i byen er vi kun overflader. I byen er alle objekter.
Hey baby
Den erkendelse er vanskelig at håndtere. Det er ikke behageligt at tænke på sig selv som objekt. Slet ikke, hvis man som feminismen i årevis (med rette) har kæmpet for kvinders anerkendelse som andet end (sex-)objekter.
Omvendt ligger der et frigørende potentiale i Bechs forståelse af byen. For når den enkelte kvinde tiltales på gaden med et hey baby eller hello beautiful, så er det ikke kvinden som menneske, men kvinden som overflade – som objekt – kommentaren er rettet mod. Ikke den, hun er, men den, hun fremstår som. Kommentaren retter sig mod det, man kan se. Mod det overfladiske.
Betyder det, at det er rart at modtage uønskede henvendelser fra fremmede på gaden med en større eller mindre grad af seksuelle over- og undertoner? Naturligvis ikke. Det berettiger det heller ikke. Men det fortæller noget om, hvordan henvendelserne skal opfattes.
I byen har vi alle brøndbytrøjer på
Overfladiskheden er nogle gange tydeligere end andre. Når Hr. Jensen tager sin Brøndbytrøje på og tager til fodboldkamp, forvandler han sig på et sekund fra Hr. Jensen til brøndbyfan. I toget, på gaden og på stadion opfattes han ikke først og fremmest som Hr. Jensen, men som brøndbyfan.
Mindre tydeligt at det, at Hr. Jensen gør præcis det samme hver morgen, når han klæder sig på og tager på arbejde. Også her iklæder han sig tøjmarkører, der tilsammen udgør hans overflade over for andre mennesker i det offentlige rum. Hr. Jensens hverdagstøj besidder alle de samme egenskaber som brøndbytrøjen, blot fremstår det muligvis mindre tydeligt for Hr. Jensen selv.
‘Overfladiskheden’ er dermed ikke forbeholdt fodboldfans eller koncertgæster, hvis overflader er meget selvforklarende; overfladiskheden er et fælles livsvilkår. I en vis forstand har vi alle brøndbytrøjer på, når vi færdes i byen – uanset om vi er er klar over det eller ej.
Det betyder, at der ikke findes det quickfix bare at tage trøjen af og tage en anden på. Bevares, selvfølgelig kan man skifte tøj og styre sin fremtoning. Men det afgørende kan man ikke tage af: Det forhold, at man for alle andre kun er en overflade, et objekt. Overfladetrøjen kan man ikke smide.
Overflade og person
Er konklusionen så, at der ikke er noget at gøre for de kvinder, der føler sig krænket i det offentlige rum? At de må acceptere, at de er overflader, og at der ikke er noget at gøre ved det? Forhåbentlig ikke. Men måske kan forståelsen af det overfladiske føre til en sondring mellem henvendelser, der entydigt angår det overfladiske, og henvendelser, der forsøger at overskride det.
Fx er der stor forskel på eksemplerne i den efterhånden meget omtalte video, hvor en kvinde på 10 timer får 100 uønskede kommentarer i New York. En mand siger “What’s up beautiful, have a good day“, da han passerer hende i en fodgængerovergang i modsatgående retning. Det kan karakteriseres som en overfladisk kommentar (gående på kvindens udseende) uden noget forsøg på at overskride grænsen mellem kvindens overflade og hendes person. En anden mand tiltaler derimod først kvinden og går derefter ved siden af hende i fem minutter. Her er der ikke længere tale om en overfladeytring, men om et forsøg på at opnå kontakt med kvinden som person. Altså et forsøg på at overskride overfladen.
Et mangesidet dyr
Kommentarer fra fremmede i det offentlige rum er en kompleks størrelse. Mens det ofte betegnes som ubehageligt af de kvinder, der udsættes for det, findes der også eksempler på kvinder, der er bevidste om det og både værdsætter og udnytter det. Disse kvinder vælger målrettet at opsøge kommentarer fra fremmede i det offentlige rum for at få bekræftet, at de – eller deres overflader – opfattes som attraktive. En validering, de ikke kan få fra deres kærester eller mænd, der af gode grunde ikke kan bekræfte dem i, at andre også synes, at de er attraktive.
Det betyder ikke, at man skal lukke øjnene og ørene over for de kvinder, der oplever kommentarerne som ubehagelige og grænseoverskridende. Men det betyder, at problematikken skal anskues fra flere sider, og at den rummer en større nuancerigdom, end den seneste tids danske debat har afspejlet.
Hvis det, som Bech siger, er et livsvilkår i byen, at vi alle er overflader, og at andre forholder sig til os som overflader, så er det muligvis også et livsvilkår, at andre kommenterer på vores overflader. Spørgsmålet er næppe, om det kan standses, men snarere hvordan det skal forstås. En bedre forståelse af fænomenet – eller fænomenerne, for der er formentlig flere slags adfærd på spil med vidt forskellige årsager og formål – vil muligvis samtidig rumme anvisninger til, hvordan forskellige situationer bedst håndteres.
Dermed en opfordring til de forskere, der beskæftiger sig med seksualitet og byliv. Ikke mindst til også at bidrage til debatten, så niveauet kan hæves over det sædvanlige niveau, hvor mænd enten intet må sige, eller kvinder skal finde sig i alt.