I mangfoldighedens navn

Kan man gå ind for mangfoldighed og samtidig gøre sig til dommer over gode og dårlige reklamer?

I et debatindlæg på Politiken med titlen ’Der er så meget, danske mænd ikke forstår” jubler direktør for Kvinfo Nina Groes over dette års reklamer ved Super Bowl i USA, som for første gang rummede flere feministiske budskaber.

Groes betragter reklamerne som den foreløbige kulmination på en periode, hvor feminismen har haft vind i sejlene i Guds eget land:

”Disse feministiske tv-reklamer kommer efter måneder med andre ligestillingsmæssige gennembrud i den amerikanske populærkultur: Først optrådte superstjernen Beyonce til MTV Video Music Awards foran tre meter høje hvide bogstaver med ordet ’FEMINIST’.

Dernæst holdt Emma Watsen (Watson, red.) sin nu berømte ’He for she’-tale til et FN-møde i New York om behovet for ligestilling nu. Og altså senest blev verdens dyreste tv-reklamer i forbindelse med Super Bowl invaderet af feministiske budskaber om ligeværd og diversitet”, skriver Kvinfodirektøren.

Feministiske budskaber om ligeværd og diversitet? Det skal vi vende tilbage til. Groes afslutter sit indlæg med at beklage, at Danmark ikke er hoppet med på feminismebølgen og langer særligt ud efter Danske Spils reklame med blondinen, der ikke forstår sig på sport. Groes skriver:

”Hvordan reagerer vi i Danmark på den bølge? Indtil nu er eneste kvinde i tv-reklamerne ved store sportsbegivenheder stadig den stereotype blondine fra statsejede Danske Spil, der med søvngængeragtig kedsommelighed og en fuldkommen mageløs mangel på kreativitet gentager den samme gamle blondinevittighed igen og igen og igen.”

Sin overskrift, ’Der er så meget, danske mænd ikke forstår’, forholder Groes sig ikke til i indlægget, og den må derfor mere opfattes som en henvisning til Danske Spils kendte slogan end en generel kritik af danske mænd.

Ligeværd og diversitet?

Det for objektive øjne påfaldende i Groes’ indlæg er påstanden om, at feministiske budskaber handler om ligeværd og diversitet. For både generelt og i Groes’ tekst bliver det tydeligt, at feminisme står i modsætning til diversitet. Feminisme er ikke en ligestilling af alle budskaber, men en rangordning af budskaber med de feministiske øverst.

Hvordan skal man ellers forstå Groes’ kritik af Danske Spils reklame? Groes skriver ikke, at der også skal være plads til reklamer af den type – hvilket ville være et udtryk for et reelt ønske om diversitet – men udtrykker skuffelse over, at reklamen ikke bliver stoppet. Man forstår pointen: Der skal være plads til alle budskaber, så længe de lever op til feminismens værdier. Og ellers ikke.

Det, feminismen forstår ved diversitet, er noget andet, end ordet betyder. Diversitet er et udtryk, som særligt bruges i biologien, og som her alene betyder mangfoldighed. Her skelnes ikke mellem rigtige og forkerte arter, men blot forskellige arter. En anderledes betydning får udtrykket i sin feministiske udgave. Her tildeles nogle budskaber højere værdi end andre, og diversitet betyder ikke mangfoldighed, men at nogle budskaber (de rigtige) skal have mere plads end andre (de forkerte).

Forbud i mangfoldighedens navn

Det er indlysende, at feminisme ikke er en kamp for at ligestille alle værdier, men en kamp for ét sæt værdiers overherredømme. Mindre indlysende er det imidlertid, hvorfor det er sådan. Hvordan går det til, at ønsket om diversitet forvandler sig til ønsket om selektion? At ønsket om ligestilling forvandler sig til ønsket om uligestilling? At ønsket om muligheder forvandler sig til ønsket om begrænsninger? At ønsket om sidestilling af værdier forvandler sig til ønsket om et værdihierarki?

Den, der kan besvare disse spørgsmål, burde modtage en Nobelpris for sit bidrag. For denne forvandlingsproces er ikke forbeholdt feminismen, men også kan iagttages inden for andre politiske og moralske områder. Man behøver næsten blot støde på ordet ”mangfoldighed” for at vide, at man er stødt ind i nogen eller noget, der er mangfoldighedens modstander; nogen eller noget, der først og fremmest ønsker at gennemføre ét virkelighedssyn, én værdiopfattelse og én normopfattelse på bekostning af alle andre, og som bruger mangfoldighedsbegrebet som våben i sin værdikrig.

Et eksempel: Når Nina Groes giver udtryk for, at én reklame er bedre end en anden, har hun endegyldigt forladt ideen om mangfoldighed. Hun tildeler reklamerne forskellige værdier og rangordner dem efter sin egen målestok. Det bliver Groes’ og feminismens opfattelse af godt og ondt, der bestemmer, om en reklame er god eller ond, og derfor bliver dommen selvbekræftende og meningsløs. Den bliver som barnets, når det siger: ”Jeg kan lide den, fordi jeg kan lide den”.

Men hvor barnet har ret til sin naivitet, skylder både Nina Groes og den bredere feminisme svar på, hvorfor de kan lide, hvad de kan lide. Hvorfor er én reklame bedre end en anden? Og dernæst: Hvad er det ved feminismens værdier, der gør dem bedre end andre værdier, og som berettiger, at feminismens opfattelse af godt og ondt skal gælde alle mennesker? Fx konkret: At Danske Spils blondinereklamer skal stoppes, fordi feminismen ikke bryder sig om dem?

Og nej. Det er ikke nok at sige, at man ikke bryder sig om dem, fordi de udtrykker et kvindesyn, man er imod. Gør man det, har man blot gentaget barnets selvreferende logik på voksensprog. I stedet må man ærligt forklare, hvorfor man synes, at noget er bedre end noget andet. Hvorfor man – i mangfoldighedens navn – ønsker de reklamer fjernet, man ikke bryder sig om. Og hvorfor andre mennesker ikke må se dem, blot fordi man ikke selv kan lide dem.

Groes slutter med at skrive: “Mon ikke snart de sidste har fattet pointen?”. Til det må man svare: Nej, men vi ser frem til at høre den.